Bernt elsker lastbiler og jura. Nu arbejder han med begge dele samtidig

Bernt har altid vidst, han ville være advokat. Det blev han. Og han har arbejdet med mergers & acquisitions, siddet i store koncerner og fine advokatkontorer.

Men han tog en omvej. En omvej på cirka 1.050.000 kilometer. For han havde også en anden drøm. En drøm om krom, store motorer og lugten af dieselolie.

Vi bakker lige en tur 40 år tilbage i tiden. Bernt Steenstrup Clausen voksede op i Åby i Aarhus. Tæt på Mølleengen, hvor der i dag bliver holdt koncerter. Dengang var der også en skrothandel, som huggede tog op, og børnene legede langs DSB's togskinner. Ofte hang de i hegnet ind til Fragtmandscentralen, hvor en af hans kammeraters mor arbejdede i kantinen.

"Vi kunne hænge og bare iagttage, hvordan chaufførerne svingede rundt med de store biler. Lyden af de store motorer og lugten af diesel var uimodståelig. Jeg kiggede ind i et fascinerende liv og et dragende univers af kubik, krom og kilometer på landevejene – det smagte af eventyr."

Mr. Dusty gjorde udslaget

Moren skaffede dem adgang til centralen, og Bernt fik lov til at komme helt tæt på lastbilerne. Men det var først, da han hjemme på vejen fik besøg af Mr. Dusty – en Ford Transcontinental med en 14 liters Cummins motor på op til 350 hk med masser af krom, lak og flotte udstødninger – at han fik lov til at sidde i førerhuset på en rigtig lastbil.

"Jeg var bare solgt. Jeg vidste, at jeg engang ville være lastbilchauffør. Jeg elskede de flotte stafferinger, motivlakeringerne, de store blanke alu-fælge og det indbyggede løfte om livet on the road. De danske truckere holdt nogle træf på bl.a. Jyllandsringen og i Odense på Dyrskuepladsen, og min far var flink til at køre min bror og jeg af sted. Det er jeg ikke sikker på, han havde gjort, hvis han vidste, at det ville gå så meget i blodet på mig."

Convoy i Silkeborg

Familien flyttede senere til Silkeborg, hvor en kammerats far var vognmand, og de fik lov til at lege i lastbilerne. Han mærkede for første gang stemningen i en vognmandsforretning.

"Det var helt specielt at se chaufførerne planlægge turen på det kæmpestore kort på væggen og høre dem fortælle om turen, når de kom hjem. Det fedeste var at få lov til at komme med."

Dengang i 80'erne var der nærmest en hel trucker-bevægelse, som kom i kølvandet på den amerikanske film 'Convoy' med Kris Kristofferson og Ali MacGraw i hovedrollerne.

"Alle sagde 'Rubber Duck', og vi kunne synge med på titelsangen fra filmen. Det var nærmest kult."

Kørekort hos militæret

Efter gymnasiet tog han den etårige HH-uddannelse og meldte sig efterfølgende frivilligt som soldat. Det blev på Hvorup Kaserne, hvor han vidste, han kunne få det store kørekort af militæret. Allerede dengang var det temmelig bekosteligt.

"Egentlig havde jeg planer om at tage til Jugoslavien, som på det tidspunkt var midt i en borgerkrig, og danskerne var en del af de fredsbevarende styrker, men jeg blev i stedet tilbudt et job hos vognmandsfirmaet Anders Nielsen & Co."

Han startede som ferieafløser og fik senere sin egen bil. Han kørte primært i Danmark og Tyskland. Han var 21 år gammel og nød friheden på landevejene.

"Jeg havde også nogle ture ned til Pécs i Ungarn, hvor jeg leverede ammunition til de danske styrker i Jugoslavien. Faktisk leverede jeg til mine soldaterkammerater fra Hvorup. Det var med politieskorte gennem Østrig og to chauffører på bilen af sikkerhedsmæssige årsager."

Studiejob som chauffør

Han kørte i to år og fik umiddelbart stillet sin eventyrlyst på landevejene. Tanken strejfede ham: Hvad så nu? Lysten til at læse begyndte at konkretisere sig, og han søgte ind på jura, hvor han blev optaget i 1999.

"Jeg havde forinden købt en lejlighed i Risskov med et halvdyrt kreditforeningslån med kort løbetid, da jeg var sikker på, at ejendomspriserne havde nået deres højdepunkt i 1999. Så jeg vidste, jeg ikke kunne leve af SU og lån."

I stedet valgte han at køre lastbil i sin fritid hos et andet af de store danske vognmandsfirmaer, Ole Larsen Transport, som havde en del aften- og weekendkørsel.

"Jeg valgte fra starten, at jeg ville komme til alle timer på universitetet og så måtte jeg køre, når jeg havde tid derudover, for ellers er der altid lige en haster, man kan få lov at køre, og jeg er ikke så god til at sige nej. Så jeg måtte opstille nogle regler for mig selv."

Gældfri gennem studiet

Jobbet som lastbilchauffør betød, at han ikke kunne modtage SU. Han tjente for meget. Han optog heller ikke studielån. Og hans forældre havde heller ikke ressourcer til at støtte ham.

