Dobbelt-outsideren der fandt vejen ind

Når man bogstavelig talt forlader skrivebordet, og går ud for at indsamle data, kan det være udfordrende – og ja, hvis man er terrorforsker kan det være direkte farligt. Men alligevel er der ikke stor viden i forskerkredse om metoder til indsamling af data blandt terrorister og ekstremister.

Men det er et emne, som Kathrine Elmose Jørgensen ved mere om end de fleste. Tidligere på året forsvarede hun sin ph.d.-afhandling ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet om danske fremmedkrigeres ’veje ind og ud af salafi-jihadisme’. Heri har hun undersøgt, hvad der får mennesker til at søge ind i, forblive en del af og søge ud af ekstremistiske islamiske miljøer.

Det drejer sig typisk om personer, der føler sig uden for samfundet og færdes i miljøer, hvor de bliver eksponeret for ekstreme fortolkninger af islam, samtidig med at de oplever en stigende interesse for religionen. Pårørende har typisk beskrevet deres islamistisk ekstremistiske familiemedlemmer som nogen, der har et meget sort-hvidt syn på verden.

Dét lukrerer dem, der rekrutterer til miljøerne på, ved at gå strategisk til værks og appellere til en fællesskabsfølelse, et broder- og søsterskab, hvor man som rettroende muslim skal gøre sit for ummaen (de muslimske troendes samfund, red.).

Som et led i undersøgelsen har hun opsøgt miljøerne for at få interviews med dem, der aktivt har valgt miljøerne til, dem, der har valgt det fra, eller dem, som er vendt tilbage til Danmark efter for eksempel at have være en del af Islamisk Stats kalifat.

Det har indimellem budt på ubekvemme oplevelser, men også givet hende særlige metodiske erfaringer, som hun ganske utraditionelt i forskningsverdenen har valgt at lægge vægt på i sin afhandling og frem for offentligheden.

Dels som et bidrag til den sociologiske forskning, der ifølge Kathrine Elmose Jørgensen, ikke har tradition for at op- og undersøge den type ekstremistiske, religiøse miljøer kvalitativt.

Og dels for at hjælpe andre forskere dér, hvor hun ikke havde andres erfaringer at trække på.

”Dem, der har skrevet noget om det, dem, der er lykkes med at få interviews, det er som regel nogen, der har haft et personligt netværk, eller som selv har en muslimsk baggrund, og som på den måde har haft nogle kontakter ind i miljøerne,” forklarer hun.

Dobbelt outsider

Normalt får beskrivelser og problematiseringer af en forskers køn og religiøse tilhørsforhold ikke meget opmærksomhed i empirisk-baserede studier. Ikke desto mindre har det været et vigtigt benspænd for Kathrine Elmose Jørgensens adgang til ekstremistiske, radikaliserede, islamiske miljøer i Danmark.

Hun beskriver sig selv som ”kvinde og ikke-muslim”, og sådan en ”dobbelt outsider” risikerer at blive mødt med mistro i netop de miljøer, som hun har undersøgt.

Derfor har Kathrine Elmose Jørgensen måtte kaste sit net bredt ud blandt moskeer, socialarbejdere og andre aktører, som eventuelt kunne have kendskab til miljøerne i et forsøg på at få kontakt til kilder, hun har kunne interviewe til sin afhandling.

Mange forsøg er endt ud i ingenting, og når det er lykkes at skabe kontakt til nogen i et af de lyssky miljøer, har det været om at gribe muligheden og følge med rundt. Helt bogstaveligt.

Det er her, at Kathrine Elmose Jørgensen har gjort sig nogle af de metodiske erfaringer, som hun har valgt at offentliggøre. Både fejl, succeser og især de følelsesmæssige prøvelser – ”emotional trials”, som hendes feltarbejde har budt på.

”I forhold til de fysiske farer oplevede jeg, at der var én, det var ukomfortabelt at mødes med, som jeg håbede og troede havde forbindelse til miljøet, og som havde været en del af det kriminelle miljø,” forklarer Kathrine Elmose Jørgensen.

Kilden ville ikke tale over telefonen, og hun kunne mærke, at der skulle opbygges noget tillid, før hun kunne gøre sig håb om at få ham i tale. Pludselig sagde han, at de skulle ud og køre en tur, hvor de skulle møde nogle forskellige mennesker.

