"Vi bliver et dårligere samfund af, at der er så meget dårlig ledelse"

Jeg blev uddannet på et revisionskontor i Thyborøn. Alle vores klienter var fiskekuttere. Jeg havde det rimelig nemt i skolen og havde ikke lyst til at komme ud og fiske. Jeg havde hørt for mange historier fra mine kammerater om, hvor søsyge de blev, når de havde været med på havet.
Efter jeg blev uddannet på revisionskontoret, tog jeg til Herning for at tage en højere handelseksamen. Direktøren på handelsgymnasiet var cand.oecon., og ham så jeg et stort forbillede i. Så blev det dét, jeg ville læse – men det endte alligevel med noget helt andet (en HD i regnskab, red.).

Der er masser af humaniora i erhvervslivet. I en virksomhed er man omgivet af mennesker, og som leder skal du om nogen koncentrere dig om at sikre, at de får et godt arbejdsliv, at de trives og får udnyttet deres potentiale. Humaniora har nok givet mig nogle specielle holdninger til at drive en virksomhed.

Jeg har altid haft lyst til at være god til det, som jeg beskæftiger mig med. Uanset om det har været badminton, fodbold, skole eller arbejde. Derfor må det gerne koste blod, sved og tårer. Jeg kan godt nok ikke huske at have grædt, men man bliver ikke god, hvis ikke man gør en indsats.

I 1977 indførte vi medarbejderaktier i Unimerco, hvor de ansatte kunne få lov til at købe aktier i virksomheden. Mange medarbejdere tog lån for at købe dem, men renterne blev ikke betragtet som erhvervsrenter. Det vil sige, at de ikke fik fuldt fradrag for renterne. Det synes jeg var absurd, for det var jo en virksomhedsinvestering. Der fik vi ændret lovgivningen, så de alle fik fuldt fradrag for renterne.

Hvad folk synes om mig, har jeg aldrig rigtig beskæftiget mig med. Jeg vil nødig skulle leve op til at være populær eller gøre ting, som folk ville have mig til. Jeg vil meget hellere gøre det, som jeg synes er vigtigt.
Jeg har bestræbt mig på at være en god og uselvisk leder. Altid. Så må andre bedømme, om jeg er lykkedes. Men jeg har ikke oplevet nogle ledelsesfiaskoer på den måde, at jeg er blevet gjort opmærksom på det.

De første mursten i det menneske, man bliver, lægges i opvæksten. I hvert fald halvdelen af Thyborøn var Indre Mission, dengang jeg var ung. Jeg er helt klart præget af religion – forstået på den måde, at værdierne med at skulle være noget for hinanden og være gode ved hinanden har lagt sig i rygraden på mig.

Min ledelsesinspiration stammer underligt nok fra fiskeriet. Havet var en farlig arbejdsplads, så hvis ikke alle vidste nøjagtig, hvad de skulle gøre, og fulgte skippers ordrer, så risikerede de jo at miste livet. Derudover gik halvdelen af indtjeningen til kutteren, mens den anden gik til besætningen. Indkomsten var derfor også afhængig af fangsten. Det skabte et arbejdsfællesskab, hvor man var dybt afhængige af hinanden. Jeg ville gerne skabe samme involvering og engagement i arbejdet, og derfor foreslog jeg bl.a. medarbejderaktier og overskudsdeling. Nogen døbte det ’kutter-modellen’.

Derudover sætter jeg lighedstegn mellem lighed og retfærdighed. Alle ikke-ledere fik det samme i løn, uanset hvor mange år de havde været i virksomheden. Det samme med lederne. De nyansatte kom muligvis med en ny uddannelse i bagagen, men de ældre havde stor erhvervserfaring og netværk, og det opvejede hinanden godt.

Der er utrolig meget dårlig ledelse, og jeg bliver egentlig ulykkelig over det. Vi bliver et dårligere samfund, når der er så meget dårlig ledelse. Beslutninger, der træffes på baggrund af selviskhed, eller fordi man ikke er opgaven voksen og ikke vil indrømme det – det skaber dårlige beslutninger, som har konsekvenser for folks tilværelser.

