Djøf mener

I bevægelse

29.3.2022

af

Foto: Djøf

Foto: Djøf

Vores arbejdsliv forandrer sig i disse år. Derfor skal Djøf også forandre sig, skriver formand Henning Thiesen: "Vores ambition er at være relevant for alle 108.000 medlemmer af vores fællesskab. Også for dig. Nu. Og i fremtiden."

Globalisering, digitalisering, klimakrise, #metoo, pandemi og en ny hybrid virkelighed.  Verden forandrer sig. Og vi forandrer os. Det skaber nye muligheder og nye spilleregler. Også for en fagforening.

De seneste år har Djøf markeret sig på store og vigtige politiske dagsordener som ligestilling, borgernes retssikkerhed under corona, regulering af tech-giganterne til alles fordel og arbejdslivet efter corona. Vi har fået taletid – og ørenlyd – i medierne og på Christiansborg. Det mærker vi tydeligt på de invitationer, vi får til at deltage i møder og debatter.

At sætte aftryk og deltage i den offentlige debat har været et indsatsområde for os, og jeg er glad for at opleve, at vi lykkes med det.

Men … det har ikke smittet af på jeres, medlemmernes, tilfredshed med os som fagforening. Når vi hvert år i september måler medlemstilfredsheden, ligger den pænt. Uden at være prangende. Det er bare ikke godt nok for os. Vores ambition er at være relevant for alle 108.000 medlemmer af vores fællesskab. Også for dig. Nu. Og i fremtiden.

Det handler om dit arbejdsliv. Og hvad du har brug for fra os. I år. Om to år. Om 10 år. Spørgsmålet er, hvordan vi kan blive ved med at sikre det?

Det seneste år har vi arbejdet med en revitalisering af Djøfs brand, som både i udtryk og indhold skal bringe os tættere på dig. Og dig tættere på os.

Vi ser konturerne af et nybrud i den måde, vi tænker og tilrettelægger vores arbejdsliv og karriere på. Det bliver ikke længere nok – eller normen – at starte sin karriere med en universitetsuddannelse for så at arbejde i 45 år og gå træt på pension. I stedet kommer vi til at gå ind og ud af uddannelser hen over (arbejds)livet. Bevæge os mere flydende mellem forskellige titler, positioner, muligheder og drømme.

Nogle gange søger vi ud i overhalingsbanen. Andre gange har vi brug for et tempo, der passer til Margueritruten. Et multifasearbejdsliv er der nogle, der kalder det.

Her får vi en vigtig rolle som fagforening. Vi skal turde kigge frem, tage chancer og samtidig stå på vores solide fundament og udvikle os ud fra det. I den næste tid kommer vi til at pulje aktiviteter, arrangementer, analyser og udmeldinger til en samlet agenda, der ligger endnu tættere på medlemmernes hverdag og behov. Og samtidig styrke vores kommunikation, så flere får kendskab til de muligheder, et medlemskab af Djøf åbner for.

Dit arbejdsliv er i bevægelse. Og Djøf er i bevægelse. Derfor sætter vi i hele 2022 arbejdslivets store foranderlighed på dagsordenen med alle de nuancer, farver og former, det rummer.

Jeg glæder mig. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet