Nyt logo
27.4.2022
af
Louise Tuborgh
Djøf har sagt farvel til sit blå logo efter knap 20 år. Få et kig ind i designværkstedet, og hør om de strategiske og kreative tanker bag det nye logo.
Djøf har fået en ny visuel identitet, og det velkendte, blå logo er erstattet at et nyt. Selv om logoet i mange sammenhænge er lille af størrelse, er det en stor ting at ændre, siger Lotte Braagaard, der er chef for marketing og kommunikation i Djøf.
”Vi piller jo ved vores identitet og afsendermarkør. Men efter knap 20 år er det naturligt. Verden og vores medlemmer flytter sig, og det skal Djøf selvfølgelig også.”
Lotte Braagaard understreger, at det handler om meget mere end et nyt look. Logoet er bare ét element i den nye visuelle identitet, som er en del af en større strategisk udvikling. ”Der ligger en masse energi i at forny sig, både internt og eksternt. Det handler både om de tilbud, vi har på hylderne, og om vores kommunikation og interne processer. Så jeg håber, at vores medlemmer vil opleve større værdi og et endnu bedre match i forhold til deres behov i de kommende år,” siger hun.
Væk er den boks, som omkransede det gamle logo. Og det er der en vigtig årsag til, forklarer Lotte Braagaard. I de sidste 25 år er antallet af kommunikationskanaler og formater, som skal ud i kanalerne, steget kraftigt. Mange formater er små og læses fx på farten på mobiltelefonen.
”I et nyhedsfeed på sociale medier har man cirka fem sekunder, før modtageren potentielt har scrollet videre. Så det gælder om at minimere alt, der kan støje og forstyrre, at budskabet og afsenderen kommer igennem. Derfor er det nye logo helt rent og enkelt at afkode,” siger hun.
Djøfs nye logo er sort og hvidt, og det er det for at kunne bruge flere farver.
”Den blå farve er lidt konservativ i sit udtryk, og den er begrænsende, fordi den kun går i spænd med relativt få farver. Det nye logo har ingen begrænsninger på den front. Med den nye visuelle identitet åbner vi op for mere leg, variation og oplevelser i kommunikationen. Farvepaletten er meget bredere, og billedstilen mere levende. Så nok er logoet sort og hvidt, men Djøf bliver på ingen måde en sort-hvid organisation”, siger Lotte Braagaard.
Selv om logoet skal være nemt at afkode, skal det også have en lille stopeffekt. Noget, der driller eller generer øjet lidt. Det forklarer art director Kent Stephan Jensen fra Boye & Spellerberg, der har designet logoet.
”Prikken over j’et i Djøf mangler, fordi det får navnetrækket til at fremstå mere enkelt og særegent. Den manglende prik er, hvad vi kalder en ‘tilpas forstyrrelse’. Det fanger dit blik. Det sker ubevidst, og uden at du måske selv tænker over det, men den lille ekstra opmærksomhedsskaber er en vigtig detalje, fordi vi alle sammen bombarderes med tusindvis af markedsføringsbudskaber om dagen,” forklarer Kent Stephan Jensen.
Et væsentligt element ved det nye logo er, at Djøf nu skrives med stort D. Siden 1970’erne har logoet været med lille d.
”I en designproces kommer man omkring mange tanker og tangenter. En af dem var, at det lille ’d’ kan opfattes lidt ydmygt. Det er en god kvalitet at være ydmyg, men vi synes absolut også, at man kan og skal være stolt af at være djøfer. Så det store ’D’ udtrykker en rank ryg og positiv bevidsthed om den værdi, vores medlemmer bidrager med,” fortæller Lotte Braagaard.
Typografien i logoet – og i hele den nye visuelle identitet – er ny. Ind kommer typografien ’Galano Classic’, der er tegnet af en skriftdesigner i Berlin, og som rammer Djøfs nerve rigtig godt ifølge art director Kent Stephan Jensen.
”Det blev hurtigt klart for os, at der er en masse varme og menneskelighed i Djøf, og det skal skrifttypen selvfølgelig afspejle. Så vi valgte en typografi, der har karakter, varme og charme, og som samtidig fremstår nutidig og enkel. Jeg tror, jeg har kigget på 1.000 typografier i processen, så den er valgt med omhu,” siger Kent Stephan Jensen.
Ledige stillinger