Nyt studiejob

Husnain har fået masser af ansvar fra dag ét

10.1.2022

af

Privatfoto

Privatfoto

23-årige Husnain Akram ville gerne prøve at være i en politisk organisation. Nu arbejder han med interessevaretagelse i en fagforening – og får styrket sin Excel-ekspertise.

Husnain Akram trængte til at prøve noget nyt. Efter et instruktorjob på statskundskab og et tiltrængt sabbatår ville han gerne ud i den virkelige verden og prøve, hvad det vil sige at arbejde i en politisk organisation.

Siden oktober 2021 har han været ansat hos fagforeningen Socialpædagogerne som analytisk studentermedhjælper i sekretariatet i København, hvor han er en del af enheden Profession & Politik. Et område, som flugter perfekt med hans interesser.

”Jeg elsker politik. Jeg er jo statskundskaber,” siger Husnain med et smil på læben.

Han bruger cirka 15 timer om ugen som på studiejobbet og får lov at sidde med mange opgaver og oplever generelt, at der er en stor tiltro til hans evner.

”Jeg har ret frie tøjler og kan mere eller mindre selv planlægge og strukturere min arbejdsdag, som jeg vil. Det er et kæmpe ansvar,” siger Husnain Akram, der læser en kandidat i statskundskab på Københavns Universitet og har valgt faglinjen organisation og ledelse.

Tre hovedansvarsområder

Det var muligheden for at få masser af ansvar, der drev Husnain Akram til at søge jobbet. Når han møder ind på arbejde, har han tre hovedansvarsområder, han skal hjælpe med at varetage.

Det første handler om data- og analysearbejde og indebærer typisk, at han skal se på udviklingen af et bestemt område og vurdere, hvor det går godt og dårligt. Et eksempel kan være antallet af modtagere af handicapydelser.

Han har netop lavet en undersøgelse af henholdsvis ledere og ufaglærte blandt fagforeningens medlemmer, hvor han har formuleret spørgsmål i tæt sparring med andre af organisationens konsulenter.

”En meget spændende opgave, jeg lige har fået, er, at jeg skal bidrage med at lave evalueringen af vores kommunal- og regionsvalgsindsats for 2021 – om det er gået godt eller dårligt i forhold til bestemte områder,” fortæller Husnain Akram.

Hans andet ansvarsområde involverer at tjekke solidaritetsbevillinger.

”Vi får nogle ansøgninger fra forskellige organisationer til donationer, og så tjekker jeg, om det passer med det, som vi ønsker at give donationer til – altså: Stemmer det overens med de forskellige krav?” siger han.

Det sidste ansvarsområde handler om at fremme en dagsorden om uddannelseskrav og rekruttering i forhold til socialpædagoger. Her laver Husnain både research og analysearbejde.

Derudover har han lidt ad-hoc opgaver, som ofte består af at svare på spørgsmål, der involverer data og analyse.

”I øjeblikket kan jeg få en del mails fra andre i organisationen omkring analyse, fordi min kollega, der er specialiseret i data og analyse, er på barsel,” siger Husnain Akram.

Excel-ekspertise

Ud over sit nuværende studiejob har Husnain Akram erfaring med at arbejde som instruktor på Syddansk Universitet, hvor han tog sin bacheloruddannelse.

Her underviste han cirka 30 statskundskabsstuderede på tredje semester i at designe og gennemføre politologiske studier, metodiske overvejelser og dataindsamling og analyse.

”Ved at undervise styrker man sin egen viden på en eller anden måde. Man går tilbage og kigger på emnerne og metoderne igennem og får data og analyse mere under huden,” siger Husnain Akram.

Metodisk ligger de to jobs i samme boldgade, selvom opgaverne er vidt forskellige. Derfor oplever han det som et fint jobskifte, der kan være med til at udvikle ham.

Gennem sit nye arbejde er han bl.a. blevet ekstra god til Excel. Og han sætter generelt pris på at få daglig sparring fra kolleger og at have lært at agere i en professionel sammenhæng.

”Jeg har lært, hvordan man omgås på en arbejdsplads – hvilke sociale og uskrevne regler der er,” fortæller han. 

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet