"Mit arbejde var mit liv. Det var nok også derfor, det gik så galt"

Karen Kretzschmar ved ikke, hvorfor det forholder sig sådan. Men hun har et bud på, hvem der måske kan give et svar på det – nemlig nogle af dem, der selv har det helt inde på livet: I Djøf-netværket ’Pensionister før tid’ mødes 15 medlemmer, der ikke længere kan arbejde. Og det største samtaleemne, når de mødes, er det svære tab af den faglige identitet.

Så vi aftalte, at Karen Kretzschmar skulle spørge, om nogle af dem ville sætte ord på det i Djøfbladet.

Tre af dem takkede ja. Jeg begyndte hos Vibe Vallentin Jensen, der kom med en advarsel inden vores interview.

"Jeg var virkelig bedrøvet. Det er jeg stadig"

Vibe Vallentin Jensen advarer i en mail, hun sender før interviewet: Når vi taler sammen i telefonen, vil hendes stemme pludselig ændre sig og lyde mærkelig i nogle få sekunder, før den vender tilbage igen. Hun lider af voldsom epilepsi og har et lille apparat siddende på sit bryst, som slår til hvert 30. sekund for at forebygge eller i det mindste minimere antallet af anfald. Vibe er 58 år gammel, men det er i hvert fald halvandet år siden – hun kan ikke rigtig huske det – at hun måtte erkende, at det ikke gik at arbejde længere. Hendes hukommelse er "helt ad helvede til", som hun siger. De mange epilepsianfald har svækket hende.

Vibe Vallentin Jensen er cand.scient.pol. og var kontorchef i Statens It. Men på grund af epilepsien og et stort fravær blev hun tilbudt en stilling som chefkonsulent. Det var hun meget taknemlig for, fortæller hun. Men efter en lang sygemelding vendte hendes arbejdsgiver tilbage med besked om, at det ikke gik længere.

”Jeg var virkelig bedrøvet. Det er jeg stadig. Jeg er startet hos en psykolog, der skal hjælpe mig over det her tab af identitet. Jeg skal have hjælp til at bygge en hverdag op og finde en ny knage, hvor jeg kan hænge et billede op af mig selv.”

Det er de faglige ambitioner og det at være med til at sætte en retning, som er så svært at sige farvel til, fortæller Vibe Vallentin Jensen, der nu er førtidspensionist.

”Og det med at stå i spidsen. Jeg var ansvarlig for informationssikkerhed i Statens It – jeg var med til lave løsninger, der dækker stort set hele statsadministrationen.”

Der ligger også en angst for stigmatisering i det, siger Vibe Vallentin Jensen.

”Men det er nok mest inde i mit eget hoved. Det giver jo noget at hænge hatten på, når man er kontorchef. Nu skal jeg svare: ’Jeg er førtidspensionist’, når jeg bliver spurgt, hvad jeg laver – og jeg skal ikke mindst selv lære at opfatte mig som pensionist.”

Men hun vil altid være djøfer, siger hun.

”Det er en del af min identitet. Det er ikke, fordi jeg vil være akademiker. Jeg var bare så glad for mit job i Statens It. Men mine evner rækker ikke længere til et job på djøf-niveau på grund af hukommelsen.”

Derfor sætter hun stor pris på netværket med de andre, der er i en lignende situation.

”Jeg plejer ikke at være én, der åbner op for fremmede. Men vi har snakket løs, fra første gang vi mødte hinanden. Det handler nok om, at vi er fælles om det fundament, vi har stået på, men vi er også fælles om, at det fundament nu er væk.”

"Man kan jo sige, at det bare er et job – men det er det så ikke alligevel"

46-årige Mirjam Gork-Jensen fik fundamentet revet væk under sig den 1. marts 2018. Hun er cand.scient.pol. og havde netop skiftet job og var blevet chef for digitalisering og læring på en professionshøjskole. Hun blev ramt af en hjerneblødning, mens hun stod på en scene og holdt oplæg.

Hun var 42 år på det tidspunkt og pludselig lam i hele venstre side af kroppen. Hun kæmpede for at komme tilbage, men blev afskediget. Det eneste, hun tænkte på, var, at hun skulle finde et nyt arbejde.

”Jeg var ikke helt realistisk omkring det.”

Mirjam Gork-Jensen fik tilkendt midlertidig invalidepension fra sin pensionskasse, og i den forbindelse konkluderede en speciallæge, at hun ikke havde nogen erhvervsevne tilbage. Hun endte med at blive tilkendt varig invalidepension. Det var selvfølgelig en stor lettelse at få en økonomisk sikkerhed, som hun siger, men det sved også at skulle erkende, at hun ikke kunne passe et djøf-job længere.

”Jeg har oplevet, at den tabte arbejdsidentitet fylder meget hos mig, når jeg fx har mødtes med nogle fra Hjerneskadeforeningen. Der er nogle, der er lettede over pensionen. Men hvis jeg skulle vælge, ville jeg arbejde på fuld tid.”

Hun savner stadig arbejdet.

”Jeg savner udfordringerne og kollegerne og den hverdag, jeg havde, da jeg gik på arbejdet. Og det der med at blive anerkendt for mine resultater er også en stor del af det, tror jeg.”

Samtidig undrer hun sig over, hvorfor hun ikke har sluppet det helt endnu.

”Det er jo uhyggeligt, så meget det betyder. For man kan jo sige, at det bare er et job – men det er det så bare ikke alligevel. Efterfølgende kan jeg se, at mit arbejde var mit liv. Men det var nok også derfor, det endte så galt, som det gjorde. For jeg arbejdede alt for meget.”

"Det var forfærdeligt, at jeg ikke havde en chance mere"

Leif Petersen arbejdede også rigtig meget. Han blev sygemeldt i 2010 efter at have arbejdet som økonom i flere forskellige multinationale virksomheder i over 20 år.

Det startede med massiv stress. Siden kom der depression, angst og en personlighedsforstyrrelse til. Og pludselig var han indlagt på et psykiatrisk hospital – noget, han aldrig havde forestillet sig ville ske for ham.

Han kæmpede for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Men i 2016 blev han tilkendt førtidspension som 54-årig.

”Ham fra rehabiliteringsteamet i min kommune sagde, at han aldrig havde set en mere klar sag om én, der havde behov for at gå på pension. Og da der var flere eksperter i mit forløb, der sagde det samme, gik det til sidst op for mig, at det nok var det bedste for mig.”

Men det var godt nok svært, siger han.

”Det var forfærdeligt, at jeg ikke havde en chance mere. Og det tog i hvert fald et par år, før jeg for alvor erkendte, at jeg var på pension.”

Ligesom både Vibe Vallentin Jensen og Mirjam Gork-Jensen holder Leif Peters en også fast i sit Djøf-medlemskab.

”Jeg opfatter stadig mig selv som djøfer og ser mig selv som økonom. Når jeg møder nye folk, siger jeg også ofte: 'Jeg er økonom, men jeg arbejder ikke mere' – lidt ligesom når man førhen skrev fhv. grosserer eller fhv. landsretssagfører på gravstenene.”

Han har heller ikke helt opgivet tanken om et arbejde som økonom.

”Jeg går og tænker lidt på, hvad der sker, når jeg bliver 67 og dermed folkepensionist. Kan jeg så lægge alt det her førtidspensionistliv bag mig og måske begynde at arbejde igen? Jeg har ikke opgivet håbet, men det er nok mere en tanke end et håb.”

Men Leif Petersen har brug for den tanke.

”Det er formentlig, ligesom når folk er i fængsel – de skal helst kunne se en eller anden flugtmulighed, ellers bliver de helt kulrede oveni.”

”Det er ikke ’kun’ et arbejde, man mister”

Susanne Ekman er lektor i ledelse, organisation og arbejdsliv på Roskilde Universitet. Og det giver mening for hende, at det kan være svært for Leif, Mirjam og Vibe og mange andre at slippe arbejdsidentiteten, når éns mentale eller fysiske tilstand sætter en stopper for, at man kan varetage sit job.

”Det er jo en gruppe mennesker, der har lagt en meget stor personlig investering i deres arbejde. Og det er folk, der ofte arbejder rigtig mange timer og arbejder ret grænseløst og har mange kontakter og meget af deres netværk gennem arbejdet.”

Derfor kan tabet føles meget stort, når man mister evnen til at arbejde, siger hun. For det er ikke 'kun' et arbejde, man mister.

”Det er både et tab af identitet, af mening, netværk, status, selvforståelse, fremtidshorisont og legitimitet. Samtidig er arbejdet ofte samtalerammen, når man er til sociale sammenkomster.”

Skyldes tabet af jobbet udbrændthed, kan sorgen være ekstra tung, siger hun.

”Det er jo sorgfuldt at have brændt sig ud i noget, man elskede. For så har du både mistet dig selv og det, du elskede.”

For nogle kan oplevelsen være på linje med at blive skilt, siger Susanne Ekman.

”Så dybt kan det gribe ind i vores følelse af forbundethed, meningsfuldhed, nærvær og i det at have noget at bidrage til og få bidrag fra.”

Men om det kun er djøfere, der kan få den følelse, når de mister evnen til at passe deres arbejde, sætter hun spørgsmålstegn ved.

”Jeg tror, det er tilfældet hos alle dem, der har været dybt investeret i deres arbejdsliv. Det, jeg tænker kan være særligt hos djøferne, er, at en del af djøf-gruppen har jobtyper, der er associeret med nogle klassiske former for status i samfundet. Derfor kan følelsen af prestigetab være mere akut i den gruppe.”

Men i kølvandet af sådan en sorgproces har et meningsfuldt liv det med at dukke op igen, siger Susanne Ekman.

”Dels kan der være en livsnyderdimension. Men det kan også være et engagement i civilsamfundet, som blomstrer op – hvor folk kan genfinde noget af den mening, de følte, de mistede.”

Jagten på en ny identitet

Vibe Vallentin Jensen, Mirjam Gork-Jensen og Leif Petersen er i fuld gang med at genopfinde sig selv. De er alle tre aktive i ’Pensionister før tid’-netværket.

Leif Petersen kigger regnskaber igennem i grundejerforeningen ved det sommerhus, han og hans kone for nylig har købt. Han hjælper gerne venner og familie med ’tal’.

Vibe Vallentin Jensen overvejer at melde sig som frivillig i en genbrugsbutik.  

Mirjam Gork-Jensen holder stadig fast i flere af sine ’gamle’ faglige netværk. Og så prøver hun at være helt ærlig om sin situation. På hendes LinkedIn-profil står der 'Phd (Pensionist Hele Dagen)'  efter hendes navn.

”Da jeg arbejdede og gerne ville gøre karriere, brugte jeg LinkedIn til at promovere mig. Men nu er det her en del af mig. Og det prøver jeg at være åben om.”

Hun har også planer om at skrive et indlæg, der for en gangs skyld ikke handler om resultater og karriere.

”Det skal handle om den rejse, det også har været at nå hertil – her, hvor jeg næsten har accepteret, at jeg ikke er der, hvor jeg var før, og ikke kommer det igen.”