Billedet af den dræbte journalist fortalte ham, at han måtte væk

Egentlig havde han troet, det ville gå væk af sig selv. Men da en efterforsker fra sikkerhedspolitiet viste ham billederne under et forhør, som sikkerhedspolitiet kaldte et ”møde”, fik han en følelse af, at noget rigtig slemt ville ske.

Journalisten og tv-teknikeren på billederne var blevet dræbt af politiet. Og hvis ikke han samarbejdede, var han nu fuldstændig klar over, hvad der ville ske med ham.

Han måtte væk. Ud af byen. Og hans familie skulle i sikkerhed. Sådan husker Bernard selv det afgørende øjeblik. Den sidste dråbe chikane, der fik glasset til at flyde over. De truede ham nu på livet.

For at forstå Bernards situation, skal man forstå situationen i hans hjemland, Burundi:

Lige som nabolandet Rwanda i det centrale Afrika har Burundi historisk set har været plaget af uro og borgerkrige primært mellem hutuer og tutsier. Efter en udmagrende, blodig konflikt op gennem 1990’erne, underskrev man i 2000 en fredsaftale.

Den holdt i store træk frem til 2015, hvor præsidenten, Pierre Nkurunziza, havde siddet de to valgperioder, forfatningen tillod. Han fik dog ved en domstolsafgørelse lov at stille op igen. Og det fik hans modstandere til at gå på gaden.

”Oppositionen og demonstranterne var bange for, at det både ville gå ud over forfatningen og skade fredsaftalen, hvis han fik lov at stille op igen. Det var med andre ord en meget følsom sag,” husker Bernard. 

Præsidenten, der rokkede fredsaftalen

Magtbalancen i Burundi, primært mellem hutuer og tutsier, havde været delikat siden fredsaftalen fra 2000, og frygten var, at en borgerkrig kunne bryde ud igen, hvis man rokkede for meget ved forfatningen.

Men regeringen slog ned på demonstrationerne, og der blev rapporteret om massedrab og store uroligheder efter valget. 5.000 mennesker blev dræbt og 200.000 jaget på flugt til de omkringliggende lande.

”Dengang havde jeg tætte relationer til folk, der var medlemmer af menneskerettighedsorganisationer, som deltog i demonstrationerne. De fleste, jeg kendte, der flygtede, tog til Rwanda. Nogle tog til Tanzania og Congo. Nogle flygtede til Europa og primært til Belgien,” fortæller han, inden han understreger:

”Men jeg var ikke selv i Burundi. Jeg læste min ph.d. i Leuven i Belgien på det tidspunkt.”

Urolighederne førte til, at både Den Internationale Straffedomstol i 2016 åbnede en sag mod Burundis regering, og at FN’s Menneskerettighedsråd nedsatte en kommission, der skulle undersøge urolighederne.

Pierre Nkurunziza vandt senere valget, og med ham i spidsen nægtede Burundis regering at udlevere materiale til de to efterforskningsmekanismer, og nægtede efterforskerne adgang til landet. Myndighederne overvågede alle, der mødtes med efterforskerne. Burundi blev i samme forbindelse det første land til at melde sig ud af Den Internationale Straffedomstol.

Året efter, i 2017, blev Bernard færdig med sin ph.d. i Belgien. Herefter tog han uden videre tilbage og blev genansat på universitetet i Burundi.

”Fordi jeg var i Belgien, da konflikten rasede, troede jeg ikke, at sikkerhedspolitiet ville være interesserede i mig,” fortæller han.

Konflikten ulmede stadig, og det havde ikke undsluppet en juraforsker med speciale i strafferet og menneskerettigheders opmærksomhed.

”Jeg udgav to forskningsartikler. En af dem handlede om en ulovlig forfatningsændring, der forhindrede udlevering af burundiere til andre lande eller til Den Internationale Straffedomstol. Den anden handlede om domstolenes manglende uafhængighed i Burundi og konkluderede, at ingen ville blive stillet til ansvar for urolighederne, hvis ikke de to internationale mekanismer fik lov at arbejde,” forklarer han.

Artiklerne tiltrak international opmærksomhed, og Bernard blev blandt andet inviteret tilbage til Belgien i forbindelse med en konference. Her deltog også en række af de menneskerettighedsaktivister, der var flygtet fra Burundi i forbindelse med urolighederne. De skulle vise sig afgørende for hans fremtid.

Den belgiske forbindelse

Da Bernard kom opløftet hjem fra konferencen i Belgien, modtog han et opkald fra politiet, der mest af alt ville fortælle ham, at de var sikre på, at han havde været i Belgien for at mødes med menneskerettighedsaktivisterne, så de kunne videregive informationer til Den Internationale Straffedomstol og FN-kommissionen.

”Fra da af begyndte politiet og sikkerhedstjenesten at holde meget skarpt øje med mig. Jeg arbejdede stadig på universitetet, men de begyndte at følge efter mig. De kaldte mig ind til forhør mange gange. Selv på min rektors kontor.”

Universitetsrektorerne i Burundi er der ikke for det akademiske fællesskab som i Norge eller Danmark, bemærker Bernard. I Burundi er de udnævnt af præsidenten og er politiske skikkelser.

