Udnyttet: 50 timers arbejdsuge, 0 kroner i løn

Sofie sidder på sin praktikplads med tårerne trillende ned ad kinderne. Hendes chef har lige råbt ad hende, fordi hun har bedt om lov til at afspadsere den time, som hun arbejdede over dagen forinden, da hun har brug for at få skrevet sin eksamensopgave. ’Det kan du ikke bare gøre, vi har sindssygt travlt!’ var det højrøstede svar til Sofie, der nu sidder grædefærdig tilbage.

I dag, nogle måneder senere, står episoden stadig lysende klart i Sofies hukommelse, når hun tænker tilbage på sin praktikperiode, som hun følte sig nødsaget til at afbryde før tid.

Sofie studerer Human Resource Management (HRM) på Copenhagen Business School (CBS), hvor et 12 uger langt praktikforløb er en obligatorisk del af uddannelsen. Men hun nåede kun at gennemføre otte uger.

Hun har ligesom sine medstuderende Ida, Emilie og Emma valgt at fortælle sin historie om et mislykket ulønnet praktikophold. Alle fire ønsker at være anonyme af hensyn til deres videre karriere.

De har hver især forskellige årsager til, at de måtte stoppe praktikken, men fælles for dem er en følelse af at blive udnyttet som gratis arbejdskraft.

”De havde kun fokus på, hvor meget gratis arbejde de kunne få. Det var meget tydeligt, at man bare var en ressource for dem,” fortæller Ida, som sammen med Emilie var praktikant i samme konsulentvirksomhed og stoppede efter syv af de 12 uger.

”Jeg havde det forfærdeligt. Jeg følte mig rigtig stresset, og flere gange begyndte jeg bare at græde, fordi jeg ikke kunne se en ende på det. Jeg var ude i, at jeg skulle have et stykke papir hængende på væggen, hvor jeg talte ned til, hvornår praktikforløbet var slut,” beskriver Emma, som var praktikant i en anden konsulentvirksomhed og afsluttede forløbet efter 10 uger.

CBS: Aldrig oplevet noget lignende

De fire studerende, Djøfbladet har talt med, er ikke de eneste, der har afbrudt praktikken. I den seneste praktikperiode var i alt 134 HRM-studerende i praktik i 109 forskellige firmaer. Og fordelt på fire virksomheder afbrød i alt otte studerende deres praktik. Ifølge praktikkoordinatoren for linjen, Birte Pedersen, og den fagansvarlige for praktikforløbet, Sara Louise Muhr, er det et tal, som de aldrig har set lignende.

”Jeg har aldrig – som i vitterlig aldrig – oplevet det her før. Jeg har siddet på det her game i 20 år, og vi har haft nogle år, hvor ingen er stoppet, og så har vi haft nogle år, hvor det har været én, max to,” understreger Birte Pedersen. 

Praktikken er en del af de studerendes uddannelse og giver dem ECTS-point. Så ud over at de får praktisk erfaring, er der et akademisk hovedformål. Undervejs i praktikken skal de studerende nemlig indsamle data og behandle en relevant problemstilling, som skal munde ud i en eksamensopgave. Og det har flere af de studerende haft svært ved i år.

”I de tilfælde, hvor det ikke har kunnet lade sig gøre, har mit hovedformål været at få dem ud og få sikret, at de ikke går ned med stress eller på anden måde får psykiske problemer af det, men at de også har mulighed for at få lavet deres eksamen færdig,” fortæller Sara Louise Muhr.

Uventede arbejdsopgaver

Ida og Emilie fik en praktikplads hos den samme konsulentvirksomhed, hvor de skulle sidde med forskellige arbejdsområder. Djøfbladet har talt med de to uafhængigt af hinanden. De husker begge tilbage på en praktikperiode, som var alt andet, end hvad de havde regnet med.

Ida havde sammen med en anden praktikant skrevet kontrakt på, at de skulle foretage en konkret undersøgelse på praktikpladsen. Undersøgelsen skulle være Ida og hendes makkers primære arbejdsopgave, men sådan blev det ikke.

”Allerede første dag blev jeg oplært i at headhunte. Det var slet ikke, hvad vi havde aftalt, og jeg forstod det ikke rigtigt. Det var undersøgelsen, vi talte om til de to samtaler, inden jeg startede, og de havde ikke nævnt headhunting,” fortæller Ida.

Derfor kom det også som en stor overraskelse for hende, da hun allerede efter få dage blev gjort ansvarlig for sin egen headhuntingopgave.

”Jeg havde virkelig ondt i maven den dag, og jeg havde egentlig sagt, at jeg hellere ville være med på en lytter hos min teamleder første gang, men det kunne ikke lade sig gøre.”

