Overfyldte kalendere presser studerende

Som studerende kan det være svært at finde tid til at nå det hele: Studiejob, fritidsinteresser, socialt samvær – og så selvfølgelig studiet. Det kan være så udfordrende, at det hele flyder sammen i ét stort miskmask, der giver følelsen af aldrig at have fri.

Pernille Slipsager Jørgensen er rådgiver i Studenterrådgivningen, og hun har et indgående kendskab til, hvad der ligger studerende på sinde. Problemer med ubalance mellem studie, arbejde og fritid fylder en del blandt de mange henvendelser, Studenterrådgivningen får.

”Vi har ingen specifikke tal på ubalancen i de studerendes kalendere, men omkring en tredjedel af vores henvendelser handler om stress, som netop kan være en af konsekvenserne af denne ubalance,” forklarer Pernille Slipsager Jørgensen.

En tilsvarende oplevelse har Christoffer Kølgaard. Han er psykolog og driver praksissen Den Krøllede Hjerne, hvor en del klienter er studerende.

”Vi har ikke nogen opgørelse over, hvor mange henvendelser der er stressrelateret, men jeg vil skyde på omkring en fjerdedel,” siger han.

Over middel til alt

Både psykologen og rådgiveren understreger, at samfundet som helhed er med til at presse studerende og skabe denne følelse af ubalance i de propfyldte kalendere. Det er lige fra den måde, politikerne taler uddannelse på, over arbejdsgivernes tanker om studiejobs til den interne jargon på studiet. Alt i alt stilles der store krav, som får de studerende til at jage perfektion og selvoptimering.

”Der er forskellige individuelle årsager til de unges stress, men især præstationspresset fra samfundet og forventningen om, at man skal være over middel til alt, tynger en del. Du kan altid blive bedre rent fagligt, du kan altid blive sundere, du kan altid få flere venner – der er ingen grænser for optimering. Her er det især de socialt konstruerede normer og diskurser i samfundet om det gode liv, som er med til at sætte tankerne i gang hos de unge studerende,” forklarer Christoffer Kølgaard.

Skriv det ned

For studerendes vedkommende kan det hele blive ekstra udfordrende af, at opgaver og gøremål ikke er forankret ét bestemt sted – som mange har været vant til fra gymnasietiden eller fra sabbatår på arbejdsmarkedet.

Man skal selv kunne disponere sin tid og bevæge sig rundt til undervisning forskellige steder på campus, finde plads i programmet til at læse på læsesale, biblioteker eller derhjemme, og måske er der også et studiejob at passe. Dertil kommer fritidsinteresser og personlige aftaler.

Heldigvis er der hjælp at hente ved at sætte det hele i struktur.

”Som studerende flyder alt hurtigt sammen, men det gælder om at holde det adskilt og holde fri, når man har fri,” lyder det fra Pernille Slipsager Jørgensen, der anbefaler at føre en kalender over sin uge.

”En ugekalender er med til at gøre studerende mere opmærksomme på, om der måske er for meget på programmet, da det tætpakkede program bliver visualiseret,” siger hun.

Lige præcis en tydeligere bevidsthed om éns opgaver og gøremål er en god ting, mener Pernille Slipsager Jørgensen. Det gør det nemmere at vurdere, om der er for meget at se til.

”Studerende skal nøje overveje, om en opgave eller aftale giver energi, eller om den dræner én fra energi. Hvis man fx får energi af sociale aftaler, skal dette prioriteres, og så må man give afkald andre steder – fx ved at arbejde mindre eller læse mindre. Det handler om balance,” siger hun.

Punktér myterne

Mens øvelsen med at skabe kalenderoverblik er noget, den enkelte kan klare selv, peger Pernille Slipsager Jørgensen på, at studerende også kan hjælpe hinanden i fællesskab.

”Det vil være en god idé, hvis studerende er mere åbne over for hinanden om deres problemer, så der kan blive prikket hul på boblen omkring mistrivsel, stress og overfyldte kalendere. Det er sundt at få punkteret de myter, vi tror, vi skal leve op til,” siger hun.

Psykolog Christoffer Kølgaard opfordrer også til at sætte spørgsmålstegn ved normerne om, hvad det gode liv er.

”I stedet for at se sine manglende kompetencer som et problem, så prøv at se problemet som et problem. Altså skal man stille sig kritisk over for samfundet og spørge sig selv, om man overhovedet vil leve op til de her normer – og så acceptere, at man fx ser ud, som man gør, får middelmådige karakterer eller ikke lige har et fedt studiejob, men så er god på andre fronter,” siger Christoffer Kølgaard.