Jeg ved ikke alting. Derfor har jeg altid fundet stor inspiration i de mennesker, som jeg har omgivet mig med og kunnet læse om. De har givet mig en menneskeforståelse, og det har været vigtigt for min evne til at hjælpe andre.
Når man har haft som mål, at man gerne vil give en god jobtilværelse, skal det være på deres præmisser. Derfor er det vigtigt at kunne forstå deres behov og mangler. Det nytter jo ikke noget, at jeg synes, at de har et godt arbejdsliv, hvis ikke de selv synes det – så kan det jo være lige meget.

Jeg havde en arbejdsuge, der lå noget væk fra 40 timer, men det har der været forståelse for på hjemmefronten. Det er en selvfølge, at det traditionelle familieliv, som mange har, det har jeg ikke haft. Når man som jeg har haft 140 rejsedage om året til Kina, Japan, USA osv. – dér har jeg jo været helt væk fra familien.

Man kan ikke være leder på deltid. Man bliver nødt til at være der, hvor beslutningerne skal træffes. Måske er det også grunden til, at der ikke er så mange kvinder i bestyrelser og topledelser. Ikke fordi de ikke er kvalificerede eller ikke kan, men fordi de rent faktisk prioriterer anderledes – og det synes jeg, at folk skal have lov til. Man kan ikke tvinge folk til at prioritere arbejdet højest.

Der er helt sikkert mange, som ikke er tiltrukket af de lange arbejdsdage. Men man skal altså ikke være blind for, at det at arbejde så meget, som jeg har gjort, også er vildt spændende. Jeg har jo fået lov til at rejse og opleve nye kulturer, som jeg ikke anede en klap om. At opleve udfordringer og løse dem i fællesskab med medarbejdere og samarbejdspartnere, det har jeg også fundet utrolig stor glæde i.

Det har været en gave i livet, at jeg har kunnet stå op hver morgen og glæde mig til at skulle på arbejde.

Alligevel er det rart at gøre noget andet. Jeg mener, at det var tilbage i 2003, at jeg begyndte at spille golf om onsdagen, og vi mødtes allerede kl. 15. Der meddelte jeg medarbejderne, at jeg ville gå tidligere om onsdagen i sommerhalvåret, men til gengæld ville jeg afholde en uges ferie mindre. Folk måtte ikke tro, at jeg snød.

Jeg har altid gerne villet have fem børn, men jeg fik ét. Jeg kommer selv ud af en flok på ni. I mit hoved sidder vi rundt om et bord på italiensk manér, hvor solen skinner, ingen skændes, og alt er dejligt. Men sådan blev det ikke for mig med de andre valg, som jeg har truffet undervejs. Jeg kan ikke ærgre mig over det, for jeg synes virkelig, at jeg har haft et godt arbejds- og privatliv.

Jeg har haft en stor ansvarsfølelse over for mine medarbejdere. Der var så mange menneskers arbejde og familieliv, som var afhængige af, at vi gjorde det godt i Unimerco. Vi havde jo gjort stort set alle medarbejdere til medejere af virksomheden, så deres økonomiske liv var jo afhængige af virksomheden. Derfor lå det mig voldsomt på sinde, at vi skabte nogle gode resultater.

Jeg synes, at fast arbejdstid er tåbeligt. Hvis man har lyst til at gå ned på en tre-fire-dages arbejdsuge, så skal man have lov til det. Selvfølgelig får man tilsvarende mindre i løn, men det giver én muligheden for fx at fortsætte, til man er 73 år, hvis man har lyst. I Unimerco havde vi ingen fast pensioneringsalder. Hvorfor skulle man tage valget for den enkelte, som jo reelt ved bedst, hvad der er rigtig for én selv?

Jeg skal arbejde så længe, jeg kan bidrage med noget fornuftigt. Jeg vil ikke stå op om morgenen og tænke: ’Hvordan skal jeg slå dagen ihjel?’ Jeg skal have noget at brænde for. Fx hjælper jeg en del virksomhedsejere, uden at jeg er i deres bestyrelse eller får løn for det, for jeg har nok.

Hvis jeg skulle dø i det, jeg kalder utide, så kan jeg ikke sige andet, end jeg fik alt det, jeg havde lyst til. Jeg er egentlig ikke stolt over det, jeg har opnået. For mig bliver ’stolt’ lidt forfængeligt, men jeg er helt klart glad. I samarbejde med mine kollegaer har jeg været med til at give mange en god arbejdstilværelse.