Min studietid
24.1.2022
af
Lærke Møller Hansen
PR-foto: Radikale Venstre
I dag er Sofie Carsten Nielsen partileder på Christiansborg, men under sin studietid drømte hun slet ikke om at komme ind i politik. Hun afskrev Radikal Ungdom som ”kultagtigt” og ville gerne arbejde i EU.
Studietiden var for den politiske leder af Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, en tid med selvarrangerede studieture, sjove fester og stor faglig udvikling.
Som studerende var Sofie Carsten Nielsen lidt af det hele: Den flittige, pligtopfyldende, festglade og den politisk engagerede. Og så var hun utroligt fascineret af international økonomi, politik og EU, mens hun læste statskundskab på Københavns Universitet.
Det internationale interessefelt banede vejen for et job i Europa-Parlamentet, der senere blev skiftet ud med Christiansborg. En vej, hun på ingen måde havde regnet med, hun skulle gå, da hun startede med at læse i 1995.
”Jeg troede, at jeg skulle arbejde med EU. Og jeg troede i hvert fald ikke, at jeg skulle være politiker – til nød måske arbejde for én, hvilket også blev mit første job,” fortæller Sofie Carsten Nielsen.
Selvom hun var politisk interesseret, var det især det internationale, som fascinerede hende på daværende tidspunkt.
Der skulle dog gå lidt tid, før Sofie Carsten Nielsen fik øjnene op for Radikale Venstre. I starten kiggede hun på nogle af sine studiekammerater, der var med i Radikal Ungdom, og tænkte, at det absolut ikke var noget for hende.
”Jeg har et helt andet syn på dem i dag og synes, de gør det helt fantastisk, men jeg må med skam melde, at jeg dengang syntes, Radikal Ungdom var for kultagtigt – at de var lidt unge og fjollede med deres udklædningstøj. Jeg tænkte, at man også kunne mene alt muligt andet,” siger Sofie Carsten Nielsen.
Det var først midtvejs i studietiden, at hun meldte sig ind i Radikale Venstre og blev afklaret med sit politiske ståsted.
”De havde et godt socialt sammenhold i Radikal Ungdom, men jeg syntes, at jeg havde rigeligt i mit studiemiljø på Rosenborggade, hvor studiet lå. Det var sin egen lille ø.”
Drømmen om EU var derimod klar. Af den grund tog hun i praktik i Bruxelles og valgte kort tid efter at vende tilbage til Belgien for at tage en master i europæisk politik og administration på Europakollegiet i Brugge. Efter studiet endte hun med at arbejde for Lone Dybkjær, der var tidligere miljøminister og senere medlem af Europa-Parlamentet for Radikale Venstre.
Selvom Sofie Carsten Nielsen skiftede spor, da Dybkjær gjorde hende opmærksom på, at hun i virkeligheden var politiker, har tiden i Belgien været uundværlig.
”Brugge var fantastisk, og det gav mig et internationalt netværk af mennesker, jeg stadig taler med den dag i dag,” siger hun.
Et højdepunkt ved studietiden var faget international politik, der var præget af engagerede, kompetente undervisere.
”Der var et dynamisk miljø, forskningsmæssigt og fagligt med utroligt spændende undervisning og nybrud i forskningen. Jeg bookede mig selv ind til ekstra foredrag, og hvis der var en ekstra forelæsning, tog jeg den også,” fortæller Sofie Carsten Nielsen.
I retrospekt har studietiden også skærpet hendes politiske kompetencer. Hun har fået nogle nyttige analytiske redskaber og samtidig nogle specialistkompetencer, når det gælder politik og en international forståelse.
Hun pointerer dog, at det at være politiker er et håndværk, der skal læres.
Derudover engagerede hun sig meget i studiemiljøet og var tutor, formand for festudvalget Jacques D. og med til at arrangere studieture til bl.a. Italien og en rejse til Israel, hvor de studerende også besøgte Gazastriben.
Men særligt ét minde fra en fest, står klart, når hun husker tilbage på sin studietid. Et minde, hun forbinder med dårlig samvittighed.
Festudvalget havde til opgave at gøre rent efter festerne i de fine lokaler på instituttet, hvor de var afhængige af elevatoren til bl.a. at transportere stole. Men det krævede en nøgle fra en vagt, ligesom man skulle udfylde flere blanketter. Til sidst blev Sofie Carsten Nielsen træt af, at det skulle være så omstændeligt at få lov til at rydde op, at hun kopierede nøglen.
”Derfor tog jeg på et tidspunkt den frihed at kopiere den nøgle, så vi ikke skulle udfylde blanketter, spørge vagten om lov og aflevere den tilbage,” siger hun.
Men en dag blev de mødt af netop denne vagt i elevatoren, der kiggede forbløffet på dem og spurgte, hvem der havde givet dem en nøgle. Så måtte de krybe til korset.
Spørger man Sofie Carsten Nielsen, hvad hun gerne ville have vidst dengang, er hun ikke i tvivl om, at hun brugte for meget tid på følelser.
”Det er nemmere at sige som 46-årig: 'Hvorfor bekymrede du dig så meget om de kærester?' Hold da op, det brugte jeg mange kræfter på,” siger Sofie Carsten Nielsen.
Samtidig har hun også reflekteret over, at det kunne have været lærerigt at se på andre uddannelsesinstitutioner og kombinere fag på fx ITU med noget på CBS eller nogle kreative fag.
”Jeg synes, at det blev ret ensporet på studiet, og at studiet ligesom havde opfordret til det”, mener hun.
Derfor lagde hun hurtigt de tanker på hylden. I dag tænker hun, at det gavner at engagere sig i andre ting, som ikke nødvendigvis relaterer sig til éns uddannelse.
”Jeg ved, at det giver mig glæde i dag at huske at gøre ting, som nu, med dronningens ord, ikke er nyttige og nødvendige,” siger Sofie Carsten Nielsen.
Ledige stillinger