"Jeg håber at komme tilbage til Ukraine så hurtigt som muligt"

Da det russiske militær invaderede Ukraine d. 24. februar, rykkede den danske ambassade ud af landet. Djøfbladet har talt med ambassadør Ole Egberg Mikkelsen om, hvad der er sket de seneste uger. Om søvnløse nætter, om at hjælpe det lokale personales familier ud af Ukraine, om det uvirkelige syn af en lagerhal fyldt med flygtninge i feltsenge.

Og om, hvorfor invasionen har gjort så dybt indtryk på mange i Danmark. ”Det er vores eget verdensbillede, der er ramt,” som Ole Egberg Mikkelsen formulerer det.

Kyiv, februar 2022

"Når jeg slår min kalender for uge 6 op, kan jeg se, at jeg har godkendt regnskab for 4. kvartal 2021, ordnet PLUS-skemaer og gjort andre almindelige ting, man skal som leder. Min kone, som er sygeplejerske og har været i Danmark for at arbejde under pandemien, kom ned på langt besøg. Vi var bl.a. ude at løbe på skøjter på en solrig søndag sammen med hundredevis af ukrainske børnefamilier. Den normalitet er et godt billede på Ukraine i de dage.

Ukrainerne har været i krig siden 2014, og for dem var der tale om en russisk optrapning, men ikke noget, der truede nationens eksistens. Men det føltes uvirkeligt, at samfundslivet virkede så normalt, samtidig med at der var en massiv opbygning af tropper ved Ukraines grænser.”

”Ugen efter, uge 7, bliver det klart, at vi må tage vores forholdsregler. Familierne rejser hjem. Vi reducerer staben af diplomater til en lille kerne på tre: Souschefen, ambassaderåd Anne Toft Sørensen, forsvarsattaché Felix Ebbestad og mig selv. De øvrige rejser til Danmark og arbejder hjemmefra. De fleste af vores ukrainske kolleger arbejder også på distancen, og jeg får talt igennem med hver enkelt, hvad der kan være deres plan B, hvis der kommer et angreb.

Som ugen går, kommer der stadig flere ildevarslende tegn. Lørdag 19. februar forlader vi Kyiv i biler sammen med sikkerhedsfolk og kører vestpå til Lviv. Vi har de personlige ejendele med, vi kan have i en kuffert."

Lviv, februar 2022

"I Lviv slår vi lejr i et corona-nedlukket hotelanneks. Vi indretter kontor i kælderen. Det tager tid, før der kommer varme på, så de første dage må vi arbejde med huer og frakker på. To kolleger fra Udenrigsministeriet er kørt de 17 timer nonstop fra København ned til os med printere, routere og andet udstyr. Vi har spurgt, om de kan tage et våbenskjold med. Det er weekend, så det er ikke lige til at skaffe, så de har skruet et våbenskjold ned fra en væg i Udenrigsministeriet.

Så længe man har internet, en pc og en telefon, kan man drive diplomati. Og Ukraine er – hvad mange ikke ved – et utrolig digitaliseret samfund. På nogle områder er de foran os, fordi de kom på bølgen senere. Så vi bruger i stor stil WhatsApp, Signal og andre apps til at løse vores opgaver.

Vi holder kontakt og rækker ud til de danskere og de danske virksomheder, der er i Ukraine. Og så er vores opgaver ellers præget af den tætte politiske relation mellem Danmark og Ukraine. Danmark har i en årrække haft et stort bistandsengagement med Ukraine. Vi er en vigtig partner for Ukraine, og det er almindeligt kendt blandt ukrainerne. Lige før vi forlod Kyiv, var der åbning af det ukrainske parlaments forårssamling. Der stillede en gruppe parlamentarikere sig op foran parlamentets talerstol med nogle udenlandske flag: Det amerikanske, det britiske, det canadiske, de baltiske landes, det polske – og så Dannebrog. Så vi har mange kontakter til myndigheder og det politiske liv, som vi nu passer på distancen fra Lviv.”

”Vi kommer tæt på hinanden som kolleger. Der er mange bolde i luften og stor usikkerhed, så det er vigtigt at holde humøret oppe, også når det går hårdt for sig. Det oplevede jeg også i 2006 som ambassadør i Damaskus under tegningesagen, hvor ambassadebygningen blev sat i brand, og vi flyttede ambassaden hjem i min privatbolig.

Både dengang og nu har jeg haft et drømmehold, som har fungeret fremragende under pres og med et godt samspil mellem de udsendte og de lokale kolleger. Det er forudsætningen for at komme godt igennem en krise. Kontakten med kollegerne på Asiatisk Plads har også fungeret optimalt – uanset tidspunktet på døgnet. Det er en del af det udenrigsministerielle dna."

Lviv, onsdag 23. februar

"Om aftenen 23. februar er jeg til middag hos borgmesteren i Lviv, som jeg har mødt før, fordi han har været meget aktiv med at støtte de danske virksomheder, der er i området. Han har inviteret nogle af de ambassadører, som nu er kommet til byen. Det er meget hjemligt og hyggeligt, hans kone har stået for maden, og sønnerne serverer. Men vi kigger meget ned i vores mobiltelefoner, hvor det bare strømmer ind med dårlige nyheder.

Da jeg kommer tilbage på mit hotelværelse, opgiver jeg at gå til køjs, men bliver oppe og følger nyhederne. Ved 3-tiden lokal tid kommer angrebet. De første billeder er fra et raketangreb på Kyivs store internationale lufthavn. Det er på en gang uvirkeligt og meget nærværende. Det første, jeg gør, er at ringe til Udenrigsministeriet. Så går vi i gang med arbejdet."

