"Vi skal huske at fortælle, at universiteterne er mirakelmaskiner"

At dømme ud fra det umiddelbare svar er der ikke tale om raketvidenskab.

Spørgsmålet lød: Hvad skal der til for at blive prorektor som 40-årig?

”At man er enormt heldig, tror jeg.” Svaret falder midt i et overrasket grin.

Vi har ringet Kristian Lauta, Københavns Universitets nytiltrådte prorektor for uddannelse op for at finde ud af, hvad der ligger bag den høje titel i den lave alder.

Da han er færdig med at grine, lægger han den umiddelbare ydmyghed lidt til side.

”Den nemmeste forklaring er nok, at jeg hele min karriere har haft sådan en dobbeltinteresse i både at være på Københavns Universitet med alle de muligheder en stor tværfaglig institution har, blande mig i de debatter og gribe de muligheder, der har været for indflydelse på rammesætningen af universitetet,” siger han.

”Samtidig har jeg kunnet holde gang i en forskningskarriere. Det er jo en vigtig forudsætning for, at man kan være universitetsleder, at man kender forretningen og har en ide om, hvad forskerne render og laver, og hvad det vil sige at drive en uddannelse,” fortsætter han.

Og det var altså den kombination, han lykkedes med at overbevise rektor Henrik C. Wegener om, var lige præcis det, ledelsen på Københavns Universitet manglede. Midt i juni forlod han således Det Juridiske Fakultet, hvor han huserede som prodekan, og satte sig i stolen som prorektor for uddannelse.

Digitale jurister?

Altså en foreløbig kulmination på lidt af en lynkarriere. Kristian Lauta startede på sin ph.d. med det samme efter sin juridiske kandidatuddannelse. Under ph.d.’en fortsatte han i det universitetspolitiske spor og var blandt andet næstformand for universitetets tværgående ph.d.-udvalg.

Efter ph.d’en blev han postdoc, og det lykkedes ham at være med til at ”hente en pose penge” til et tværfagligt projekt, der hed ”Changing disasters”. Projektet samlede alle seks fakulteter på universitet og undersøgte ”hvad det er for nogle forandringer, der kommer ud af katastrofer.”

”Så jeg fik lov at være forskningsleder på et ret tidligt tidspunkt, og da vi var færdige med det projekt, var jeg blevet lektor.”

Herefter blev han del af et større Horizon 2020-projekt med kolleger fra rundt om i Europa, alt imens han fik udvidet sin undervisningsportefølje. Og så var det pludselig, at han som 36-årig kunne kalde sig prodekan på Det Juridiske Fakultet.

”Det var jeg i tre et halvt år, hvor vi diskuterede, hvad fremtidens kompetencebehov er for jurister. Hvordan interagerer man med eksterne parter? Hvad vil det sige at være personaleleder også? Og hvad vil det sige at deltage i de strategiske diskussioner?”

Arbejdsmarkedet er ”rødglødende”, og erhvervslivet vil have klassiske jurister, konstaterer Kristian Lauta, mens resten af uddannelsessektoren bevæger sig i retning af, at digitale kompetencer skal være en integreret del af alle uddannelser.

”Det er en stor diskussion på jura, hvor store skridt man skal tage fx i retning af at give de studerende digitale kompetencer, tværfagligt blik osv., når nu arbejdsmarkedet står og skriger på monofaglige jurister, der bare har været igennem deres organisationsret,” siger han.

”Det vil kræve endnu mere at være jurist i fremtiden. Og mange af de processer, jurister i dag behandler, vil blive flyttet til nogle systemer, der kan håndtere det. Der kommer ikke til at blive færre jurister, tror jeg, men de skal kunne noget lidt andet.”

Ud af den identitetspolitiske debat

Løfter vi, som Kristian Lauta nu også skal, blikket fra det juridiske og kigger ud over hele Københavns Universitet, drømmer han med et lidt ”fluffy” udtryk, som han selv betegner det, om ”hver dag at udfordre mig selv på, om vi nu også gør det, der faktisk er bedst muligt i forhold til at lave de bedste uddannelser.”

”Det handler om at insistere på, at KU er et stort monster med 36000 studerende og 10000 ansatte, og der skal være plads til, at det er meget forskellige ting, der foregår derimellem. Og der skal i særdeleshed være nogle forskere og nogle studerende, der føler, at de også er med til at eje det her sted.”

Faktisk mener Kristian Lauta, at det er en generel udfordring for universiteterne, at fortællingen om, hvad man laver på et universitet, og hvorfor det er vigtigt, er gået tabt. Og det går ud over arbejdsglæden og stoltheden, mener han.

”Det hele skal ikke gå op i arbejdsløshedsstatistiker, by mod land-debatter og identitetspolitiske diskussioner, vi bliver fanget ind i. Vi skal huske at fortælle alt det fantastiske, der foregår på universiteterne hver dag. Universiteterne er jo mirakelmaskiner. Vi producerer fabelagtig ny viden,” lyder det begejstret.

”Vi har så mange velfungerende uddannelser, som erhvervslivet er enormt glade for. Og den grundfortælling kan godt drukne lidt. Der har vi en kæmpe udfordring både internt og eksternt; at vi ender med at snakke om det, der i virkeligheden bør gøre os glade og stolte.”

