Lone er en sjælden chef. Hun taler åbent om sin stress

"Jeg kan sige det helt firkantet – hvis ikke det bliver anonymiseret og u-sporbart, så stiller jeg ikke op.” Det var det første, en offentlig topleder – lad os kalde ham Christian – sagde, da Djøfbladet kontaktede ham for at høre, om han ville bidrage til denne artikel om tabu omkring lederstress.

Det er ét år siden, at Christian blev ramt af stress. Men han taler stadig ikke højt om det.

”Det vil jo betyde, at man er persona non grata – man er færdig. Fuldstændig helt og aldeles. For der er jo i virkeligheden ikke så mange på toplederniveau i staten. Alle kender alle, og så vil de bare sige: ’Det var ham, der fik stress, fordi han følte sig presset – ham skal I sgu ikke tage.'”

Anne – det kalder vi hende, for hun ønsker også at være anonym – har været leder for 20 medarbejdere i en privat konsulentvirksomhed. Hun har haft en længere stress-sygemelding.

Så er der Lone Hansen, rektor for FGU Hovedstaden. Hun har besluttet sig for at være helt åben om sin stressnedtur for fire år siden, hvor hun var direktør på en erhvervsskole. Hun er også åben om, at ledelsesopgaven i FGU-sektoren indeholder alle ingredienser til potentiel stress. Men dengang for fire år siden gik hun alene med det. For som hun siger:

”Det er jo det, man gør, når man er direktør for 800 ansatte, en kæmpe ledelsesgruppe og en gammeldags håndværkerkultur og i øvrigt er kvinde og djøfer. Der blev ikke snakket om følelser. Det forventedes bare, at du havde styr på dit shit.”

Årsagerne til, at Lone, Christian og Anne har været stressede, er forskellige. For Christians vedkommende skyldtes det et enormt arbejdspres. Hos Anne var det en blanding af arbejdsmæssige og private forhold. På arbejdet var det især uenighed om tilgangen til personaleledelse, der stressede hende.

For Lone Hansen var det primært mange års stort arbejdspres og en ensomhedsfølelse, da de nære støttefunktioner blev sparet væk, der fik det til at ramle. I dag er det rammevilkårene på FGU-området, der kunne køre Lone Hansen i sænk, hvis ikke hun havde sine tidligere erfaringer med stress at trække på.

”De vil helst ikke blotte sig”

Christian og Anne er langtfra de eneste ledere, der tier om at være stressramt. Ifølge psykolog og ledelsesforsker Janne Skakon er der en tendens til, at det er skamfuldt at tale om.

Stress er forbundet med oplevelsen af kontroltab, hvilket betyder, at nogle ledere har meget svært ved at erkende, at de er stressede, og derfor hænger de i med neglene, siger Janne Skakon.

”De vil helst ikke ’blotte’ sig – de vil gå rigtigt langt for at leve op til de forventninger, som de mener, deres chef eller direktør har til dem.”

Hun peger også på, at ledergrupperne gerne taler om stresshåndtering af medarbejdere, men sjældnere om at håndtere deres egen stress. Hendes tidligere forskning peger også på, at det i særligt høj grad er svært at tale højt om problemer med stress, hvis man er leder i et meget konkurrencepræget miljø.

Det samme oplever Jakob Sloth Petersen, chefkonsulent i Djøfs Karriere og Erhverv. Han har haft samtaler med en række ledere, der er max pressede af den ene eller anden grund.

Og stress er akkurat lige så udbredt blandt ledere som blandt medarbejdere: 16% af lederne med personaleansvar og 16% af medarbejderne beskriver sig selv som 'stresset i meget høj grad' eller 'i høj grad' ifølge Djøfs nye stressundersøgelse.

Men typisk taler lederne ikke om det – hverken med deres egen chef eller med deres lederkolleger, oplever Jakob Sloth Petersen. Denne tavshedskultur er netop det, skamfølelsen næres af.

”Uden at negligere stressramte medarbejdere spreder det større ringe, når en chef bliver ramt – det smitter af på medarbejderen og ud i organisationen. Og det kan ingen være tjent med.”

Chefen lagde låg på

Anne var egentlig meget åben om sin stress. Både over for medarbejderne og sin direktør. Men det var hos sidstnævnte, hun oplevede, at det blev dysset ned.

”Jeg har hele tiden sagt til min chef, at alle gerne måtte vide, at jeg var sygemeldt på grund af stress. Men han ville gerne lægge låg på – især på det, der handlede om det arbejdsrelaterede, for det faldt jo tilbage på ham.”

Anne fortæller, at chefens fortælling var, at Anne arbejdede for meget, fordi hun var så perfektionistisk, hvilket ifølge Anne ikke har noget på sig. Det var, fordi hun var uenig i retningen og i tilgangen til personaleledelse.

”Jeg oplevede også flere gange, at han lukkede mig ned på nogle Teams-møder med ham og mine medarbejdere, hvor jeg begyndte at tale om noget, han ikke havde lyst til, at jeg skulle sige.”