Derefter blev hun gjort ansvarlig for flere lignende opgaver, hvilket medførte, at hun begyndte at føle sig rigtig utilpas.

”Jeg fik konstant nye opgaver, selv om jeg ikke var færdig med mine andre. Der var et konstant pres, og det var virkelig stressende. Jeg vågnede flere gange op om natten, hvor jeg tænkte: ’Shit, jeg har alt muligt, jeg skal nå’,” fortæller hun.

Ligeglade med læring

Det samme billede tegnede sig for Emilie. Hun var bevidst gået efter denne virksomhed, fordi hun her kunne skrive under på en kontrakt, der bestod i, at hun skulle lave et onboardingforløb. 

”Det lød mega-spændende. Men det viste sig så, at det kun tog halvanden uge at lave, og resten af tiden skulle jeg så sidde med headhunting til intern HR.”

Både Emilie og Ida beskriver, at de meget hurtigt havde en følelse af, at virksomheden var ligeglade med deres læring og indholdet af kontrakten.

”De ville mere eller mindre bare have, at vi tog nogle af deres arbejdsopgaver, så de ikke var lige så pressede. Vi fik heller aldrig rigtig lov til at lave vores eksamensopgave, selv om vi burde,” siger Emilie.

Lyv, lyv, lyv

Ud over at Ida og Emilie hurtigt kom til at lave helt andre ting, end hvad de havde skrevet under på i kontrakten, blev de også bedt om noget andet, som de oplevede som underligt og ubehageligt.

”Vi måtte ikke sige, vi var praktikanter, når vi talte med folk. Vi måtte heller ikke have det stående på LinkedIn. Det endte med, at de fandt på en titel som Research Consultant, fordi de syntes, det lød bedre,” forklarer Emilie.

”Det var aldrig noget med, om det var okay med os, at vi kaldte os den titel. Det skulle vi bare, og det var virkelig grænseoverskridende at skulle lyve, men det var også svært at sige fra. Der var stadig 11 uger tilbage, så hvis man allerede dér sagde fra, tænkte vi, at det ville blive et helvede resten af tiden,” fortæller Ida.

Fem timers laminering

Mens Ida og Emilie var praktikanter det samme sted, var Sofie og Emma i hver sin virksomhed. Her var arbejdspresset langt højere, end hvad der stod i kontrakten, og for Sofies vedkommende matchede opgaverne heller ikke med det aftalte.

Sofie troede, hun skulle arbejde med onboarding og rekruttering, men blev i stedet sat til opgaver, som intet havde med HR at gøre. Hun blev bl.a. sendt ud til større arrangementer, hvor hun skulle holde oplæg om noget, som hun ikke havde nogen viden om. Hun blev på intet tidspunkt spurgt, om det var okay, og det var svært for hende at vurdere, hvornår og hvordan hun kunne sige ordentligt fra.

”Chefen kørte meget på mine følelser, hvis jeg begyndte at sige fra. Han sagde, at hvis jeg ikke tog opgaven, ville de andre ikke kunne holde weekend. Så jeg følte, at jeg blev nødt til at gøre det, selv om jeg egentlig ikke havde lyst,” forklarer hun. 

Sofie beskriver desuden, at hun var bange for chefen, og at hun opfattede ham som ekstremt dominerende. Nogle uger arbejdede hun op mod 50 timer, selv om arbejdstiden ifølge kontrakten skulle ligge på 30-35 timer. Hun gik derfor i lang tid og følte sig ekstremt stresset, samtidig med at hun ikke kunne finde ud af, hvordan hun skulle løse problemerne, da hun ikke fik nogle af de ellers lovede opfølgningsmøder.

”Hvis jeg havde haft dem, kunne vi tale om, hvordan det gik, og så tror jeg, det havde været nemmere at sige, at jeg ikke var helt tilfreds. Men alle var så pressede, og det var ikke et særlig fedt miljø at være i,” siger hun og tilføjer:

”Jeg fik aldrig at vide, at jeg gjorde et godt stykke arbejde, og jeg fik heller ikke hjælp eller rådgivning, og der var overhovedet ingen form for interesse i hverken min opgave, mit studie eller mig som person. Der var kun fokus på, at vi skulle have løst opgaverne.”

Hun blev desuden ved flere lejligheder sat til at laminere, og den ene gang laminerede hun fem timer i streg. Hun beskriver, at hun i den grad har følt sig udnyttet som gratis arbejdskraft, og generelt husker hun praktikforløbet som en ubehagelig tid, hvor hun følte sig stresset, ekstremt træt og i virkelig dårligt humør.

