Arbejdsmiljø

Pandemien har givet os ondt i kroppen. Og vi risikerer, at det bliver ved

10.2.2022

af

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De seneste år har hjemmearbejde sendt stadig flere af os til fysioterapeut. De dårlige vaner, der udløser smerterne, kan vi meget let komme til at tage med os, når vi vender tilbage til kontoret.

Prøv at mærke efter et øjeblik: Er du øm i skulderen? Eller i nakken? I så fald er du ikke alene. De seneste to år har givet rigtig mange af os ondt i kroppen.

Lige siden den første nedlukning i 2020 har fysioterapeuterne oplevet en stigning af henvendelser fra det kontorarbejdende folkefærd. Primært fra dem, der var blevet sendt hjem for at arbejde – men faktisk også fra dem, der stadig klarede deres job fra den sædvanlige plads på kontoret.

Sådan er det fortsat under hele pandemien. Og hvis vi ikke passer på, er der en sandsynlighed for, at vi bliver ved med at være nødt til at gå til fysioterapeut, nu hvor mange af os igen er tilbage på den fysiske arbejdsplads.

Rasmus Gravesen, klinikchef hos Aalborg Fysioterapi, skønner, at der har været en stigning på 25% i antallet af klienter med gener fra kontorarbejde. Det drejer sig især om problemer med nakken, skuldrene, armene og ryggen.

”Og der er ikke kommet færre henvendelser nu, hvor perioden med hjemmearbejde har stået på i længere tid,” fortæller han.

Vi sidder endnu mere

Rasmus Gravesen forklarer de mange gener hos de hjemmearbejdende med dårlige arbejdsstillinger, fordi de færreste af os har ’rigtige’ kontorarbejdspladser derhjemme. Men også fordi mange af os hjemmearbejdende ikke bevæger os ret meget væk fra computeren

Vi skal ikke ned ad gangen for at hente noget i printeren eller op på etagen ovenover for at hente kaffe, og vi kan ikke lige rejse os og gå ind til en kollega for at sludre eller vende noget fagligt. Enten får vi aldrig den snak, fordi smalltalk nu en gang ikke fungerer optimalt på Teams eller Zoom, eller også bliver vi bare siddende på vores stol og skriver en mail eller ringer til vores kolleger.

Østerbro Fysioterapi har også fået flere klienter ind med hoved-, nakke- og skulderproblemer, fortæller indehaver Per Tornøe.

”Hvis vi kigger 20-30 år tilbage, var lænden det største problem. Men de seneste mange år er generne flyttet højere op i kroppen, fordi vi sidder for mange timer foran skærmen – måske også i dårlige arbejdsstillinger. Men det er især inaktiviteten, der er problemet. Det kan godt være, at du cykler på arbejde, men hvad gør du for din nakke, dine skuldre og dit hoved? Intet.”

De seneste to år er problemet eskaleret på grund af dårlige arbejdsstationer derhjemme og manglende pauser. Mange af os har det ene onlinemøde efter det andet uden at skulle flytte os fysisk – et par klik med musen, så sidder vi i det næste møde.

Mental stress sidder også i skuldrene

Per Tornøe peger også på mental stress som en af årsagerne til, at stadig flere af os har brug at konsultere en fysioterapeut.

”Der er mange, der bare ikke har kunnet holde ud at sidde derhjemme. Det giver i sig selv også nogle spændinger. Så det, vi ser, er en blanding af mental stress, manglende pauser og dårlige arbejdsstationer,” siger han.

Det sidste er mere reglen end undtagelsen blandt dem, der søger hjælp hos Østerbro Fysioterapi. Men som Per Tornøe understreger, møder han og kollegerne jo også kun dem, der er udfordret.

”Det kan selvfølgelig godt være, at flere virksomheder sørger for, at deres medarbejdere også har en ordentlig arbejdsstation derhjemme. Men mange af dem, der kommer til os, har fået det skidt, fordi de sidder ved spisebordet på en spisestuestol, hvor ingen af højderne passer.”

Vi er nærmest blevet for effektive – vi holder jo også møder, når vi sidder i bilen eller er ude at gå tur med hunden

Per Tornøe, indehaver, Østerbro Fysioterapi

Husk at overspringshandle

Men faktisk kan der være også fordele for din krop ved at sidde hjemme – hvis altså du udnytter dem.

Per Tornøe peger særligt på to ting. Det første er overspringshandlingerne. For når nu du ikke kan rejse dig for at sludre med en kollega eller hente noget i printeren, kan du bruge overspringshandlingerne som erstatning. Hvis vi bruger dem smart og ikke bare kobler fra en stund ved at blive siddende foran pc’en og surfe på nettet, kan de nemlig gavne kroppen.

”Jeg har fx selv lige lagt vasketøj sammen. Og hvis jeg ikke tager ind på klinikken senere, regner jeg med at gå en tur ned for at købe ind,” siger Per Tornøe.

Men der er ikke udelukkende overspringshandlingerne, som kan få dig op af stolen derhjemme.

”Lige nu mens jeg taler med dig, går jeg rundt i stuen, hvilket kan være svært, hvis du sidder i et storrumskontor, for så forstyrrer du jo de andre,” siger Per Tornøe.

Zoom og Teams på godt og ondt

Så er der også den lange række af Zoom-, Teams- og andre onlinemøder, som vi alle er blevet vant til. De kan også være adgangsbilletten til lidt bevægelse.

Det kommer selvfølgelig an på mødeformen og antallet af deltagere, men har du muligheden, kan du slukke for kameraet, rejse dig op og lave nogle øvelser, siger Per Tornøe.

”De fleste, jeg holder møder med, er selv fysioterapeuter, så vi tager os ikke af, hvis folk går lidt rundt og måske laver nogle øvelser. Men mødelederen kunne også godt komme med en opfordring og sige: ’De næste 10 minutter behøver I ikke at have billede på – så kan I gå rundt og bevæge jer.’”

Han kan ikke pege på én gylden øvelse, du kan lave, når du har muligheden for det. Det handler bare om, at du skal bevæge dig – at du kommer ud af den statiske stilling foran skærmen. Måske ned i knæ, rotér skuldrene og stræk dig. Gå lidt rundt.

Men onlinemøderne har også en bagside, når det gælder vores mulighed for at komme væk fra skærmen.

”Af en eller anden grund bliver der typisk ikke lagt særligt mange pauser eller slet ingen pauser ind i onlinemøder i forhold til fysiske møder,” siger Per Tornøe.

Det kan være en forklaring på, hvorfor det ikke udelukkende er det hjemmearbejdende folk, der har fået gener under pandemien. De, der fast sidder inde på kontoret, er også blevet vant til at holde onlinemøder.

Så som Per Tornøe siger, er det spændende at se, hvor mange møder der bliver fysiske igen – og om vi har taget af lære og bliver bedre til at eliminere de fysiske ulemper ved de mange onlinemøder.

”Vi er nærmest blevet for effektive – vi holder jo også møder, når vi sidder i bilen eller er ude at gå tur med hunden. Men uanset om vi sidder hjemme eller inde på kontoret, er pauser og bevægelser mit hovedbudskab.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Dea Sommer
2 år siden
Har omgående taget forslaget med overspringshandlinger til mig :-)