Frygten for at lande i en møgsag er med på jobbet hver eneste dag

Det var på Emil Herskinds vagt som afdelingschef i Socialministeriet, at Britta Nielsen-sagen detonerede i Socialstyrelsen. I løbet af 25 år havde den betroede HK-medarbejder stjålet – skulle det vise sig – mindst 121 mio. kr. fra satspuljerne til socialt udsatte og overført dem til sine private konti.

Tyveriet blev opdaget ved et tilfælde. Havde Britta Nielsen, som på det tidspunkt var 64, stille og roligt trukket sig tilbage til livet som pensionist, var det måske aldrig blevet opdaget.

Emil Herskind var relativt ny afdelingschef i Socialministeriet hentet ind fra et job som vicedirektør i en styrelse under Undervisningsministeriet. Han var blevet ansat til at finde nye løsninger på det sociale område, men var også ansvarlig for at føre tilsyn med Socialstyrelsen.

Så da styrelsens vicedirektør 24. september 2018 bankede uanmeldt på hans dør med en alarmerende besked om en mistænkelig regnskabsfejl, smed han alt, hvad han havde i hænderne. Og han indså, at han lige så godt med det samme kunne sige til sin kone, at hun kom til stå alene med fire-barnsfamilien med de to tvillingebabyer det næste stykke tid på grund af en sag, han ikke kunne fortælle om.

Emil Herskind hyrede som det første en privat konsulent – Arne Hauge Jensen, økonom med en fortid i bl.a. Finansministeriet, den kommunale sektor og Deloitte. Han skulle hjælpe med i en rasende fart at få trævlet svindlens omfang op, så ministeren kunne få klar besked, før andre fik nys om skandalen.

Emil Herskind og Arne Hauge Jensen er i dag begge konsulenter i samme private virksomhed, men de opdagede, at de ikke kunne slippe sagen. Hen over knap et par år blev deres lange samtaler om sagen til bogen 'Et år med Britta Nielsen – øjenvidneberetning fra en møgsag', som udkom i maj.

Emil Herskind var qua sin stilling en af kandidaterne til at ende på stolen.

Det, han frygtede, var at have overset noget i tiden som afdelingschef. Der var især en mail fra Rigsrevisionen, som Kammeradvokaten kredsede om i sin undersøgelse. Som afdelingschef får man måske flere hundrede mails om dagen, og så kan man jo have overset noget, som man ikke syntes så vigtigere ud end alle de andre mails. Til sidst viste det sig, at han aldrig havde fået mailen, og at det også var et uvigtigt bilag.

"Du får en frygt for alt, hvad der af jurister kan betegnes som en fejl. Jeg stod i en boghandel to dage før jul, da jeg fik en fortrolig mail på iPhonen fra Kammeradvokaten med alle de her spørgsmål, jeg skulle svare på senest 4. januar. Du står totalt alene på en bar mark. Der er ingen drejebog. Hvordan skal jeg svare? Skal jeg svare på mere, end jeg bliver spurgt om? På mindre? Kan jeg risikere at miste mit job? Og hvad så med mine fire børn, min kone og det nye hus, vi lige har købt?"

Frygten for møgsager

De to forfattere konstaterer i bogen, at når the shit hits the fan i form af en møgsag, falder de fine ord i Kodeks VII – adfærdskodeks skrevet i 2015 for chefer og medarbejdere i ministerierne – om samarbejde og åbenhed om fejl til jorden. For så hersker alles kamp mod alle, ikke åbenheden og samarbejdet. Sådan oplevede Emil Herskind det på egen krop i Britta Nielsen-sagen. Når jagten på 'den skyldige' går ind, beskytter man normalt først og fremmest sig selv.

Men frygten findes ikke kun, når en møgsag er eksploderet.

Emil Herskind og Arne Hauge Jensen talte i forbindelse med bogen med mange embedsmænd, også fra andre dele af centraladministrationen. Embedsmændene gav udtryk for, at frygten for at ende i en møgsag er med i tasken, hver dag de går på arbejde, som forfatterne skriver.

"Dét kom lidt bag på mig," siger Emil Herskind.

Frygten skyldes ikke mindst den måde, møgsager bliver undersøgt på, mener de to forfattere.

"Det er advokater og revisorer, der bliver kørt frem, og de har med al respekt kun forstand på noget af det, der foregår i centraladministrationen. Det første spørgsmål er altid: 'Hvem lavede fejlen?' De spørger ikke altid: 'Hvad var der galt i 'systemet', som gjorde, at den her fejl skete?' Det skaber en kontraproduktiv nulfejlskultur," siger Arne Hauge Jensen.