Overlevelse

Også Emma fortæller om sin praktiktid som en ubehagelig periode, der var præget af en alt for stor arbejdsbyrde. Hun arbejdede til tider op mod 50 timer, selv om aftalen med virksomheden var, at det skulle være 30 timer om ugen. Og på trods af sit arbejde fortæller hun, at hun aldrig oplevede at få nogen anerkendelse i form af et 'godt gået' eller feedback.

”Jeg følte mig stresset og rigtig ked af det, og jeg følte ikke, at jeg levede op til deres forventninger, til trods for at jeg synes, at jeg gjorde en stor indsats. Det var svært at sige fra, for jeg ville gerne vise mit værd, og at jeg godt kunne mit arbejde,” siger hun.

Når Emma tænker tilbage på sit praktikforløb, var det generelt mere overlevelse end en tid, som hun nød. 

At sige fra

De fire studerende oplevede, at det var svært at sige fra over for chefen. Som praktikanter ville de gerne gøre et godt stykke arbejde, og det letteste var at sige ja.

Samtidig opstod der en følelse af tvivl: Var det bare dem selv, der skulle tage sig sammen?

”Jeg pegede ofte pilen ind mod mig selv og tænkte, om det nu var mig, der var noget galt med,” siger Emma.

De fire studerende er triste over, at de måtte afbryde praktikken, og Emilie fortæller, at hun "ville have givet alt for at komme ind i en ordentlig virksomhed."

Alligevel er de alle glade for, at de valgte at stoppe, og ville ønske, at de havde sagt fra noget før.

”Jeg er ked af, at jeg ikke stod mere ved mig selv og fortalte dem, at jeg ikke ville finde mig i det. Jeg ville ønske, jeg havde sagt fra noget tidligere, fordi så kunne det være, at man kunne få noget bedre ud af det,” fortæller Sofie.

Der skal strammes op

Både praktikkoordinator for linjen, Birte Pedersen, og den fagansvarlige for praktikken, Sara Louise Muhr, har undervejs i forløbet været i kontakt med de studerende, og de har desuden hjulpet dem med at træffe beslutningen om at afbryde praktikken.

De er ærgerlige over, at otte studerende måtte trække sig, og de prøver fortsat at finde forklaringer på, hvorfor tallet for første gang er så højt. Her mener de ikke, man kan komme uden om corona.

”Det er helt exceptionelt i år, og det er jeg 100% sikker på har været, fordi alle har været max corona-pressede.  Og det er overhovedet ikke en undskyldning for, hvorfor det sker, men det er mere en forklaring, i forhold til at jeg bestemt ikke forventer, at det sker igen,” understreger Sara Louise Muhr.

Alligevel vil de se på, hvor de kan stramme op, selv om det er svært at gardere sig helt.

”Vi skal revurdere materialet, der bliver sendt ud. Vi kan være mere tydelige i forhold til virksomhedens ansvar for ikke kun gode arbejdsopgaver, men også gode arbejdsbetingelser, som gør det muligt for de studerende at fuldføre hovedformålet, som er, at praktikken er et akademisk kursus,” siger Sara Louise Muhr.

"Hamrende dårligt"

Birte Pedersen fortæller, at de vil vurdere, hvad der skal ske med de pågældende virksomheder, samtidig med, at hun arbejder på en ny form for kontrakt. 

De vil fremover have mere fokus på at forsøge at forebygge de situationer, som de studerende kan komme ud for. Hvert år bliver de studerende klædt på til at komme ud i praktikken, men Birte Pedersen indrømmer blankt, at dette hold af studerende ikke fik den sædvanlige forberedelse pga. corona-situationen. Det har hun ekstremt dårlig samvittighed over.

”Jeg synes, det er hamrende dårligt. Men det kunne bare ikke lade sig gøre, fordi CBS var lukket. Vi kunne have gjort det online, hvilket jeg desværre ikke anså som en god mulighed. De har fået infobreve og slides, men det er ikke det samme, som at de hører på tidligere studerendes oplevelser eller møder en virksomhed,” fortæller hun.

Uanset grundene følte Sofie, Ida, Emilie og Emma sig nødsaget til at afbryde deres praktik før tid. Og selv om Sara Louise Muhr understreger, at hun på ingen måde forventer, at så mange igen må afbryde praktikken, har hun et klart budskab til virksomhederne, der skal have praktikanter i fremtiden:

”Det handler ikke kun om, at den studerende kan få praktisk erfaring, og virksomheden kan få gratis arbejdskraft og nye spændende indsigter. Virksomhederne bliver en del af CBS’ uddannelsesforløb, og de har derfor et ansvar for at sikre, at de faglige omstændigheder er på plads.”