"Det havde været nemmere at gøre noget, hvis jeg var blevet slikket i øret"

Citatet her kommer fra en embedsmand, som kun vil udtale sig under anonymitet af hensyn til sit nuværende job:

"Hvis det havde været en borgmester, der havde krænket mig seksuelt, havde jeg kunnet gøre noget og gå til pressen. Men fordi krænkelserne ikke var seksuelle, havde jeg på det tidspunkt reelt intet valg. Jeg kunne vente til kommunalvalget og håbe, hun ikke blev genvalgt. Eller jeg kunne selv gå. Det havde allerede varet næsten et år, så jeg gik."

'Hun' er den tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, Cecilia Lonning-Skovgaard. Den anonyme embedsmand arbejdede meget tæt på borgmesteren i næsten to år, før vedkommende fandt sig et nyt job og sagde op.

"Det var ene og alene på grund af borgmesteren, for jeg var meget glad for det job."

Cecilia Lonning-Skovgaard (V) trak sig som borgmester i marts i år efter et turbulent forløb: To direktørfyringer, syv whistleblowerindberetninger om borgmesterens personlige ledelsesstil, et utal af kritiske avisartikler og til sidst en arbejdsmiljøundersøgelse i beskæftigelsesforvaltningens rådhuskontorer. Her svarede 24 embedsmænd ud af 188, at de personligt havde oplevet krænkende adfærd fra en politiker.

I en syv sider lang whistleblowerindberetning skrevet af en gruppe medarbejdere – og som hurtigt kom medierne i hænde – kan man læse, at borgmesteren "råber, græder og skriger af medarbejderne", "nægter at henvende sig til specifikke medarbejdere" og "synligt deler medarbejderne op i inde og ude". Men også, at borgmesteren angiveligt har lagt ulovligt pres på forvaltningen for at påvirke tal, blandet sig i aktindsigtssager og talt usandt i medierne. Indberetningen er stadig ved at blive undersøgt af kommunens borgerrådgiver, Johan Busse.

Selv om sagen er velbeskrevet i medierne, er den fortsat relevant at beskæftige sig med, fordi den bl.a. handler om, hvad en politisk valgt kan tillade sig over for sit embedsværk.

"Hvis man skal sige det kort, er der ikke i det danske demokrati egentlige regler for politikeres adfærd, så længe de holder sig inden for de juridiske rammer," siger Jacob Vase, der er cand.scient.pol., ledelsesrådgiver og tovholder på Altingets embedsmandsuddannelse.

Når politikeren ikke vil lytte

Den anonyme embedsmand sagde op længe før de kritiske artikler og whistleblowerindberetningerne.

"Min historie er et eksempel på, at borgmesterens adfærd internt havde været et problem i meget længere tid. Det var kendt i hele embedsværket."

Jacob Vase nikker genkendende.

"Den danske forvaltningshistorie er fuld af historier om ministre, som – også på grund af stress og overbebyrdelse – opfører sig tosset over for deres embedsmænd. Der er bestemt også valide historier om den nuværende regerings ministre," siger han.

"Det har altid ligget som en tyst værdi, at departementschefen og kommunaldirektøren skal være den voksne i rummet, når politikeren taber hovedet. Det er noget af det, de får deres løn for," understreger han.

Men det er ikke altid så let. Med juraen skal man sige fra og sætte en tung fod ned, hvis politikeren er på vej ud over kanten. Men det samme kan man ikke gøre med adfærden.

"Der kan embedsværket kun til en vis grænse gå ind og gentage sit budskab. Hvis politikeren ikke lytter – eller bliver sur og vred – er der ikke så meget at gøre ved det," siger han.

Det var også dét, den anonyme embedsmand fik at vide af sine chefer: 'Vi kan ikke gøre noget, når det er den politisk valgte.'