Embedsmænd frygter vilkårligheden, siger de to forfattere. At man var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. At man bliver kvalt i den juridiske galge på en detalje, som slet ikke kan bære den rolle i den store fortælling om, hvorfor ting går galt.

Jura-briller på Wuhan-scenariet

D. 30. juni aflægger Minkkommissionen sin beretning, efter at den har afhørt 67 embedsmænd.

Emil Herskind og Arne Hauge Jensen understreger, at de ikke vil slå sig op som eksperter på mink-sagen. Britta Nielsen-sagen handlede om drift, mens mink-sagen handler om politisk rådgivning.

"Men vi må konstatere, at også her har man taget de juridiske briller på. De briller kan være nok så velpudsede og skarpe, men de kan næppe se alt, hvad der reelt foregik," siger Arne Hauge Jensen.

Jura-brillerne fanger ikke alt det andet – 'systemet', politisk pres, ledelsesforhold, kulturen, tidspresset, panikken, tvivlen, risikoen – som måske er den egentlige årsag til, at en fejl sker, siger han.

"Man bruger i stedet en klassisk juridisk forvaltningsmålestok om fejlfrihed, som kun eksisterer i et bureaukrati, hvor sager kan køre op og ned og op igen, til de er 100% fejlfri, uden at man behøver forholde sig til nogen samfundsmæssig risiko. Men den verden eksisterede jo ikke i de døgn med minkene og Wuhan-scenariet," som han siger.

Britta Nielsen-sagen handlede ikke om jura, men om total mangel på lederinteresse i 25 år, forklarer Emil Herskind.

"Hvis bare ét voksent menneske havde sat sig ned og spurgt: 'Hvordan går det så med dig, Britta, fortæl mig om dit arbejde, hvordan gør du?' Så var det blevet opdaget, at ingen kiggede hende over skulderen."

I mink-sagen har vi at gøre med nogle politikere og embedsmænd, som har arbejdet i døgndrift i månedsvis og faktisk håndteret en kæmpekrise godt, siger han.

"Og så ser vi pludselig disse dygtige og loyale embedsmænd skulle stå og forsvare sig mod hinanden eller få hukommelsestab i et lokale fyldt af journalister. Centraladministrationen kommer til at ligne en kampplads. Det synes jeg er rigtig ødelæggende for mange ting."

Læs Grønnegård-rapporten

Men ting, der går galt, skal jo undersøges?

"Ja, selvfølgelig skal de det. Vi skal ikke have et embedsværk, som bare laver tingene, som vinden blæser. Så skal de da ud. Dét, vi siger, er, at vi som samfund ikke lærer nok om årsagerne til møgsager ved at undersøge dem på den måde, vi gør i dag," siger Arne Hauge Jensen.

Han peger på Jørgen Grønnegård-udredningsgruppens rapport til Folketinget om regeringens håndtering af coronakrisens første fase. Det er den bedste rapport om politisk-administrative kriser, han har læst til dato.

"Den skulle ikke placere noget ansvar. Derfor kommer den præcis derhen, hvor man forstår, hvorfor Statsministeriet og Sundhedsstyrelsen hver især gjorde, som de gjorde. Man ser tingene fra begge sider, tingene bliver sat ind i kontekst, og man jager ikke helte og skurke, men en forklaring."

Diskussionen om, hvordan man undersøger møgsager bedst, må politikere, embedsmænd, medier og befolkning tage sammen, understreger de to forfattere.

"Vi ved, at den diskussion fylder i centraladministrationen, men det er svært for dem, som er derinde, at få den startet. Så det er det, vi al beskedenhed forsøger med bogen."

Pletten huskes ved kaffeautomaterne

Emil Herskind var en af de udvalgte, som i sin tid blev håndplukket til statens superkursus for topledertalenter, SPOT-kurset. Det er blandt kursisterne på SPOT, staten skal hente fremtidens departements- og styrelseschefer. Men da støvet havde lagt sig efter Britta Nielsen-sagen, sagde han op. Ministeriet var fusioneret, departementschefen var ny, og Emil Herskind kunne ikke se selv i det nye organisationsdiagram. Det havde ikke noget med Britta Nielsen-sagen at gøre.

Føler du, at der sidder en plet på dig efter sagen?

"Nej, det gør jeg ikke. Men pletten lever i bedste velgående ude ved kaffeautomaterne på Slotsholmen. Der er helt sikkert dem, der tvivler på, om det virkelig var min egen beslutning, da jeg sagde op. Også selvom Sophus (Garfiel, departementschef i Indenrigs- og Socialministeriet, red.) gjorde meget ud at sige alle steder, at han var ked af, at jeg sagde op."

Det bliver aldrig glemt, at man har været undersøgt i en møgsag, fastslår Emil Herskind.