"Det var blevet min identitet at være 12-talspigen"

Lea Hellmann kan stadig tydeligt huske den knude, hun mærkede i maven engang i 8. klasse. Hun havde fået 10 i en stil, mens en klassekammerat fik 11. Hun var vant til at få høje karakterer, og det føltes forkert – hun burde have klaret det endnu bedre end 10-tallet, tænkte hun.

”Jeg havde nok ikke rigtig prøvet at fejle i ret meget, så stræbermentaliteten eller 12-talspigen blev til et selvbillede, der bare blev stærkere og stærkere med tiden.”

Det er mere end 15 år siden nu. 32-årige Lea Hellmann kæmper stadig med sit ’perfekte jeg’. Men efter en slags 'opvågning’ for godt et år siden, har hun taget livtag med det og gjort det til sin mission at sætte fokus på, hvorfor så mange af os i stigende grad tumler med stress, angst og depression – særligt de unge – som vi ved fra forskningen. Hvorfor har de, ligesom hun havde og stadig til tider har, ofte en overflod af bekymringer om, hvorvidt de slår til?

Lea Hellmann var til psykolog første gang, da hun gik i niende klasse. Eksaminerne nærmede sig, og hun ønskede at være fri for den klump i maven af nervøsitet, der altid var der inden en eksamen. Den var der nok, fordi hun var af den overbevisning, at det skulle gå godt. Ikke fordi hun blev pacet hjemmefra, men hun var blevet vant til at få topkarakterer.

”Jeg så ikke rigtig anden mulighed end at gå efter de høje karakterer. Der var ikke nogen, der sagde: 'Du skal have 12', men der var heller ikke nogen, der sagde: 'Det er okay, at du dumper – du vil være lige så meget værd som person, uanset om du får 12 eller 04'."

Presset for ikke at fejle

Lea Hellmann har på mange måder levet størstedelen af sit liv som kontrolmenneske og som én, der ville klare alting godt – som en stræber. Sådan beskriver hun sig selv. Hende, der sad på forreste række i gymnasiet med hånden oppe.

”Det var blevet min identitet at være 12-talspigen. Det var måske, fordi jeg inderst inde ikke helt vidste, hvad jeg egentlig var værd, hvis jeg ikke klarede mig godt. Jeg havde aldrig lært at forholde mig konstruktivt til at fejle.”

 På den ene side er Lea Hellmann glad for, at hun har stræbt efter det bedste. Det har ført hende så mange steder hen, som hun siger – både professionelt og privat. Men på den anden side har det også givet – og giver til dels stadig – mange kampe indeni.

Lea Hellmann bad selv om at komme til psykolog dengang i niende klasse, fordi hun gerne ville gøre noget ved det pres, hun følte. Presset for ikke at fejle. Og et pres hun havde følt i nogle år. Det var også starten på hendes interesse for ”alt det, der fylder indeni”, som hun forklarer det. Siden har hun af lyst og nysgerrighed konsulteret en psykoterapeut og en erhvervscoach.

Vi går i skole for at blive bogligt stærkere, vi går i fitness for at styrke vores muskler fysisk, så hvorfor i alverden skulle vi ikke tale med nogle, der kan styrke vores forståelse for vores sind og vores tankemønstre? Som jeg ser det, burde mental sundhed være et fag i skolen.”

En stræber gennem studiet

Lea Hellmann overvejede da også at læse psykologi, sociologi eller antropologi, da hun med topkarakterer fra gymnasiet skulle vælge uddannelse. Valget faldt dog på CBS og HA.kom, selv om hun dengang samtidig tænkte, at hun måske nok burde vælge International Business, fordi det var studiet med de højeste adgangskrav.

”Men for første gang følte jeg, at jeg var lidt tro mod mig selv. Jeg tænkte: ’Jeg tager HA.kom, for så vidste jeg, at jeg kom til at læse noget, jeg oprigtig syntes var interessant. Samtidig vidste jeg, at jeg kunne tage den lidt mere med ro og have tid til andre ting end bare skolen, end hvis jeg havde valgt International Business.”

Hun slækkede dog ikke på indsatsen og arbejdede benhårdt – som altid.