Rzeszów, 24. februar 2022

"Allerede næste dag, torsdag 24. februar, står det klart, at det er et altomfattende angreb. Vi må tage stilling til, om vi kan blive i Lviv. Vi er nødt til at være sikre på, at vi fortsat kan løse vores opgaver – og især, at kommunikation og internet fungerer. Vi beslutter at køre over grænsen til Polen, til byen Rzeszów. Vi passerer grænsen på nogle timer. Det er først et par dage senere, der bliver 30-40 timers ventetid ved grænsen. Men tegnene på krig er tydelige. Der er hyppige luftalarmer, lange køer ved benzinstationerne og køer ved hæveautomater, supermarkeder og apoteker. Undervejs taler vi om, hvordan vi bedst støtter de af vores lokalt ansatte, som er blevet tilbage i Ukraine.

Rzeszów er et godt sted at være for os. Her har andre ambassader og EU-delegationen også slået sig ned, og nogle ukrainske myndigheder har repræsentanter i byen. Der er stort pres på alle faciliteter, så i første omgang må vi bruge vores hotelværelser som kontor.

Der bliver nu mulighed for udskiftning i staben. Anne, som har små børn, genforenes med familien efter mange ugers hårdt arbejde. Felix tager til København for at løse opgaver derfra i nogle uger. Chefkonsulent Anders Siegumfeldt kommer ned som afløser. Han taler russisk og kender regionen.

Han og jeg får arbejdsstation i hotellets vinbar, så vi slipper for at arbejde på vores værelser. Vi sidder på barstole ved et højt bord over for hinanden med vores pc’er. Stemningen er god og rolig."

Den polske grænse, 3. marts 2022

Da Djøfbladet om formiddagen den 4. marts igen taler med Ole Egberg Mikkelsen over mobilen – nu er det 10 dage siden, de forlod Kyiv – indrømmer han, at han er lidt træt. Han har været oppe hele natten, fordi han og Anders med hjælp fra fire unge polske frivillige hjælpere har været nede ved grænsen for at hjælpe familierne til tre af deres lokalt ansatte videre. Den mindste var to år, de to ældste var to bedstemødre oppe i 90’erne.

"De fire unge polakker udviste i den grad hjælpsomhed og hjertevarme, som alle polakker gør i den nuværende situation. En af dem kørte den ene bil, og så var jeg så heldig at have Anders som en sikker og rutineret chauffør i den anden.

Midt om natten kommer vi ind i den her store lagerhal, som fungerer som modtagecenter. Den er på størrelse med Herning-hallerne – fyldt med feltsenge på rad og række med børn, kvinder og ældre mennesker; mænd mellem 18 og 60 må jo ikke rejse ud. Det er meget velorganiseret og velfungerende med masser af polske frivillige og myndighedsrepræsentanter. Det er et uvirkeligt syn, der illustrerer krigens virkelighed. De mennesker, der ligger og sover her, har levet et helt normalt liv indtil for få dage siden. Og nu ligger de her uden andet end en kuffert, nogle plasticposer og måske en klapvogn.

Vi kom tilbage til hotellet kl. 5.30 i morges, og så var det for sent for mig at gå i seng. Heldigvis havde vores hotelvært med stor velvilje ryddet et stort værelse, så familien med de to bedstemødre kunne få nogle timers søvn. Senere skal de have noget morgenmad, og så skal de hjælpes videre til Warszawa, hvor vores kolleger på den danske ambassade hjælper dem med indkvartering."

Rzeszów, 4. marts 2022

På alle tv-kanaler flimrer voldsomme billeder fra Østukraine. Ole Egberg Mikkelsen har set billeder af gader i Kyiv, hvor han plejer at cykle og gå, men som nu er krigszone. Området, hvor Ole Egberg Mikkelsens egen lejlighed ligger, har indtil nu været forskånet for angreb.

Men jeres lejlighed kunne godt blive ramt?

"Joe, det kan den jo, hvis der bliver kamphandlinger inde i centrum af Kyiv. Men de fleste af éns ejendele kan modsat menneskeliv erstattes.

På et af billederne fra Kyiv så jeg et ramt højhus, en beboelsesejendom, med en Jysk i stueetagen. Jeg tror, at dét, der også påvirker så mange mennesker i Danmark, er, at det ligner vores eget liv og vores egne byer så meget. Det er vores eget verdensbillede, som er ramt."

Men hvad håber Ole Egberg Mikkelsen, hvis man ellers må håbe?

"Jeg håber at komme tilbage til Ukraine så hurtigt som muligt, og at ambassadeteamet, som nu er spredt for alle vinde, kan blive genforenet. Der venter en stor opgave med at bidrage til genopbygningen og med at støtte ukrainerne i reformprocessen. Vi har et værdimæssigt fællesskab med ukrainerne. Frihed, demokrati, menneskerettigheder er de grundlæggende værdier, der forener os. Det ser vi tydeligvis i denne situation.

Jeg hører til den generation, som har oplevet den kolde krig. På min allerførste udepost som ung diplomat i 1988 blev jeg sendt til Prag. Dengang – halvandet år før Berlinmurens fald i november 1989 – sagde alle: ’Muren falder ikke i vor tid.’ I Prag mødte jeg nogle meget modige mennesker, som betalte en høj pris for at kæmpe for forandring, inklusive Václav Havel (tjekkoslovakisk demokratiforkæmper, senere præsident, red.). Han var fuldstændig ukuelig i sin tro på, at det nok skulle ændre sig. Og det gjorde det jo. Det lærte mig, at selvom det hele ser svært ud, skal man bevare håbet og troen på forandring."