"Jeg overvejer at ændre i pensum"

Inflationen er kommet til Danmark, og prisstigningerne er de højeste siden de tidlige 80’ere. De påvirker ikke kun vores privatøkonomi, men også arbejdslivet for mange djøfere.

Prisstigninger er lynhurtigt blevet den altoverskyggende samfundsøkonomiske udfordring, som økonomer alle steder på arbejdsmarkedet skal forholde sig til.

For de fleste er det første gang, de ser inflationen andre steder end i lærebøgerne.

Vi har spurgt fire økonomer, hvordan de oplever den nye virkelighed, inflationen har medført.

Den første er Birthe Larsen, der underviser og forsker i makroøkonomi på Copenhagen Business School, CBS. Hendes forskning har fokus på ulighed, og hun bruges ofte som økonomisk ekspert i medierne, hvor hun udlægger de store økonomiske tendenser for et bredt publikum.

Hvordan mærker du professionelt, at vi har fået høj inflation?
”På to måder. Selvfølgelig har vi altid talt om inflation i undervisningen, men det har ikke fyldt ret meget, for der har ikke været så meget at tale om. Det har ændret sig, og jeg har naturligt talt mere om det i forelæsningerne i år, og jeg kunne godt overveje at ændre i pensum. Og så fylder det mere, når jeg snakker med medierne, og det gjorde det aldrig tidligere.”

Hvordan er det?
”Corona-krisen er på en måde mere enkelt at forklare til folk. Det er nemmere at forstå, hvordan sådan et udbudschok rammer økonomien, og hvordan man kan afhjælpe det. Det er sværere at forklare, hvad der skaber inflation uden at bruge termer, som folk ikke nødvendigvis forstår. Det er jeg nødt til at tænke over.”

Du forsker blandt andet i ulighed og udtaler dig tit om det. Hvad betyder inflationen i den sammenhæng?
”Det er især lavindkomstgrupperne, der er hårdt ramt nu. Altså den gruppe, som aldrig har noget luft i budgettet, men hver eneste måned har en indtægt, som knap nok dækker deres forbrug. Nu bliver de så endnu mere pressede. For ikke at øge uligheden, kunne man derfor argumentere for at hjælpe dem økonomisk. Udfordringen er, at der kan komme for mange penge i økonomien, og det vil forværre inflationen. Jeg vil som forsker gerne give en faglig vinkel på dem med de laveste indkomster, som tit bliver overset. Det er sværere i den nuværende situation. Man kommer til at virke meget kold og kynisk, når man siger til dem, der har det svært, at vi skal passe på inflationen og ikke bruge for mange penge.”

Hvor meget klogere er vi blevet over de sidste 40 år på, hvordan man bekæmper inflation bedst?
”Vi er en del klogere. I 70’erne troede man, at økonomien bare skulle ekspanderes. Man sørgede for, at indkomster steg i takt med inflationen. Det er en dårlig vej, og det ved vi nu. Men vi står stadig med en udfordring over for de udsatte grupper. Jeg mener godt, vi kan hjælpe de fattigste, hvis vi sørger vi at tage pengene et andet sted.

Har vi lært noget nyt om, hvordan vi er kommet hertil, og hvad vi skal undgå i fremtiden?
”Vi har indset, at vi nok har ført en lidt for ekspansiv politik i Europa. Men det er svært bare at sige, at det var forkert, for det var også vigtigt at undgå en økonomisk krise. Man kunne måske have undgået inflationen, men det er lidt for nemt at sige nu, at vi burde have set det.”

Birthe Larsen

Lektor, PhD, Økonomisk Institut, Copenhagen Business School og leder af forskningssamarbejdet Inequality Platform samme sted.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job

Sund & Bælt Holding AS

Afdelingschef for Bæredygtig Governance til Sund & Bælt

Frist 31. dec. 2023

Job

Islands Brygges Sogn

Konsulent til organisationsforandring

Frist 15. dec. 2023

Job

Procesbevillingsnævnet

Jurist til Procesbevillingsnævnet

Frist 18. dec. 2023

Job

Egedal Kommune

Ambitiøs konsulent, med blik for tværfagligt samarbejde og gode process...

Frist 17. dec. 2023

Job

Børne- og Undervisningsministeriet

To jurister søges til ministerbetjening, lovfortolkning og bistand til ...

Frist 13. dec. 2023

Job

Djøf

Djøf søger serviceminded og struktureret studerende

Frist 24. dec. 2023

Se flere jobs

ANNONCE

Kommentarer

Marietta Jeppe

sidste år

Inflation er en konstant samfundsmæssig forhandling af, hvad vi synes hinanden er værd. Der er kun humankapital, da realkapital ikke laver sig selv, men bliver lavet af mennesker. Det betyder også at når vi sætter en pris, sætter vi den på humankapitalen. En pris dækker derfor over, en indtægt for en flok mennesker. Hvordan denne indtægts skal fordeles, som prisen dækker over, er altid til forhandling og kan skyldes mange faktorer, som fx smag, der kommer nye varer på markedet eller forhandlingskraft. Hvis vi vurdere en varer som lækker (smag), vil vi betale en højere pris for arbejdskraften, uagtet af om der reelt er lagt mere arbejdstid i at gøre varen lækker eller ej. Hvis der kommer en ny varer ind på markedet, skal den have en del af den indkomst, der er til rådighed. Det vil betyde, at priserne på de andre varer ændre sig enten i opadgående eller nedadgående retning. Vi vurdere en varer, på hvad vi mener, den er værd i forhold til andre varer, ikke på hvilken indtægt arbejdskraften skal have. Hvis en part i arbejdskraften har stor forhandlingskraft i forhold til en anden part, vil en del af prisen vi betaler for varen, blive tildelt en part i arbejdskraften (fx leder) frem for en anden part (fx ufaglært). Lige her kunne vi godt argumentere for udbud og efterspørgsel, men i sidste ende bliver det magtpositionen hos forhandlingsparterne, der bestemmer hvordan prisen, skal fordeles på indtægt til de forskellige parter. Og den forhandling er en samfundsmæssig kontrakt. Disse forhold - smag, nye varer på markedet eller forhandlingskraft - ændre sig hele tiden og derfor er prisstigninger/fald et udtryk for, hvordan priserne hele tiden ændre sig i forhold til hinanden og vi har inflation. Lavindkomstgrupperne har lav forhandlingskraft og har derfor lav indtægt og vil derfor forbruge al merindtægt på varer. Mens dem med høj forhandlingskraft har høj indtægt, og derfor gemmer en stor del af al merindtægt og placerer dem i værdipapirer. Det gab er blevet meget stort de sidste 30 år og der er placeret mange penge i værdipapirer i stedet for varer, til dem som har behov for det. Ikke at ville give penge til lavindkomstgrupperne på grund af frygten for, at der kommer for mange penge i økonomien, er en dårlig undskyldning. For der er allerede alt for mange penge i omløb, som er placeret i værdipapirer og ikke bliver forbrugt på varer, til mennesker som har behov for det. Og så vil nogle sige, at værdipapirer er en investering, der konverteres til en indtægt, for de mennesker, der anvender pengene. Lad mig her sige, at formueforvaltning og værdipapirspekulation ikke gavner lavindkomstgrupperne, som slås for en levedygtig og retfærdig løn (living and fair wage). Inflation er nemlig en konstant samfundsmæssig forhandling af, hvad vi synes hinanden er værd.