”Vi havde egentligt en fin snak dér i bilen, og det var ikke fordi, jeg sad og tænkte, at nu var det ved at gå galt. Men det var ikke specielt trygt, og jeg vidste ikke, hvad det indebar, at jeg skulle ud og køre, og at jeg skulle møde de her forskellige mennesker.”

Kontakten til kilden førte ikke videre med sig, men Kathrine Elmose Jørgensen forklarer, at hun sad tilbage med en følelse og oplevelse af at have været følelsesmæssigt på prøve og udsat sig selv for en udefinerbar risiko. Og hun har oplevet flere risici.

”Jeg skulle på et tidspunkt lave et interview med én, hvor jeg skulle hjem til vedkommende, som jeg vidste havde talt positivt om og forsvaret stening af kvinder,” fortæller Kathrine Elmose Jørgensen.

”Det syntes jeg, der var en usikkerhed forbundet med, fordi jeg vidste ikke præcis, hvad der ventede mig, da jeg trådte ind i hans hjem,” siger hun, og pointerer, at der heldigvis ikke skete hende noget, men at det er udmattende hele tiden at skulle beregne en eventuel risiko og forsøge at forudse, hvad der kan ske.    

Åbne kort

Med tanke på at kriminologi og terrorstudier i sagens natur beskæftiger sig med kriminalitet og terrorisme, er det påfaldende, at der – ifølge Kathrine Elmose Jørgensen – ikke er tradition for at behandle de risici, som forskerne i feltet står over for, når de opsøger informanter i de miljøer.

Hun peger på, at de metodiske afsnit i de videnskabelige artikler, der bliver udgivet, særligt inden for terrorismestudier, typisk ender med at være meget korte. Det skyldes bl.a., at artiklernes omfang og antallet af ord er begrænset fra udgivers side. Derfor er der meget information og viden om fremgangsmåder og metoder, der aldrig når videre fra felten og den enkelte forskers notesbog.

”Og så vil folk også gerne holde kortene ind til kroppen i de situationer, hvor de faktisk er lykkes med at indsamle nogle data,” forklarer Kathrine Elmose Jørgensen.

For hende betød det, at hun oplevede at stå på bar bund, da hun påbegyndte sit forskningsprojekt.

Derfor har det været særligt vigtigt for hende og hendes medforfatter Henriette Frees Esholdt at få skrevet og udgivet to metode-artikler.

På den måde har det været muligt for dem at fortælle om den proces, det har været at bevæge sige fra en forskningsmæssig ”safe-setting” ved skrivebordet, hvor man sendte nogle e-mails ud til potentielle kilder, til at bevæge sig ud i felten og fx i forbindelse med terrorretssager prikke folk på skulderen, hvis de var pårørende til en tiltalt i retssagen.

”Vi syntes, at vi kunne komme godt omkring i forhold til, hvad det var for nogle mikro-processer og -oplevelser, vi havde haft med at forsøge at indsamle data og for eksempel sidde i en situation, hvor det lige pludseligt handlede om at give et knus, eller hvor der var nogen, der sagde til os, at vi skulle tale om vores køn på en bestemt måde,” fortæller Kathrine Elmose Jørgensen.

”Det fortolkede vi ret tydeligt som et tegn på, at det i nogle situationer ikke var en fordel at være kvinde, men at det i andre situationer kunne være en fordel i forhold til at øge chancerne for at få data.”

Reaktionerne fra fagfællerne har været positive, hvilket formentlig hænger sammen med, at der hidtil har været en mangel på metodisk transparens, da et fåtal har lagt deres metodeerfaringer frem. Faktisk er der en del studier, der har påpeget manglende transparens inden for feltet, forklarer Kathrine Elmose Jørgensen.

”Det har været velkomment, og jeg synes, at vi har fået konstruktive reaktioner på det, også bredt inden for det kriminologiske og sociologiske felt, hvor mange af dem, der beskæftiger sig med de her ’hard-to-reach’ populationer savner den form for metodisk ærlighed og gennemsigtighed,” siger hun.

Denne artikel stammer fra vores månedlige nyhedsbrev, Forskeren. Det kan du abonnere på ved at tilmelde dig her.