”Jeg var også en stræber gennem studiet. Jeg læste – nok som en af de få – alt. Andet var simpelthen ikke en mulighed for mig, tænke jeg dengang. I dag tænker jeg, at jeg godt kunne have taget det lidt mere med ro.”

Glansbillederne på de sociale medier

Lea har selv flere forklaringer på, hvorfor hun altid har stræbt efter at klare alting til UG og altid har ladet sammenligninger med andre fylde meget – noget hun genkender hos mange andre i sin generation.

For hendes vedkommende findes noget af forklaringen i hendes opvækst. Måske. Hun har aldrig følt, at hun er blevet pacet. Men hendes mors tilgang til livet var fremad.

”Og når jeg tænker tilbage, blev der ikke talt ret meget om følelser eller om, at dét at fejle også er en – reelt og til tider nødvendig – mulighed i livet.”

Lea er også overbevist om, at sociale medier kan være hård kost – og ikke bare for hende.

”Alle ’glansbillederne’, det tilsyneladende ’perfekte liv’, giver næring til den indre kritiker og til spørgsmålet; er jeg god nok? Når man som ung har valgt en strategi, hvor man stræber efter at klare det meste rigtig godt, kræver det mange resurser ikke at lade det påvirke én.”

”Jeg ved jo godt, at når jeg ser en eller anden perifer veninde har gjort et eller andet fantastisk, er det ikke et udtryk for, at hendes liv er perfekt på alle fronter. Alligevel kan det nemt påvirke mig.”
Lea ser også en generel samfundstendens, der bidrager til en perfekthedskultur:

”Vi lever i et samfund, hvor vi bliver rost for udvikling, fremadstræben, opadstigning og hastighed. Det er også det, vi bliver rost for på LinkedIn. Samfundet roser os meget sjældent for stilstand eller for hvile – eller for bare at tage tingene i et moderat tempo.”

Lea Hellmans hypotese er også, at en del af årsagen til, at mange ’bøvler med noget indeni’, er, at hendes generation og også den yngre generation har flere muligheder end nogensinde.

”Jeg tror helt ubevidst, at mange af min generations forældre i bedste mening har stået og klappet i hænderne og sagt: ’Fedt, fremad, gå efter det, gå efter de gode karakterer, så I har frit valg på alle hylder. De har bare glemt at nævne, at det også er okay, hvis vi ikke går efter de muligheder, eller hvis vi ikke får det 12-tal.”

Kroniske smerter og hjertebanken

12-taller er dem, Lea Hellmann har fået flest af. Cv’et blev også plejet i studietiden.

Hun arbejdede blandt andet på et mediebureau og også tre måneder på et reklamebureau i New York. På kandidaten fik hun studiejob hos konsulenthuset Implement, hvor hun blev fastansat, da hun dimitterede. Hun fik to børn, flyttede i hus nord for København og fik skabt et hjem, der står snorlige.

Men for et år siden kom erkendelsen. Det var blevet for meget at løbe 110 kilometer i timen for at opnå alt det rigtige.

”Kontrollen, analyserne og sammenligningerne virkede i lang tid uskyldige i den forstand, at det jo ’bare’ var tanker. Men så begyndte jeg også at få det dårligt fysisk.”

Lea fik en dundrede hovedpine, hun ikke havde kendt til før og en mærkelig prikkende fornemmelse i kraniet. Hun fik hjertebanken. Og nå ja, så havde hun også i seks år døjet med kroniske smerter i bihulerne. Smerter, der føltes som om, der sad et kæmpe æg på hver side af ansigtet og bare pressede.

Hun kom i binyrebarkhormon-behandling. Hun blev scannet og kikkertundersøgt, var hos øre-næse-halslæge, hos tandlægen, fik akupunktur og zoneterapi. Hun forsøgte sig med hormontilskud og vitamintilskud. Undgik gluten og mælkeprodukter. Intet hjalp. Det eneste, hun fik ud af det, var, at en hormonsygeplejerske sagde, at hun havde meget kortisol i kroppen.

”Det er jo et stresshormon, så det var ikke så underligt.”

Der havde været ekstra pres på i en årrække. Ud over Lea Hellmanns eget indre pres, var hendes far død af kræft et par dage efter, hun var fyldt 25 år, og hendes mor blev hårdt påvirket af tabet i en lang periode. Lea og hendes mand fik deres første barn, mens hun samtidig havde fuld skrue på karrieren i en branche, hvor en 37-timers arbejdsuge nærmest er et ukendt begreb.