Derfor vil Kristian Lauta heller ikke gå ind i en diskussion om, hvordan uddannelsespladserne skal fordeles. Og han vil nødigt have det til at lyde som om, at han ikke forstår, at samfundet har lige så meget brug for sosu-assistenter og tømrere som akademikere.

”Min pointe er bare at få reintroduceret noget af begejstringen for nogle af alle de ting, universiteterne faktisk gør rigtig godt. Og få den der følelse tilbage i kroppen af, at vi ikke skal skamme os over, at vi uddanner akademikere, fordi de gør det fabelagtigt godt og producerer masser af samfundsnytte.”

Føler du, at akademikerne er blevet udskammede i den offentlige debat?

”Nu skal det ikke lyde som en eller anden offerfortælling. Jeg ligger ikke i fosterstilling i hjørnet. Jeg løber rundt her på mit store kontor og er med på, at vi har det herligt.”

”Måske er det snarere en kritik af universiteterne. Vi har ikke været ret gode til at fortælle, hvad vi kan, og hvorfor vores uddannelser er vigtige. Hvad er det for en morgendag, der kommer, og hvorfor er det stadig vigtigt at uddanne dygtige folk til den? Jeg efterstræber en balance i debatten, som vi selv skal skabe.”

Det allervigtigste i hele verden

Kristian Lauta er med egne ord oplysningsmenneske i ordets mest klassiske forstand. Det pres, demokratiet er under i disse år, mener han, at forskningen kan være svaret på.

”Det kan godt være, det gik lidt af mode i 90'erne, men jeg tror jo, at svaret på mange af samfundets udfordringer er at gøre sig umage med at producere viden så tæt på sandheden eller virkeligheden som muligt og derved skabe et bedre grundlag for at træffe gode beslutninger,” siger han.

Og det er netop i de helt klassiske oplysningsidealer, at universiteterne og deres ansatte skal finde fascinationen af deres arbejde og motivationen til at gå på arbejde hver dag.

”De dyder, der ligger lige under overfladen, som vi ikke er så gode til at tale om. Det at kunne gå på arbejde hver mandag morgen og beskæftige dig med det, du synes, er det allervigtigste i hele verden. Det store privilegium, det er, at få lov at fordybe dig i det og formidle det. De dyder bærer jeg meget tæt på hjertet.”

I virkeligheden synes han, at det kan virke en anelse kunstigt, når universiteterne eksempelvis deler to prorektorstillinger op i uddannelse og forskning. De to begreber skulle gerne være samvirkende, mener han.

”Et af de vigtigste aftryk, vi som universitet leverer til samfundet, er jo de her generationer af mennesker, der skal ud at arbejde derude. Og vores forskning skulle jo gerne sætte et aftryk på de her mennesker, som skal være vores repræsentanter og ambassadører i verden omkring os.”

”Dermed er der jo en intim sammenhæng imellem ambitionen og kraften i at producere ny viden og insisteren på, at den nye viden og lysten til at deltage i vidensproduktionen bliver givet videre til kommende generationer.”

Mennesker af kød og blod

Derfor kommer Kristian Lauta heller ikke som leder til at tegne tykke skillelinjer mellem forskning og uddannelse, selvom hans jobbeskrivelse fordrer, at han primært skal beskæftige sig med uddannelsesdelen af universitetets virke.

”Jeg vil gerne være en leder, som har forståelse for, hvad det egentlig vil sige at bedrive forskning. En leder, der er engageret i de væsentlige samfundsdebatter. Som leder på et universitet spejler du organisationen og de dyder, man prædiker overfor andre,” filosoferer han og fortsætter:

”Hvis jeg gerne vil have vores studerende og forskere til at være nysgerrige og have appetit på at påvirke verden omkring dem og stille sig til rådighed for offentlig debat – og det vil jeg - så synes jeg, at det kræver, at jeg selv gør det samme.”

Men derudover har Kristian Lauta ikke et religiøst forhold til lederrollen. Han mener først og fremmest at ledelse skal være fleksibel og kontekstuel.

”Jeg har mødt ledere i min tid, som har været sindssygt gode i kraft af, at de virkelig kan substansen og forstår noget om forskning. De har måske ikke læst den seneste ledelseslitteratur, men de har fundet nogle strategier. Og så har jeg mødt nogle professionelle ledere, som måske ikke vidste så meget om substansen, men som er sindssygt gode til at give plads og inddrage og høre på folk.”

Hans egen største svaghed i forhold til lederrollen er, at han ikke naturligt er særligt detaljeorienteret, indrømmer han. Han besidder dog den nødvendige grundighed, som kombinationen af jurist og forsker trods alt må give, mener han.

”Men det har jeg skullet øve mig på. Og der er mange detaljer, man skal have styr på som leder, skulle jeg hilse at sige,” griner han.

Andre ting ved lederrollen falder ham mere naturligt. Blandt andet kan han godt lide at kommunikere, og han betragter sig selv som ekstrovert og tilstedeværende.

”Jeg kan ret godt lide mennesker generelt. Og jeg kan godt lide de mennesker, der arbejder på KU. Det er en rimelig stor fordel, hvis man skal være leder, at man faktisk gerne vil mennesker og ikke bare den funktion, de udgør i organisationen. Man skal betragte dem som mennesker af kød og blod.”

Denne artikel stammer fra vores månedlige nyhedsbrev, Forskeren. Det kan du abonnere på ved at tilmelde dig her.