Kvinder får de arbejdsopgaver, der ikke giver stjerner på skulderen

Mette Knudsen blev dybt forbløffet, da det kvindelige Djøf-medlem ringede. Kvinden fortalte, at chefen havde bedt hende og hendes kvindelige kolleger – men ikke mændene – om på skift at vaske kontorets håndklæder i weekenden.

”Man tror jo, det er løgn," siger Mette Knudsen, der er rådgivningschef i Djøf.

Det er et af de mere grelle eksempler – men faktisk ikke så usædvanligt.

For du er med overvejende sandsynlighed kvinde, hvis det er dig, der sætter fødselsdagsflag på din kollegas bord. Hvis det er dig, der rydder ud af bordet i mødelokalet efter mødet. Og hvis det er dig, der melder dig, når chefen spørger, hvem der vil sørge for morgenmad til mødet i morgen.

Et studie beskrevet i Harvard Business Review viser nemlig, at kvinder i højere grad end mænd bliver bedt om at tage de ’ikke-karrierefremmende’ opgaver. Der er også 48% større sandsynlighed for, at det er en kvinde, som melder sig, når chefen efterspørger én til at tage den slags opgaver, som typisk ikke fører til flere stjerner på skuldrene.

”Vi bør deles om de opgaver”

Mette Knudsen har på fornemmelsen, at hvis Djøf gennemførte en lignende undersøgelse, ville udfaldet blive det samme. De lidt trælse og ikke særligt udviklende opgaver vil især blive løftet af kvinderne.

”Alt fra at blive bedt om at planlægge sociale arrangementer eller at melde sig og sige: ’Den der flytning på kontoret skal jeg nok få organiseret.’ På en arbejdsplads er der nogle lavpraktiske opgaver, som bare skal gøres.”

Vi bør bare i højere grad deles om dem, siger Mette Knudsen.

”Hvis flere øver sig i at sige nej, kan det ovenikøbet medføre, at udførelsen af opgaverne i højere grad vil blive påskønnet.”

Derfor har Mette Knudsen nogle råd:

• Hvis du bliver direkte spurgt af chefen, om du fx ikke lige kan smutte ned og købe kage til afdelingen – og du måske har gjort det tidligere – kan du på en pæn måde sige: ’Nej, det passer dårligt i dag.'
• Det er ikke kun den enkelte medarbejder, der skal sige fra. Som chef skal man have et øje for at påskønne dem, der påtager sig kedelige, men nødvendige opgaver – og også have et øje for, hvis det altid er den eller de samme få personer, der tager sig af de 'kedelige' opgaver, og pege på en ny. Det kan i øvrigt hurtigt ændre en opgaves status, hvis chefen en gang imellem siger: 'Dén tager jeg.'

”Bedt om at passe børn til firmafest”

Videnscenteret KVINFO, der arbejder med køn og ligestilling, gennemførte i efteråret undersøgelsen 'Køn og Kultur i Kommunalpolitik'. Her svarede 17% af de kvindelige kommunalpolitikere ja til, at de udfører kønstraditionelle opgaver, som ikke er en del af deres egentlige opgaver. Det samme gjaldt 4% af de mandlige kommunalpolitikere.

KVINFO-direktør Henriette Laursen synes ikke, det er okay, hvis det udelukkende er kvinder, der bliver spurgt, om de lige kan tage håndklæderne med hjem i weekenden.

Men hun synes ikke, at den største udfordring er, hvem der melder sig til at tage de opgaver, som af mange bliver opfattet som ’ikke-karrierefremmende’.

”Udfordringen ligger i, at den slags opgaver ikke bliver værdsat. At de opgaver, som holder hånden under alt muligt andet arbejde, ikke tæller.”

Fokus skal i langt højere grad være på, hvordan vi værdisætter forskellige opgaver, siger Henriette Laursen.

”Om det er håndklæder, der skal vaskes, eller en fødselsdagskage, der skal bages, kræver det ikke hardcore forudsætninger. Men det er alt sammen noget, der gør, at vi trives og får tingene til at hænge sammen. Derfor burde den slags opgaver også være karrierefremmende.”

KVINFO har på Instagram efterspurgt eksempler på medarbejdere, der har taget ’ikke-karrierefremmende’ opgaver. En fuldmægtig i staten skriver: ”Bedt om at passe ansattes børn til firmafest.” En anden skriver: ”Blev i dag bedt om at arrangere morgenmad til onsdag. I mit team er vi mig plus seks mænd.” En marketingsansvarlig skriver: ”Tømmer postkasse og bestiller frokost til kolleger.” Alle oplevelserne stammer fra kvinder.

Kvindebåsen

Sara Louise Muhr, professor og ledelsesforsker på Copenhagen Business School, genkender samme billede fra sin egen forskning: Altså at kvinderne både bliver bedt om og selv tager de ikke-karrierefremmende opgaver.

”Vi forventer feminin adfærd af kvinderne – og når jeg siger 'vi', mener jeg os alle sammen. Hvis kvinderne så siger fra over for de ’ikke-karrierefremmende’ opgaver, bliver de oplevet som for maskuline. Omvendt vil vi ikke på samme måde rynke på næsen af en mand, der siger: ’Næh, det er ikke mit job.’”

Sara Louise Muhr mener omvendt, at det faktisk kan være karrierefremmende for mænd at tage opgaver, der ikke er karrierefremmende for kvinder.  

 ”Vi synes, det er imponerende, hvis en mand tager hjemmebagt kage med. Det samme gælder, hvis en mandlig partner rydder op efter et møde. Men hvis det er en kvindelig juniorkonsulent, der gør det, lægger du ikke mærke til det, selv om det ikke står i hendes jobbeskrivelse.”

Det vil sige, at mænd får credit for at gøre det, siger hun, mens kvinden kun taber på det, siger Sara Louise Muhr.

”For det er ikke karrierefremmende, hvis hun gør det, og det putter hende endnu mere i den der kvindebås, der ikke er lederbåsen. Og hvis hun siger nej, er hun usympatisk.”

Momentum for at sige fra?

Mette Knudsen fra Djøf håber og tror dog på, at der blæser nye vinde.

”I slipstrømmen på MeToo- og sexismedebatten er der et momentum for, at mange flere får øje på de ikke-udtalte forventninger, som baserer sig på køn.”

Det vil alt andet lige også gøre det lettere at sige fra, siger Mette Knudsen, som har en fornemmelse af, at der sker fremskridt.

”Det er blevet nemmere at sige: ’Jamen, nu er det ikke første gang, du spørger om det her, og jeg vil gerne hjælpe, men der er også andre, du kan spørge.’ Eller: ’Hvorfor er det altid kvinderne, der bliver spurgt?’”

Sara Louise Muhr er i tvivl.

”På den ene side er det blevet mere socialt acceptabelt, at kvinderne siger fra. Men på den anden side er det blevet mere sådan: ’Nej, hold nu op med at være så sart – nu er det virkelig gået for vidt.'”

Vi skal simpelthen for alvor i gang med en mental omkodning – og det gælder os alle sammen, siger Sara Louise Muhr.

”Prøv lige at skifte perspektiv: ’Havde jeg spurgt manden, om han ville vaske håndklæder og havde jeg rost kvinden, der satte kaffekopper ud på rullevognen efter mødet? Havde jeg været imponeret, hvis det var en mand, der havde gjort det? Og ville jeg synes, det var forkert, hvis han havde sagt, at han ikke ville vaske håndklæder?”