"Vær vred, ikke ked af det"

I den første tid var borgmesteren enormt glad for embedsmanden, som havde vigtige opgaver tæt på borgmesteren. Der var masser af ros, og de talte også om private ting sammen. Men embedsmanden fik hints fra kolleger om, at bøtten hurtigt kunne vende.

Det gjorde den. På embedsmandens ugentlige møder med borgmesteren gik stemningen pludselig fra ros og tillid til kritik, kontrol og fejlfinding.

"Til sidst sagde min nærmeste leder stop. Jeg skulle skærmes af. Fra nu af gik al kommunikation mellem mig og borgmesteren gennem borgmesterens forkontor. Det gjorde jo mit arbejde sindssygt besværligt. Men så blev jeg ikke, ja, krænket på ugentlig basis."

Nogle ville være gået ned med stress, men det gjorde embedsmanden ikke.

"Mine chefer slog ring om mig for at beskytte mig. Og jeg fik et godt råd fra en af dem om at være vred i stedet for ked af det, for der var intet i vejen med min faglighed. Det råd gjorde, at jeg ikke vendte det indad. Men havde jeg været 28 og ny i trafikken, var det måske gået anderledes."

Presset på politikere er stort, understreger embedsmanden.

"Som politiker må man godt være vred og sur og mene, at éns embedsværk ikke har lavet et godt stykke arbejde. Men det kan man godt uden at krænke. Man kan også godt være en hård chef uden at krænke." 

Lav et kodeks for politisk ledelse

Jacob Vase mener, det ville være rimeligt, hvis politikerne skrev et kodeks for god opførsel for politisk ledelse.

"Selv om det bestemt ikke er nogen rar diskussion at tage i den politiske verden."

I et par kommuner har byrådene taget tilløb til det efter bl.a. MeToo-sager. Men det har været tilfældigt og ukoordineret, mener han.

Djøf har også været på banen. Da beskæftigelsesborgmesteren de facto fyrede fagdirektøren for kommunens jobcentre for åben mikrofon, klagede Djøf skriftligt til borgmesteren og gik også til Kommunernes Landsforening, KL.

"Det er vigtigt, at KL tager klart og tydeligt afstand fra alle tilløb, der undergraver tilliden mellem politikere og embedsmænd," siger formanden for de offentlige chefer i Djøf, Hanne Fugl Eskjær.

"Konkret vil vi gerne have et etisk kodeks for god takt og tone mellem politikere og embedsmænd i medierne. Vi ser desværre jævnligt eksempler på, at kommunalpolitikere hænger navngivne embedsmænd ud i medierne og på sociale medier på et usagligt og useriøst grundlag."

KL har kvitteret positivt, men ikke lovet noget kodeks.

Lad os få hul på det

Da resultatet af arbejdsmiljøundersøgelsen i Københavns Kommune ramte medierne 14. marts i år, blev den anonyme embedsmand lettet.

"Jeg vidste jo godt, at det ikke kun var mig. Men nu stod det sort på hvidt, at det var noget systematisk."

Embedsmanden har et håb om, at forløbet med den københavnske borgmester får skubbet lidt til tingene.

"Hele bølgen med Frank Jensen og Morten Østergaard kørte, samtidig med at jeg oplevede, at jeg blev krænket fagligt på ugentlig basis af en borgmester, hvor jeg tænkte: Det havde været nemmere at gøre noget ved det, hvis jeg var blevet taget på låret eller slikket i øret."

Formanden for Djøf Offentlig, Johanne Nordmann, er enig.

"Det skal være muligt at sige nej til alle former for krænkelser på arbejdet, også fra den politiske leder. Vi skal hjælpe hinanden med at gøre det. Det politiske mandat har sit spillerum, og det anfægter vi ikke som embedsværk. Men hvis den person, som udfolder det politiske mandat, bliver krænkende i sin personlige adfærd, skal det være tilladt og muligt at sige fra. Ellers har vi en meget usund magtkultur."