Anne er anonym, fordi hun i kølvandet på sin stress-sygemelding indgik en fratrædelsesaftale med sin arbejdsgiver – og i den forbindelse har hun skrevet under på, at hun ikke vil tale negativt om sin tidligere arbejdsplads.

Hvornår taler vi om lederstress?

Lone Hansen har som nævnt valgt at fortælle åbent om, at hun har været ramt af stress. Det gjorde hun også, da hun blev rektor for FGU Hovedstaden.

”Det er altid de andres trivsel, man har blik for. Men hvornår er det legitimt at sige: 'Jeg trives sådan set heller ikke'?”

Hun har ikke selv svaret. Men hun prøver at sige til, når hun ikke trives.

”Det er jeg selv blevet meget bedre til. Jeg har også valgt at være mere åben om det i min nuværende ledelsesgruppe. Jeg giver mig selv lov til at have den ventil, og dermed håber jeg at åbne vejen for, at vi i fællesskab har blik for hinandens trivsel – både hos vores medarbejdere og i ledelsen.”

For som hun siger, er det jo det, der skal til for at undgå stress.

”Jeg er meget optaget af, at vi som ledere tør stå frem som mennesker og også vise vores sårbarhed som ledere. Men jeg tror ikke, det er noget, man typisk gør i topledelse.”

Det er dog ikke sådan, at Lone Hansen er fri for stress-symptomer. Men forskellen fra før og nu er, at hun kender signalerne – og ikke mindst, at hun taler med sine lederkolleger om det.

”I direktør-rektor-kollegiet er vi mange, som bevæger os på kanten, fordi vi har nogle rammevilkår, som er vanvittige og stressfremkaldende – både hos os og vores medarbejdere. Men jeg vil gerne være med til at kæmpe for, at FGU lykkes.”

Samtidig siger hun dog, at hvis ikke politikerne i løbet af 2022 gør noget ved rammevilkårene, er der grænser for, hvor meget hun vil kæmpe.

”Jeg er 62 år, og jeg er optaget af at afslutte min karriere på en god måde. Så jeg har besluttet, at hvis jeg ikke kan se mig selv i øjnene længere i forhold til de vilkår, vi byder både elever og ansatte, vil jeg simpelthen ikke udsætte mig selv for det længere – så er jeg gået. Det kræver mod, men det er ikke skamfuldt at sige: 'Jeg kan og vil ikke mere.'”

”Der er ingen, der spørger”

Anne ville ikke have noget problem med at fortælle åbent om sin tid som stressramt – hvis altså hun måtte i forhold til sin tidligere arbejdsplads. Det har Christian til gengæld slet ikke lyst til. Men hvad skulle der til, før han havde?

”Jeg ved det ikke. Jeg har tænkt over det i mange år, for i mit arbejdsliv har jeg oplevet folk, der gik ned, omtalt som svagpissere og slapsvanse.”

Men han har alligevel et bud.

”Der skal nok mere fokus på, at den enkelte leder også har brug for støtte og opbakning i hverdagen. Der er ingen, der spørger lederne, om de har tid til at løse opgaverne, og heller ikke, om det går godt. Men det går begge veje. Det er ikke, fordi ledelsen er ond – det er, bare fordi de er lige så hårdt hængt op selv,” siger Christian.

Og det skal du huske på, hvis du bliver ramt af stress. Du er ikke den eneste, påpeger Jakob Sloth Petersen. Han oplever, at mange bliver ramt af katastrofetanker om, hvilke konsekvenser det kan have for deres karriere, hvis de går til deres chef eller direktør og fortæller, at de er pressede.

”Men ofte vil de opleve, at der bliver taget vel mod det, og når de får sagt det i tide, får det ikke store karrieremæssige konsekvenser.”

Han peger også på, at 54% af djøferne ifølge Djøfs stressundersøgelse oplever sig som stressede i et eller andet omfang i hverdagen.

”Det er et skræmmende tal, men det viser også, at det er inde på livet af rigtig mange – både medarbejdere og ledere. Så det at blive ramt af stress er slet ikke så stigmatiserende, som man godt kan få forestillingen om – især som leder – når det er én selv, der står midt i det,” siger Jakob Sloth Petersen.

Janne Skakon oplever også, at ledere frygter konsekvenserne, hvis de italesætter deres egen stress.

”Hvis man har en topleder eller chef, der signalerer altid at have styr på tingene, præger det organisationen nedadtil, og så kan sårbarhed blive tolket som svaghed – det er i hvert fald det, mange tror. Men det kan også tolkes som styrke og mod. Som topleder har man jo et stort ansvar for kulturen og for de dialoger, man tager og tør tage," siger Janne Skakon.

”Lige nu taler man meget om psykologisk tryghed på arbejdspladser, i afdelinger og i ledergrupper. Så hvad skal der til, før man også i ledelseslagene tør udvise modet til at vise sårbarhed og sige til, hvis man selv er stressramt? Jeg tror, svaret er, at vi jo skal starte et sted og tro på, at vi kan hente ressourcer i fællesskabet – så vi bliver nødt til at springe ud i det.”