”Du får en høj løn, men du er tilgængelig 24-7. Hver tredje måned får du en ny kunde og skal sætte dig ind i et nyt område. Og når du er én, der går op i at gøre tingene godt, skal det virke som om, du ved alting om det hele – også selv om det er helt urealistisk, når du er nyudklækket managementkonsulent. Og så er det altså lidt af et tabu i den branche at sige højt, at det er hårdt.”

En ny vej

Så efter en lang tænkeperiode tog Lea Hellmann en stor beslutning i efteråret. Hun sagde farvel – eller i hvert fald på gensyn – til sin corporate verden og skabte universet Mind Care Collective. Her har hun designet en platform med hjemmeside og Instagramprofil, hvor hun deler sin podcast ’Vores Mentale Sundhed’ og skriver indlæg – ofte med afsæt i sine egne erfaringer. Målet er at italesætte paradokset: Hvorfor er vores mentale sundhed nedadgående i en verden, hvor vi aldrig har været rigere, aldrig haft flere muligheder og aldrig levet længere?

Lige nu tjener hun mindre end en fjerdedel af, hvad hun gjorde før. Hun arbejder stadig meget – også mere end hun havde tænkt sig. Men hun kan tage pauser i løbet af dagen, hvor hun fx laver små vejrtrækningsmeditationer. Hun kan hente børn tidligt og arbejde senere.

”Jeg forsøger at finde en balance, hvor jeg kan være ambitiøs og lytte til mine egne behov på samme tid. Jeg er bestemt ikke selv 100-meter-mester endnu. Jeg presser stadig ofte mig selv lidt for meget. Jeg er stadig ikke god nok til at tage pauser, og til tider glemmer jeg stadig at tro på, at jeg er god nok, som jeg er – uafhængigt af mine præstationer. Men i forhold til, hvordan jeg var tidligere, er jeg blevet langt bedre rustet til at acceptere, at jeg ikke behøver at klare alt til UG.”

Det sker ikke bare ved et knips med fingrene, når man har haft en anden strategi i omkring 30 år.

”For eksempel fik jeg forleden en enkelt konstruktiv kommentar på en post, jeg havde lagt op på Mind Care Collective. Og selv om jeg får så mange søde og støttende beskeder og kommentarer, så ramte den ene lidt kritiske kommentar mig alligevel lige i maven. Den ene kommentar.”

Selvterapi

Men Lea Hellmann føler alligevel, at hun har flyttet sig en del de seneste år.

”Når jeg i dag oplever den ubehagelige følelse i maven, giver jeg mig tid til at tænke over situationen i et større perspektiv og er meget bedre end tidligere til at hvile i, at tingene – og jeg – til tider fejler.”

Selv om hun har flere idéer til, hvordan hendes ’forretning’ kan vokse, forsøger hun at holde lidt igen. Prøver at trække vejret dybt og tage en dag ad gangen. Lige nu ved hun ikke, hvilken vej hun vil gå. Men hun vil gå den vej, der gør hende glad mandag morgen.

”Det er en gave for mig, at jeg nærmest hver dag er i selvterapi, fordi jeg prædiker noget, jeg jo selv skal huske på. Noget jeg stadig kan blive meget bedre til, men som jeg øver mig på. Hele tiden.”
På bare et halvt år har Lea skabt universet Mind Care Collective.

Det kan godt være, at Lea Hellmann stadig skal træne for at give slip på et selvbillede som 12-talspigen. Men på det fysiske plan har noget helt målbart ændret sig.

Da hun gennem længere tid havde haft ondt i bihulerne, begyndte hun at lave en bihulekalender. Her registrerede hun hver dag, hvor ondt hun havde på en skala fra 1-10 i et forsøg på at få et overblik over, om der var et mønster i, hvornår smerterne var mest voldsomme.

”Min kalender fra sidste år er plastret til med 8-, 9- eller 10-taller. Men forleden gik det op for mig, at jeg kun har skrevet i kalenderen én gang i år. Én gang. Det er helt vildt efter, at det har gjort så ondt i seks år.”