"Mit studiejob betød, at jeg gennemførte studiet på fem et halvt år uden nogen form for økonomisk støtte. Og jeg har i dag ikke nogen studiegæld."

Han forlængede studietiden med et halvt år i Texas, hvor han læste på South Texas College of Law.

"Det var både fantastisk og et kulturchok på samme tid. Jeg har altid været bidt af en gal amerikaner. Men selve studiedelen var meget anderledes, end det jeg var vant til. De studerende var meget mere dedikerede og selvstændige. Det var tydeligt, at de tog selve uddannelsen meget alvorligt."

Chokeret over manglende tolerance

Bernt Steenstrup Clausen er i dag glad for sine år på landevejene. Sammenlagt har han tilbagelagt godt 1 mio. kilometer og lært meget om livet, om sig selv og om mennesker. Han kan tale med alle om alting.

"Der er en ting, jeg stadig undrer mig over. Det er mentalitetsforskellen mellem mine kolleger i transportbranchen og så mine medstuderende på universitetet. For mens studiekammeraterne ofte jokede med 'Rubber Duck' og 'roger over and out', så var der en helt anden åben og ærlig interesse blandt mine chauffør-kolleger, der spurgte interesseret ind til, hvad jeg lavede på universitetet. Der var ingen spot eller latterliggørelse fra den side," siger han og fortsætter:

"Her gik jeg på verdens højeste uddannelsesinstitution, og forståelsen for mig og mine chaufførkolleger var meget lille. Det var tankevækkende."

Kommerciel læreplads

Efter eksamen blev han ansat hos Kromann Reumert i 2005, hvor han blev udstationeret hos Danish Crown.

På slagteriets hovedkontor sad han ene mand som ekstern advokat. Han vidste aldrig, hvilke opgaver der landede hos ham.

"Jeg kunne møde på arbejde og tænke, at i dag skal jeg lave dét og dét – for så blot at blive afbrudt af én, der kom ind ad døren for at sige: 'Vi er forresten ved at købe et slagteri i Sverige, så vi skal lige derover på torsdag for at se, hvad det er for noget.'"

Turen til Sverige foregik i privatfly, og alle døre blev åbnet for den øverste ledelse. Arbejdet var meget konkret og kommercielt med en hverdag i hurtig forandring. Noget, advokater måske ikke er så gode til, mener han.

Både før og efter sad han med køb og salg af virksomheder og generel erhvervsret.

"Set i bagklogskabens ulideligt klare lys burde vi have sagt til os selv: 'Hey, der er noget helt ravruskende galt.' Antallet af handler faldt nemlig drastisk i løbet af 2008."

Finanskrisen var for alvor ved at slå igennem, og de fik rigtig travlt i afdelingen for konkurser, som han blev flyttet til. I løbet af kort tid var over halvdelen af juristerne i Kromann Reumert beskæftiget med konkurser.

I starten var der flest konkurser, men i takt med at bankerne så, hvad konkurserne reelt kostede dem, blev modellen oftere en rekonstruktion.

"Det var meget mindre interessant – specielt for en type som mig. Jeg ville meget hellere ud og være med til at redde arbejdspladser end at gennemgå en flyttekasse med ringbind for at finde ud af, hvem der ejede en bestemt ejendom."

Vestas viste vejen

Efter nogen tid begyndte det bagudrettede og rutineprægede arbejde at kede ham, og Bernt Steenstrup Clausen skiftede derfor til Vestas, hvor han fik job i deres legal-afdeling – dengang i øvrigt det største advokatkontor i Randers.

De sad tre advokater og støttede procurement-funktionen, hvor indkøberne i de enkelte produktkategorier købte alt fra små elektronik-komponenter over gearolie til generatorer og selvfølgelig også serviceydelser som kran- og transport.

"Det var en spændende tid, kort tid efter fusionen med NEG Micon, men også en turbulent og til tider utryg tid. Der var fyringer, og jeg husker, hvor trist det var at se gode kolleger forlade kontoret bærende på en papkasse."

Via jobbet hos Vestas begyndte han at berøre sit gamle fag, transporterhvervet. Han kunne mærke, det gav mening at kombinere de to, og Bernt Steenstrup Clausen besluttede at se sig om efter et job, hvor han kunne forene transport og jura.

Det skete i 2015, hvor han skiftede til DSV.

"Jeg fik job i DSV's lokaler på havnen i Aarhus. I de samme lokaler, hvor jeg mange år tidligere selv kom som chauffør, mens jeg arbejdede for Ancotrans. Det var jo lidt som at komme hjem."

Bernt Steenstrup Clausen arbejder nu næsten udelukkende med transportret og lidt konkurs indimellem, når leverandører eller kunder går konkurs.

I hverdagen forsøger han at huske alle på fornavn og at have tid til en snak over kaffen. Og så er han tæt på virksomhedens kerneydelse.

"I DSV har vi en filosofi om, at vi skal være tæt på, hvor tingene sker. Vi skal være tæt på kunderne, varerne og transporten. Vi skal helst kunne se vores biler køre ud af terminalen, togene køre forbi og skibene sejle ud af havnen. Vi skal kunne se, hvad vi laver. Jeg føler, at jeg er havnet på min rigtige hylde. Ringen er sluttet for mig."