Læserbrev

Hvis samskabelse skal virke, er der noget, offentlige ledere må forstå

14.3.2022

af

Akademikere skal arbejde tættere sammen med bl.a. pædagoger, socialrådgivere og sundhedspersonale for at skabe sammenhæng i indsatsen for den enkelte borger. Men det vil kun lykkes, hvis de offentlige chefer indser, hvad samskabelse kræver.

Ligesom mange andre er jeg af den opfattelse, at samskabelse er vejen frem. Vi skal indgå i meningsfyldte arbejdsfællesskaber. Det gælder også akademisk uddannet personale, fx jurister som jeg selv. Kun sammen kan vi skabe sammenhænge i indsatsen for borgeren.

Samskabelse forudsætter, at ledelsen har fokus på at sikre arbejdsfællesskaber på tværs af professioner og organisationer. De borgernære funktioner som pædagoger, sundhedsfaglige og socialrådgivere har brug for agil konsulentbistand til at afhjælpe de udfordringer, de står i, i deres praktiske arbejde i hverdagen. Konsulenter skal ledes til at være til rådighed, når der er brug for sparring til at komme ud af en faglig udfordring og fortsætte arbejdet.

Men det er ikke nok, at lederne har fokus på arbejdsfællesskaber. Det er helt nødvendigt, at lederne i det offentlige forstår, at samskabelse kræver en ramme. I det offentlige er lovgivningen rammen – det samme er borgerens retssikkerhed, som der også er lovgivning om.

Når ledere vil fremme samskabelse i organisationen, skal den lovgivning, der regulerer det praktiske arbejde, være rammen for den faglige diskussion. Når jeg bruger ordet lovgivning, så er det al den lovgivning, der regulerer fx kommunerne – fra kommunestyrelseslovens regler om delegering af opgaverne til den lovgivning, der regulerer de enkelte ydelser for og behandlingen af borgeren og skaber krav om samspil mellem myndighed og udøver.  

Kan vi opnå en ledelsesmæssig forståelse af, at lovgivningen er rammen, der skal omsættes til handlinger i arbejdsfællesskaber, så er vi nået langt. Og så forstår vi også, at juristers og andre akademikeres arbejdsfunktioner må ændres: Fra at være konsulenter på organisatorisk afstand til at være deltagende aktører i den daglige praksis.

At være deltagende aktør betyder for mig i mit daglige virke bl.a.:

  • At stå til rådighed med faglig sparring med de juridiske aspekter i en konkret problemstilling.
  • At bistå med at løse den konkrete problemstilling inden for kort tid, så min kollega kan få løst sin opgave på en retlig forsvarlig måde.
  • At bistå med at analysere og kommunikere kompetencefordelingen i kommunen.
  • At kalde på nødvendige kompetencer, fx økonomisk viden, specialiseret socialfaglig viden, når det er nødvendigt i konkrete sager.
  • At løfte ledelsesmæssige beslutninger til ledelsen.

Det kalder på nye måder at introducere og inkludere nyansatte akademiske medarbejdere. Måske kalder det endda på kompetenceudvikling af akademisk personale.

At samarbejde med andre professioner og at skabe fælles sprog og fodslag blev der ikke undervist i på universitetet, da jeg studerende, og det er ikke min opfattelse, at det har ændret sig siden.

Pernille Lykke Dalmar er cand.jur., konsulent og underviser. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet