Klassesamfundet findes stadig. Hvis vi ignorerer det, går Danmark op i limningen

Men industrisamfundet forsvandt aldrig, det blev bare glemt af de toneangivende lag i samfundets top. Sådan konkluderer forfatterne bag den tankevækkende nye debatbog 'Rige børn leger bedst'.

Vi lærer, at danmarkskortet har ændret sig gevaldigt over de sidste 30 år. Arbejderklassen er med sine cirka 40% stadig landets suverænt største befolkningsgruppe. Men den er blevet presset ud af byerne, som nu i stedet er blevet en slags uindtageligt dyre citadeller for overklassen, den øverste middelklasse og deres studerende børn. De rigeste lag er både blevet større og rigere, og de klumper sig i stigende grad sammen i parallelsamfund i storbyerne, hvor man mødes på de samme universiteter og bliver gift med hinanden.

Samfundskontrakt under pres

Beskrivelserne i 'Rige børn leger bedst' bygger på solid data og statistik, men bogens store charme består i dens læsevenlige skildringer af Danmark, som sætter ansigt på tallene. Vi kommer fx omkring Aalborg, hvor borgerne i det velaflagte Hasseris stemmer længere til højre for midten og lever væsentligt længere end arbejderne i Aalborg Øst kun få kilometer derfra.

Og så kommer vi selvfølgelig forbi København, hvor forandringerne står skarpest. I 1987 kom 56% af beboerne på Vesterbro fra arbejderklassen. I 2019 var det tal faldet til 15%. I samme periode voksede overklassen og den højere middelklasses andel fra 4% til 47%. Arbejderne pendler i gennemsnit 74 kilometer til Rådhuspladsen, mens konsulenterne, redaktørerne og finansfolkene kan tage cyklen.

En gennemgående pointe i bogen er, at den voksende klassemæssige segregering sætter samfundskontrakten under pres. De øverste og toneangivende lag har nemlig ringere velvilje over for velfærdsstaten end de mindre velstillede klasser, som faktisk er afhængige af den. Det skaber mistillid og lede i bunden.

Skrækeksemplet er Frankrig, som er ved at gå op i den sociale limning. Da De Gule Veste gik på gaden i 2018, var det et udtryk for manglende solidaritet mellem storbyeliterne og de 60%, som bor ude i det såkaldt perifære Frankrig. Billedet er ikke blevet bedre under pandemien, hvor politikerleden er eksploderet, mens konspirationer og radikalisering på begge fløje blomstrer.

Medvind til S

Der er solid faglig ballast i bogens forfatterkollektiv, som bl.a. tæller professor i statskundskab Jørgen Goul Andersen og afdelingsdirektør i Danmarks Statistik Niels Ploug. Argumenterne står skarpt og veldokumenterede.

Et par af kollektivets fem penne kommer fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og derfor overrasker det måske heller ikke, at Mette Frederiksens socialdemokratiske regering ikke får mange kritiske ord med på vejen. Tværtimod.

Det trækker i mine øjne ikke meget fra bogens skarpe og levende analyse, men det er værd at have med, at vi er ude i en debatbog og ikke en videnskabelig afhandling. Og det er en glimrende debatbog.