Og så en dag inviterede sikkerhedspolitiet sig selv til møde…

”På et såkaldt møde viste efterretningsbetjenten mig billeder. Blandt andet et billede af en journalist og en tv-teknikker fra en lokal tv-station, som var blevet slået ihjel af politiet. Så det, han indirekte sagde til mig var, at hvis jeg ikke var villig til at stoppe min forskning og fortælle dem, alt jeg vidste om menneskerettighedsaktivisterne i Belgien, vidste jeg, hvad der ville følge.”

Betjenten lod forstå, at Bernard ikke var svær at finde.

”De havde fulgt efter mig, og han vidste, hvor og hvornår jeg hentede mine børn i skolen, hvad tid jeg forlod mit kontor og lignende,” fortæller Bernard og indrømmer, at han i starten ikke havde taget chikanen særlig alvorligt.

”Men nu fik jeg fornemmelsen af, at det her ville blive hårdt. Efter mødet forlod jeg universitetet og byen sammen med min familie. Vi tog fra sted til sted inde i landet for at gemme os så godt som muligt.”

Bernard og hans familie flyttede rundt i Burundi i over et år for ikke at blive fundet. Allerede inden flugten ud af byen havde Bernard kontaktet sit netværk for at få hjælp. En tidligere kollega fra ph.d.-tiden i Leuven kendte til en organisation, der hjalp forfulgte forskere.

”Mine kontakter i Belgien vidste, hvad jeg kæmpede med. En af dem foreslog, at jeg sendte en e-mail til Scholars at Risk. Og det gjorde jeg.”

Scholars at Risk er et globalt netværk af universiteter, der hjælper forfulgte forskere med at finde ansættelse i et andet land, oftest i Vesten, så de kan fortsætte deres forskning. Typisk er der tale om forskere fra autokratiske eller totalitære regimer, der ikke ser med venlige øjne på kritik.

Den (manglende) akademiske frihed

Bernard havde under sin flugt rundt i sit eget land løbende holdt Scholars at Risk opdateret omkring sin situation. Og da han i april 2019 blev kontaktet af organisationen, var det endelig med glædelige nyheder.

Han blev tilbudt ansættelse på et universitet i Norge, og Scholars at Risk hjalp Bernard og hans familie ud af landet. I august 2019 startede han i en midlertidig forskerstilling, hvor han kunne fortsætte sine studier af afrikanske landes forhold til tværnationale retsinstanser.

”Jeg var i gang med et projekt om international strafferet i Afrika. Det var det, jeg fortsatte med at arbejde på. Og det var relevant for den forskning, der i forvejen foregik på centeret. Jeg begyndte også at undervise på sommerkurser i menneskerettigheder,” fortæller han.

I dag er Bernard ansat ved et andet norsk universitet som lektor og underviser på et master-program om menneskerettigheder. Når han skal sammenligne, betegner han forskning i Burundi som ”dårlig”.

”Specifikt i forhold til jura og nogle samfundsvidenskaber er den største udfordring manglen på forskningsfrihed. Du kan ikke bare forske i, det du er interesseret i.”

Hans eget tilfælde er særligt, bemærker han, fordi han i forvejen var under opsyn, men det er ikke ualmindeligt for andre forskere at modtage et opkald fra rektoren.

”Hvis du skal holde et seminar fx, ringer han måske og siger: ’Det er virkelig ikke noget, du skal gøre her.’ Det sker ret ofte. Hvis du fx er interesseret i LGBT-rettigheder, så kan man ikke forske i det. Eller noget som helst andet, der opfattes som sensitivt af regeringen.”

Derfor nyder han friheden i Norge til at arbejde med lige præcis det, der interesserer ham, og roser sine kolleger for deres åbenhed. Han bemærker samtidig, at man ikke kan sammenligne interessen for menneskerettigheder i Norge og Afrika.

”Det, der er interessant at udforske om menneskerettigheder i min kontekst, er måske ikke det samme, der er interessant at forske i, i en norsk kontekst. Der er i virkeligheden ikke så mange her, der er bekendt med menneskerettighedsspørgsmål i den del af verden,” fortæller Bernard.

Hans undervisning foregår på engelsk, men derudover arbejder han på at blive bedre til norsk for at kunne indgå på mere lige vilkår i det akademiske fællesskab i Norge.

”Jeg ville nok føle, at jeg kunne bidrage mere til det akademiske fællesskab, hvis jeg havde en bedre forståelse af norsk. Jeg lærer, men det kommer nok til at tage lidt tid at blive sikker nok i sproget,” siger han med et smil.

Efter Bernard og hans familie flygtede, fandt myndighederne i Burundi hurtigt ud af, at han var i Norge, og Bernard fik i starten nogle anonyme og chikanerende opkald. De er nu stoppet, men han ved, at han bestemt ikke er velkommen i sit hjemland, og derfor har familien – på trods af trangen til at være i deres eget land - heller ingen planer om at flytte tilbage lige nu.

”Nej, jeg kan ikke overveje at tage tilbage nu. Jeg kan ansøge, men kun alle andre steder end Burundi.”

Bernard har af sikkerhedshensyn og af hensyn til både nuværende og tidligere kolleger ønsket kun at stå frem ved fornavn. Af samme grund er en række detaljer udeladt fra hans historie. 

Denne artikel stammer fra vores månedlige nyhedsbrev, Forskeren. Det kan du abonnere på ved at tilmelde dig her.