Praktik

Mathias er i lære som diplomat i Israel

23.3.2022

af

Mathias Würtz Kolster er i praktik på Danmarks ambassade i Tel Aviv. Her prøver han sig selv af som diplomat. Det handler både om storpolitik og chokolade.

Diplomati kan også dreje sig om flødeboller. I hvert fald når man som Mathias Würtz Kolster er i praktik på den danske ambassade i Israel, hvor et af arbejdsområderne er handel.

Og i den anledning var Mathias Würtz Kolster for nylig hjemme i ambassadørens residens for at fejre en handelsaftale.

”Af en eller anden årsag elsker de flødeboller i Israel, og der var netop landet en importaftale med en dansk producent. Fra et statskundskabsmæssigt perspektiv var det fedt at networke med en masse fra det dansk-israelske erhvervsliv og få prøvet disse kompetencer af – noget, jeg har savnet at gøre mere,” fortæller han.

23-årige Mathias Würtz Kolster læser statskundskab på Aarhus Universitet og tilbringer hele sit 8. semester på ambassaden i Tel Aviv.

Han har bl.a. været med til at arrangere oplæg for embedsmænd i Israel – om hvordan offentlig forvaltning fungerer i Danmark, og hvordan tillid er en fundamental ting i det danske samfund.

”Når man først reflekterer over det, er det ret vildt som studerende at fortælle offentlige ledere om det danske tillidsbegreb, og hvordan vi har valgt at organisere vores samfund. Jeg har været med til at udvide deres horisont, for her i Israel er der ikke den samme grad af tillid til det offentlige system. Det er ret unikt at få sådanne erfaringer allerede nu, og her får jeg diplomatiet ind under huden,” siger Mathias Würtz Kolster.

Meget varierede opgaver

Ambassaden i Tel Aviv er relativt lille, så man får som praktikant en masse forskellige arbejdsopgaver. Ud over handel og offentlig forvaltning arbejder Mathias Würtz Kolster bl.a. med innovation og konflikthåndtering – alt sammen med udspring i danske interesser.

De diplomatiske færdigheder bliver også sat i spil, når han taler med israelere i hverdagen. Som dansk praktikant gælder det nemlig om at kunne agere professionelt og repræsentere danske interesser og tanker.

”Israelerne elsker at tale om politik, og her er det vigtigt ikke at lade sige rive med og komme med egne personlige holdninger, hvis man har sådan nogle. Her skal man følge Danmarks retning, som jo ift. konflikten er i tråd med EU's. Det har virkelig været spændende at møde mennesker, som har komplet andre holdninger og prøve at få en større forståelse af disse – samtidig med at man udviser professionalisme som diplomat-lærling,” forklarer han.

Ved siden af arbejdet på ambassaden har Mathias Würtz Kolster bl.a. løbet sit livs første halvmaraton – sammen med 40.000 andre, mens solen stod op over Middelhavet.
Anderledes hverdag

Man hører ofte om spændinger i Mellemøsten og om Israel-Palæstina-konflikten, men hvis man spørger Mathias Würtz Kolster, hvorvidt han føler sig usikker, er svaret nej. Han har ikke oplevet nogle former for sikkerhedstrusler, og når han går rundt i Tel Avivs gader, føler han sig mere sikker, end hvis han gik rundt i nattelivet i en af Europas storbyer.

”Det er hårdt at være langt væk fra familie og venner – især med krigen i Ukraine in mente. Man ved ikke, hvad Rusland kan finde på, og om de vil fortsætte deres videre invasion. Det er lidt paradoksalt, at jeg føler mig mere tryg hernede i Israel, end hvis jeg var i hjemme i Danmark,” fortæller han.

”Min opfattelse er, at de vestlige medier har et pessimistisk syn på sikkerheden i Israel. Det er klart, at jo tættere på Gazastriben, du kommer, desto større er risikoen for en missilalarm, men der er ikke noget nævneværdigt her i Tel Aviv,” siger Mathias Würtz Kolster og tilføjer:

”Befolkningen er hærdet i forhold til konflikter, og alle er vant til at se militær gående rundt på gaden.”

Diplomatdrømmen

Mathias Würtz Kolster traf et helt bevidst valg, da han søgte praktik på en ambassade i en helt anden kultur end den vestlige. Han vil nemlig gerne opnå kompetencer i at navigere i områder med højspændte, politiske problemstillinger.

Han vil dog ikke lægge sig fuldstændig fast på en fremtidig karriere i udlandet.

”Jeg har længe haft en lille diplomatdrøm, da jeg altid har været internationalt orienteret. Jeg taler flydende engelsk og tysk, taler en del spansk og lidt russisk, og så er jeg i gang med at lære hebraisk, så mit livssyn er meget internationalt. Jeg kan dog også sagtens se mig selv sidde i centraladministrationen i Danmark, da jeg elsker offentlig forvaltning og specialiserer mig i dét hjemme i Aarhus,” siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet