"Jeg overvejer at ændre i pensum"

Inflation er en konstant samfundsmæssig forhandling af, hvad vi synes hinanden er værd. Der er kun humankapital, da realkapital ikke laver sig selv, men bliver lavet af mennesker. Det betyder også at når vi sætter en pris, sætter vi den på humankapitalen. En pris dækker derfor over, en indtægt for en flok mennesker. Hvordan denne indtægts skal fordeles, som prisen dækker over, er altid til forhandling og kan skyldes mange faktorer, som fx smag, der kommer nye varer på markedet eller forhandlingskraft. Hvis vi vurdere en varer som lækker (smag), vil vi betale en højere pris for arbejdskraften, uagtet af om der reelt er lagt mere arbejdstid i at gøre varen lækker eller ej. Hvis der kommer en ny varer ind på markedet, skal den have en del af den indkomst, der er til rådighed. Det vil betyde, at priserne på de andre varer ændre sig enten i opadgående eller nedadgående retning. Vi vurdere en varer, på hvad vi mener, den er værd i forhold til andre varer, ikke på hvilken indtægt arbejdskraften skal have. Hvis en part i arbejdskraften har stor forhandlingskraft i forhold til en anden part, vil en del af prisen vi betaler for varen, blive tildelt en part i arbejdskraften (fx leder) frem for en anden part (fx ufaglært). Lige her kunne vi godt argumentere for udbud og efterspørgsel, men i sidste ende bliver det magtpositionen hos forhandlingsparterne, der bestemmer hvordan prisen, skal fordeles på indtægt til de forskellige parter. Og den forhandling er en samfundsmæssig kontrakt. Disse forhold - smag, nye varer på markedet eller forhandlingskraft - ændre sig hele tiden og derfor er prisstigninger/fald et udtryk for, hvordan priserne hele tiden ændre sig i forhold til hinanden og vi har inflation. Lavindkomstgrupperne har lav forhandlingskraft og har derfor lav indtægt og vil derfor forbruge al merindtægt på varer. Mens dem med høj forhandlingskraft har høj indtægt, og derfor gemmer en stor del af al merindtægt og placerer dem i værdipapirer. Det gab er blevet meget stort de sidste 30 år og der er placeret mange penge i værdipapirer i stedet for varer, til dem som har behov for det. Ikke at ville give penge til lavindkomstgrupperne på grund af frygten for, at der kommer for mange penge i økonomien, er en dårlig undskyldning. For der er allerede alt for mange penge i omløb, som er placeret i værdipapirer og ikke bliver forbrugt på varer, til mennesker som har behov for det. Og så vil nogle sige, at værdipapirer er en investering, der konverteres til en indtægt, for de mennesker, der anvender pengene. Lad mig her sige, at formueforvaltning og værdipapirspekulation ikke gavner lavindkomstgrupperne, som slås for en levedygtig og retfærdig løn (living and fair wage). Inflation er nemlig en konstant samfundsmæssig forhandling af, hvad vi synes hinanden er værd.