Piketty skriver endelig, så alle kan være med. Bortset fra de uenige

Thomas Pikettys kleppert af et gennembrudsværk, ‘Kapitalen i det 21. århundrede’, må næsten være det samfundsfaglige menneskes svar på ‘Ulysses’. Bogen, som alle ejer, men ingen har læst.

Da den franske stjerneøkonoms hovedværk udkom i 2013, landede den lige midt i den offentlige samtale med sit imponerende datagrundlag og en gennemslagskraftig konklusion: Uligheden i samfundet er stigende, fordi afkastet på kapital er større end den økonomiske vækst.

I ‘En kort historie om lighed’, som netop er udkommet på dansk, giver Piketty os endelig en mere overkommelig indgang til sit arbejde. Som han selv skriver på bogens sidste side: “De økonomiske spørgsmål er for vigtige til, at man bare kan lade andre om dem.” Den her bog er altså skrevet til almindelige dødelige.

Det overrasker måske, at bogens overordnede budskab er optimistisk. Men når man zoomer ud til det historiske panorama, har samfundet faktisk bevæget sig mod større lighed, skriver Piketty.

Fra Den Franske Revolution i 1789 over 1800-tallets slaveopstande til 1900-tallets arbejderbevægelser har vi flyttet os i dramatiske ryk mod mere og mere lighed. I indkomst, ejendom, levealder, uddannelsesniveau, politisk repræsentation osv.

Det helt store spring sker mellem 1914 og 1980 – en periode, som Piketty kalder for 'den store omfordeling' – hvor der bliver sat turbo på udligningen gennem progressiv beskatning, udbygning af velfærdsstaten og likvidation af vestens koloniale besiddelser.

Men Pikettys optimisme er ikke udtryk for et deterministisk historiesyn, hvor verden automatisk bevæger sig mod et eller andet egalitært utopia. For Piketty er historien ikke givet. Den er til forhandling, og virkeligheden bevæger sig i zigzag. Kriser, konflikter og oprør rusker op i status quo og afføder politiske bevægelser, som lægger pres på institutionerne. Og det kan gå begge veje.

Således gik det for sig, at indkomstuligheden faldt drastisk fra 1910 til 1980, hvor den begyndte at stige igen som følge af 80’ernes neoliberale økonomiske reformer.

Pikettys ærinde i bogen er derfor heller ikke at afblæse lighedskampen. Det er snarere at bruge historien til at vise, at – og hvordan – den er mulig.

Her findes måske også årsagen til, at det visse steder i teksten kan være svært at skelne politisk manifest fra økonomisk historie. Pikettys egne politiske forslag fylder meget.

Summen af forslagene er en “demokratisk og føderal, økologisk og raceblandet deltagersocialisme, der hviler på en udvidelse af socialstaten og den progressive skat, magtdeling i virksomhederne, postkoloniale erstatninger og kamp mod diskrimination, lighed på uddannelsesområdet og CO₂-kortet.”

Men hvad nu hvis man bare er grundlæggende uenig med Piketty i, at ulighed altid er en dårlig ting? Ja, så gør han ikke meget for at overbevise dig. Det er prædiken for de allerede omvendte, og bogen ville måske have gjort større indtryk på sine modstandere, hvis den byggede en lidt mere velargumenteret bro mellem den historiske analyse og det politiske manifest.

Det er nok alligevel for meget at forlange af en bog på 320 sider, og det her er under alle omstændigheder den hidtil bedste introduktion til Pikettys toneangivende forskning.

Søren Ipland er adm. direktør for medievirksomheden Føljeton.