En stor misforståelse skubber seniorer ufrivilligt på pension

Arbejdsgiverne vil ofte gerne beholde deres mest erfarne medarbejdere så længe som muligt. Mange af seniorerne vil også gerne blive længere. Alligevel de går skævt af hinanden. Og så går seniorerne på pension. Det viser ny forskning fra Københavns Universitet.

Opskriften er at anerkende seniorerne og at tale med dem om deres ønsker til den sidste del af karrieren. Og man skal gøre det i den nævnte rækkefølge, viser forskningsresultaterne. Det lyder oplagt og nemt – men det er det tilsyneladende ikke.

”Vi kan se et tydeligt mønster i vores studie: Mangel på anerkendelse af seniorerne fører nogle gange til, at de lader sig pensionere, før de ellers ville have gjort det.” Sådan siger Aske Juul Lassen, der er en af forskerne bag studiet. Han er lektor og etnolog med speciale i pensions- og aldringsstudier.

Studiet viser også, at jo bedre chefen og medarbejderen forbereder sig, og jo mere de sammen får talt om afslutningen af arbejdslivet – desto bedre opleves overgangen til pensionen.

God dialog har også en anden vigtig effekt.

”Vi kan se, at det også meget ofte fører til et længere arbejdsliv,” siger Aske Juul Lassen.

Snak om seniorlivet – ren tabu

Nogle seniorer ønsker kortere eller færre dage eller måske mere fleksibilitet – enten fordi de gerne vil have tid til børnebørnene, eller fordi de oplever ikke helt at have den samme energi, når de kommer hjem. Men det kan også være, at de ønsker at fortsætte med at arbejde for fuld damp. Det er meget forskelligt, fortæller Aske Juul Lassen.

Men ofte får de ikke luftet de ønsker. De bliver stadig inviteret til MUS-samtaler, det er bare sjældent at arbejdsgiverne får taget den overraskende svære og tabubelagte ’seniorsamtale’. Og nogle seniorer vægrer sig også.

Der er så meget tabu ved det, at man sjældent tager snakken om, hvordan det egentlig står til, og hvordan man godt kunne tænke sig at arbejde, siger Aske Juul Lassen.

Lederen er bange for snakken

Arbejdsgiverne frygter samtalen, fordi de er bange for at træde seniorerne over tæerne og virke aldersdiskriminerende. Altså at medarbejderne bliver sure eller stødte over at skulle tage den snak, bare fordi de har rundet en vis alder.

Og det er måske forståeligt nok, siger Aske Juul Lassen.

”For i sin essens er seniorsamtaler med folk på 55 jo på en eller anden måde aldersdiskriminerende.”

Men dermed ikke sagt, at det ikke er en god idé at tage samtalerne – det er det i høj grad, understreger han. For Aske Juul Lassen og hans kolleger kan jo se i deres forskning, at det faktisk får flere til at blive længere.

”Så der hvor lederne frygter at skubbe folk på pension, hvis de begynder at tale om seniorarbejdslivet, er der evidens for, at det gør de ikke. Tværtimod. Hvis det bliver gjort på den rigtige måde, får man åbnet for, hvad der skal til for holde på medarbejderne lidt længere.”

Seniorerne er også bange

Men seniorerne er også ofte tilbageholdende med at tale åbent om deres ønsker. De er bange for, at det er med til at stemple dem – også selv om en del måske har ret til nedsat arbejdstid ifølge deres overenskomst.

Samtidig har nogle seniorer en misforstået opfattelse af, at de er ved at falde af på den, siger Aske Juul Lassen. Det er de bare meget sjældent – det vender vi tilbage til.

”Men det betyder, at de er bange for, at de sidder yderst på stolen, hvis der skulle komme en fyringsrunde. Rigtig mange frygter også, at de så bliver set på som nogle, der allerede er på vej på pension, og derfor ikke får de spændende opgaver,” fortæller han.

Anerkendelse er nøgleordet

Aske Juul Lassen og hans kolleger har interviewet en masse seniormedarbejdere i både den finansielle sektor og i produktionsbranchen lige inden den første corona-nedlukning. De har også interviewet ledere, HR-medarbejdere, tillidsrepræsentanter og medarbejdere, der er gået på pension.

Når Aske Juul Lassen taler om, at seniorsamtalen skal tages på den rigtige måde, er nøgleordet anerkendelse. Altså skal lederen gøre det soleklart for medarbejderen, at han eller hun er en værdsat arbejdskraft –  og dermed anerkende de kompetencer, vedkommende har netop på grund af alder og erfaring.

Men forskningsresultaterne viser, at det typisk ikke er noget, lederne praktiserer. Derfor begynder seniorerne at tvivle på sig selv.

”Mange seniorer er så selvkørende, at lederne ’glemmer’ at anerkende netop det og alt det, de i øvrigt løfter. Mange af de seniorer, vi har interviewet, går rundt med en forestilling om, at de er ved at falde lidt af på den – at de nok burde gå på pension. De vil endelig ikke være den, der risikerer at miste sit gode rygte ved at gå for sent på pension.”

’Faldet af på den'-syndromet

Men det er sjældent tilfældet, at en senior bliver oplevet som én, der er faldet af på den, siger Aske Juul Lassen. Det gælder især dem, han har interviewet i den finansielle sektor.

”Når vi taler med deres kolleger og deres ledere, har de slet ikke den opfattelse. Vi kalder det ’faldet af på den'-syndromet, som på mange måder minder om ’imposter-syndromet’ – altså hvor yngre medarbejdere ikke rigtig føler, de har fortjent pladsen ved bordet endnu. Det her er så bare i den anden ende af arbejdslivet.”

Men når seniorerne ikke magter det samme som før, er der forskel på hvorfor. I produktionssektoren er det typisk på grund af fysisk nedslidning. I den finansielle sektor er årsagen hovedsageligt mental nedslidning. Men det sidste er nemmere at gøre noget ved, som Aske Juul Lassen siger.

”Hvor den fysiske nedslidning kræver forebyggelse gennem et helt langt liv, kan vi se, at man med nogle rimeligt små greb kan forbedre den mentale trivsel på arbejdspladsen – bl.a. ved at have en anerkendende tilgang til seniorerne.”

Bundlinjen er, at det gør en kæmpe forskel, at chefen værdsætter de erfarne medarbejdere og taler med dem. Ligesom det gør for andre, pointerer Aske Juul Lassen.

”Der er mange aldre og faser i livet, hvor vi bør have den her dialog om, hvordan vi bedst skruer arbejdslivet sammen: Ny på arbejdsmarkedet, småbørnsforældre på arbejdsmarkedet og de erfarne på arbejdsmarkedet – alle har nogle særlige behov, som ikke nødvendigvis betyder fuldstændig nedtrapning eller fuld speed på. Men det vil være rigtig godt at få taget snakken.”