"Universitetet dræber din nysgerrighed"

En hvid sommerfugl flakser forbi Hin-Yan Lius knæ. Han opdager den ikke, for han står og taler til 13 jurastuderende, som sidder ved bord-bænkesæt. Middagssolen varmer græsset omkring dem, og en solsort synger i et træ. Det er hen imod slutningen af forårssemestret på Københavns Universitet (KU). De er udenfor, fordi Hin-Yan Liu mener, man tænker bedre i det fri.

Han har gjort sig mange andre overvejelser om at undervise på universitetet. Tanker, som har fået ham til at udvikle en helt særlig metode for sine jurahold, hvilket sidste år udløste undervisningsprisen årets ’Harald’ på KU. Bl.a. mener han ikke, at studerende bør spilde tiden med at tale om, hvad de har læst i en bog. Han tror også, at studiet har en tendens til at dræbe enhver form for nysgerrighed. Mere om det senere.

Faget, Hin-Yan Liu underviser i på græsplænen, hedder Artificial Intelligence and Legal Disruption. Det handler om indvirkningen af kunstig intelligens på det juridiske univers. Hin-Yan lufter en idé for de studerende: Kunstig intelligens ændrer måden, mennesker tager beslutninger på. Armene bevæger sig i takt med hans talestrøm på engelsk med tydelig britisk accent.

Da han er færdig med at skitsere idéen, skubber han solbrillerne fra sit sorte hår ned foran øjnene og lægger armene over kors. Nu skal de studerende diskutere hans overvejelser. Han går rundt mellem dem og lytter.

Diskussion er kernen i hans undervisning. Faktisk mener han ikke selv, at han underviser. Det, han gør med sine jurahold, ser han som en samtale, forklarer han dagen efter på sit kontor.

”Samtalen går i alle mulige mærkelige retninger. Den er komplet uforudsigelig, og jeg har ikke defineret et mål for, hvor den skal nå hen.”

I timerne kaster han løse idéer op i luften, hvorefter deltagerne diskuterer dem i mindre grupper for til sidst at samle op sammen. Derefter videre til næste idé.

”Jo mere åbent undervisningen forløber, jo mere nyder de det.”

I pausen dagen inden på græsplænen fortæller et par studerende, at de ikke er vant til den form for undervisning. En enkelt siger, at jurastudiet generelt mere minder om en pølsefabrik, hvor man bare skal lære en masse udenad. Nogle stykker af de andre nikker.

Mobiler og computere er ikke velkomne

Hin-Yan Liu er kun på besøg på deres hold, da han har undervisningsfrit semester. På hans egne hold kræver han, at alle er tech-fri. Mobiltelefoner skal i lommerne og computere i taskerne. Det siger han pænt til de få på plænen, der har telefoner og bærbære fremme, hvorefter de pakker dem væk.

I pausen fortæller nogle studerende også, at de plejer at gå på Facebook, når de keder sig i andre fag, der ikke er tech-fri.

Hin-Yan Liu mener ikke, at det altid er et frit valg, hvis man ender på Facebook midt i undervisningen.

”Det kan godt være, at du vil fokusere på underviseren, men Facebook har tusindvis af mennesker ansat til at fange din opmærksomhed. Ofte kan man føle sig beskidt eller fortryde bagefter. Tech-fri er godt for mig, fordi det fjerner den mulighed helt. Det skaber en mere åben atmosfære.”

Han ser intet paradoks i, at et fag om teknologi er teknologi-frit. Faget handler om de problemer, som teknologi kan føre med sig, og på den måde giver det god mening.

”Det er faktisk et antitech-fag,” siger han.

Fordi hans undervisning handler om problemer, der til dels først vil optræde i fremtiden, når fx selvkørende biler bliver mere udbredte, mener Hin-Yan Liu, at det er vigtigere, at hans jurahold bliver gode til at diskutere og finde problemer frem for at løse dem. Det kan nemlig være, at de løsninger og problemer, vi har i dag, er forældede i morgen.

Mange høje karakterer

Semestret afslutter med en skriftlig opgave. Fx om hvorfor kunstig intelligens udfordrer demokratiet eller international diplomatisk praksis.

Hin-Yan Liu belønner ofte opgaverne med 10- og 12-taller. Resten ligger nede omkring 4. Der er ingen normalfordeling her, og fakultetet har vænnet sig til, at det er sådan. De høje karakterer går typisk til dem, der møder op og engagerer sig i undervisningen. De lave går til dem, der gør det modsatte. Egentlig bryder Hin-Yan Liu sig slet ikke om karakterer. De er for vilkårlige og fylder for meget i de studerendes liv.

”Hvis du uddanner dig for at nå et mål, er du ikke rigtig til stede i undervisningen. Det kan fx være, at du vil have høje karakterer, så du kan få job på et anerkendt advokatkontor.”

Der er allerede masser af fag for den slags studerende, mener han. På hans hold vil han hellere have, at folk deltager, fordi de gerne vil lære noget og fordybe sig i det. Det behøver nødvendigvis ikke være de klogeste eller dem, der arbejder hårdest. Det skal bare være dem, der har en oprigtig interesse i at lære for læringens skyld.

”Det er, som om vi har glemt, at vi er et universitet. Jeg har hørt kolleger sige, at de føler sig som glorificerede gymnasielærere, og de er ikke engang sikre på, om de er glorificerede. Der er noget fundamentalt forkert, hvis det er sådan.”

Hin-Yan Liu mener, der er kurser nok, hvor de studerende får udleveret en bog, og så skal de bare lære, hvad der står i den. For at blive gode jurister og samfundsborgere er det også vigtigt at lære at tænke selvstændigt og kritisk. Det er forskellen på at gå i skole og på universitetet.

”Når de når til kandidaten, har universitetet dræbt deres nysgerrighed. Det er både mærkeligt og skræmmende. Flere studerende har sagt til mig, at de ikke er vant til at have en holdning til stoffet. Det er ellers det vigtigste at lære her. Glem alt det andet.”

Han ser et paradoks i, at vi i Danmark siger, at vores uddannelsessystem skaber selvstændige og kreative individer. Han mener, at vi er ude af trit med fortællingen, medmindre vi i højere grad uddanner de unge til at tænke mere kritisk. Noget, han indrømmer måske gør sig mere gældende på andre uddannelser end jura.

Roder i bevidstheden

Hin-Yan Liu ved godt, at hans undervisningsstil ikke kan overføres til alle fag på jura.

”Kurset her er ikke designet til at blive brugt direkte. På mange af de andre fag på jura får du en ekspertise inden for et retsområde, som du så kan rådgive i bagefter. Det er mere en punkt A til punkt B-ting.”

For ham er det vigtigere at rode rundt i de studerendes bevidsthed på en konstruktiv måde. Få dem til at tænke og sætte spørgsmålstegn ved deres omgivelser. Flere har sagt til ham, at de gerne ville have lært mere af den slags tidligere på studiet i stedet for på kandidaten.

På græsplænen samler Hin-Yan Liu og juraholdet op på en diskussion. De studerende taler, og han reagerer med forskellige variationer af:

”Yes, yes. Sure. Okay. Right.”

Han ser på samtalen som en slags improv comedy, hvor han ikke må lukke ned for andres idéer.

”Lige så snart du lukker diskussionen ned, bliver du en autoritet, og så ødelægger du det hele. Jeg prøver også at sammenkæde de studerendes idéer, når vi diskuterer. Så de kan se, at de bidrager med noget i undervisningen.”

Samtidig plejer deltagerne på hans hold at føle sig så meget hjemme i samtaleformatet, at de til sidst på semestret korrigerer hinanden, hvis de er på vej ud ad en forkert tangent.

Hin-Yan Liu gør meget ud af ikke at være en autoritet. Han ser det som en succes, hver gang nogle på campus spørger ham, hvad han studerer der, selv om han snart fylder 40.

Det er vigtigt for ham, at de studerende glemmer, de er studerende. Han vil faktisk helst undlade at kalde dem ’studerende’. Det hjælper dem til at tænke mere frit og ikke være så bange for at sige noget.

“Fraværet af hierarki er helt essentielt, så de ikke selvcensurerer de mere vilde og kreative idéer væk.”

Undervisning – ikke uddannelse

Selv har han gået otte år på kostskole i England og på universitetet i Canada og London. Først læste han psykologi for derefter at skifte til jura, som han tog en ph.d. i. Han arbejdede som postdoc i Firenze, inden han kom til KU.

”Hele min vej gennem uddannelsessystemet har været ret standard. Vi havde diskussioner, men vi skulle altid nå et særligt sted hen. Vi kunne nå derhen på forskellige måder, men underviseren vidste, hvor det skulle ende. Jeg er slet ikke sikker på, at det er uddannelse – det er mere undervisning.”

Han ved godt, at hans egen tilgang til uddannelse ikke kan kopieres til forelæsningshold med flere hundrede personer. Den kræver nemlig meget mindre hold og derfor også langt flere ressourcer. 
Samtidig mener han også, at det er ressourcespild at samle et hold studerende på jura, hvis de bare skal tale om, hvad de har læst i lærebogen.

“Så kan man lige så godt bare læse den forbandede bog selv og så se underviseren tale om den på computeren. Det behøver man ikke at sidde fysisk sammen i et rum for at gøre, for det koster både for individet og for samfundet.”

Undervisningen på græsplænen er ved at være slut. En studerende spørger Hin-Yan Liu, hvordan man skriver en god eksamensopgave.

”Stop med at læse jeres lærebøger, og læs god litteratur i stedet,” svarer han.