Boganmeldelse

En guide til at slippe af med pseudoarbejdet

25.8.2021

af

Dennis Nørmarks nye bog om pseudoarbejde er en slags selvhjælpsguide med gode og konkrete råd til alle fra frontlinjen til bestyrelseslokalet. Den er informativ, veloplagt og båret af en dejligt menneskevenlig indstilling.

Jeg arbejdede engang for en startup, der voksede sig så tilpas stor, at ledelsen følte sig tvunget til at indføre nogle rigtige HR-systemer. Hvert kvartal skulle jeg vælge tre mål, og ved kvartalets afslutning skulle vi så mødes og se, hvordan det var gået.

Og så gik skuespillet ellers i gang. Mine mål lå gerne i en skuffe indtil et par timer før samtalen, hvor jeg begyndte at finde på en historie, der kunne efterrationalisere min præstation. Særligt speget blev det, da jeg lærte, at det faktisk ikke var godt at komme 100% i mål. Man skulle helst ligge omkring 80%. Ellers havde man jo været for uambitiøs i sin målsætning...

I 2018 rev antropolog Dennis Nørmark og filosof Anders Fogh Jensen tæppet væk under den slags tidsspilde. 'Pseudoarbejde' kaldte de fænomenet, og det vakte med det samme genklang i den danske befolkning. Deres bog solgte 20.000 eksemplarer.

Meningsløshed og mistrivsel

I 'Tilbage til arbejdet' fortsætter Nørmark, hvor den første bog slap. Han bruger de første kapitler på at gentage diagnosen: I de sidste 30 år er vores samfund blevet mere og mere fyldt med meningsløst arbejde, som ikke skaber direkte værdi for nogen. Afrapporteringer, timeregisteringer, projektworkshops, udviklingsmøder og alle mulige andre overflødige opgaver, som sjældent har andet end sin egen selvopretholdelse som formål.

Det stækker værdiskabelsen, og det har ført til en grundlæggende mistrivsel. Hele 76% af de adspurgte danskere har været i kontakt med pseudoarbejde, og kun 20% af den globale arbejdsstyrke er engageret i sit arbejde. Produktivitetstilvæksten er for længst stagneret, og samtidig boomer stress og udbrændthed. Skal man tro Nørmark, er pseudoarbejdet disse faresignalers fællesmængde.

Lad den sunde fornuft råde

Men 'Tilbage til arbejdet' vil ikke bare harcelere. Faktisk er der tale om en slags selvhjælpsbog, som henvender sig til alle mennesker fra frontlinjen til bestyrelseslokalet – med gode og konkrete råd til at spotte, undgå og reducere pseudoarbejdet.

Det er informativt, veloplagt og båret af en dejligt menneskevenlig indstilling. Den grundlæggende ideologi bag Nørmarks råd er, at menneskers sunde fornuft skal veje tungere end systemer. Systemerne er nemlig bygget ud fra en gammel og tayloristisk idé om, at regler og rammer skal kompensere for dumme menneskers konstante fejl.

Svaret er at genskabe tilliden, minimere kontrollen og give ansatte lov til at træffe deres egne beslutninger. Det er den udøvende krop og ikke det bureaukratiske hoved, der skal diktere arbejdets form.

Systemet er kørt skævt

Nørmarks projekt er af nogle blevet tolket som et angreb på højtuddannede akademikere og hårdtarbejdende djøfere, og der er da heller ingen tvivl om, hvem den største pseudoarbejdsbyrde ligger hos. Men en væsentlig pointe i bogen er, at pseudoarbejdet ikke er noget, vi skaber med overlæg. De fleste af os handler aldeles rationelt og pligtopfyldende inden for rammerne. Det er systemet, der er kørt af sporet.

Det vil nok gøre lidt nas på den loyale fagforeningslæser, at Nørmark betragter fagbevægelsen som en del af dette system. Men den holdning fylder ikke meget i en bog, der i det store hele er ret god til at holde blikket på bolden og gøre et presserende emne spiseligt og håndgribeligt. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet