Hjemmearbejde er kommet for at blive. Lev med det!

Det er med stor forundring, at jeg oplever, at centraladministrationens ledelseslag forestiller sig, at man kan genindføre regler for hjemmearbejde som dem fra tiden før corona. Det er ikke alene urealistisk. Det er også dumt.

Hjemmearbejde kan give det overskud i dagligdagen, som vi er mange, der længes efter. Erfaringerne fra tiden som hjemsendt har vist, at man ud over sparet transporttid også kan løse opgaverne hurtigere og mere effektivt, når det faktisk er muligt at arbejde koncentreret i hele og halve timer ad gangen. Det er umuligt for de af os, som sidder stuvet sammen med gode kolleger, hvis job også er at tale i telefon store dele af dagen.

Derfor klinger det hult, når ledelsen melder ud, at opgaveløsningen forudsætter fremmøde. For hjemmearbejde er helt i orden efter kl. 16 og i weekenderne. Det er et argument, der som regel underbygges med påstanden om, at der flyder uvurderlig visdom fra snakken over kaffemaskinen. Det er min erfaring, at det primært er sladder, udveksling af ferieidéer og weekendplaner, som foregår over kaffemaskinen. Alt sammen informationer, som jeg holder meget af, men som absolut intet betyder for min arbejdsindsats.

Spørgsmålet er, om ikke tre dages ”kaffemaskineviden” om ugen er rigeligt til at holde sig opdateret på organisationens og kollegernes indre liv?

Stol nu på medarbejderne

Centraladministrationen er en grådig arbejdsplads, som kræver meget af sine medarbejdere – både tid, energi og fleksibilitet. Det er et vilkår, der kommer med de uforudsigelige politiske processer. Men når man ikke har mulighed for at belønne med betydelige bonusser eller bemærkelsesværdig prestige, så er man simpelthen nødt til at give al den fleksibilitet, der er muligt den anden vej.

Jeg vil opfordre alle ledere til at droppe mistilliden til deres medarbejdere, som bare gerne vil forblive i centraladministrationen, selv når de får børn og flytter til forstæderne. Hjemmearbejdet kan være nøglen til et arbejdsliv i balance. Jeg anerkender, at der er dilemmaer ved hybrid-arbejdslivet, som der ikke var ved fuld hjemsendelse eller fuld tilstedeværelse, men der er også potentialer ved vekselvirkningen mellem tilstedeværelse og hjemmekontoret, som vi ikke bør lade gå til spilde. Hvis vi bare går tilbage til arbejdslivet, som vi kendte det, så vil vi igen se stor medarbejderudskiftning og mindre effektiv opgaveløsning.

Plads til os alle?

Jeg håber, at man i stedet for at fastholde, at hyppigt forekommende hjemmearbejde ikke er ”foreneligt med at arbejde i et departement”, begynder at undersøge, hvordan det bliver mere foreneligt. Ud over teknologisk understøttelse og ledelsesmæssig opbakning, så er der en mødekultur, som vi er nødt til at tale om. Hvornår er fysisk fremmøde vigtigt, og hvornår er det ikke? Og det mere grundlæggende spørgsmål: Kunne dette møde have været en e-mail?

Jeg oplever fx, at vi kun sjældent mødes fysisk ved tværministerielle koordinationsmøder nu, fordi onlinemøder er nemmere, kan gøres kortere og hyppigere. Samarbejdet er styrket, samtidig med at vi sparer tid.

Det kan være fornuftigt at mødes fysisk, særligt hvis det er etableringen af et nyt samarbejde. Men efter at have set mine kollegers børn, bogreoler og casual outfits vil jeg gerne indskyde, at onlinemøder kan have en charme, hvor vi lærer hinanden at kende på anden måde, end når vi sidder i et kønsløst mødelokale i hver vores lyseblå skjorte.

De af mine kolleger, som elsker at være fysisk til stede på deres arbejdsplads hver dag, skal selvfølgelig blive ved med det. Jeg håber blot, at der kan være plads til os alle. For den halvanden time om dagen, som jeg før brugte på at scrolle Facebook og spille Wordfeud i S-toget, vil jeg egentlig hellere bruge på mit arbejde… eller min familie!