Min studietid

Natasha Al-Hariri: ”Din karriere er ikke ødelagt, bare fordi du dumper”

23.8.2021

af

PR-foto

PR-foto

Natasha Al-Hariri kæmper for flygtningerettigheder og er en velkendt stemme i debatten. Jurastudiet tog hende otte år at færdiggøre, men det fortryder hun ikke: ”Jeg havde nok ikke været det samme sted, hvis jeg bare havde kørt ad en lige vej.”

Natasha Al-Hariri er blevet et af ansigterne på minoritetskvinders kamp for retfærdighed. I den offentlige debat diskuterer hun emner som integration, islam og ligestilling – ikke fordi hun nødvendigvis har lyst, men fordi hun mener, det er vigtigt. Også selv om det har medført had og trusler mod hende og hendes familie.

Natasha Al-Hariri har selv oplevet, hvad det indebærer at vokse op som flygtning, og arbejder som direktør i Dansk Flygtningehjælp Ungdom for at sikre bedre rettigheder for borgere med flygtningebaggrund.

Jura blev starten på den kamp. Med en forestilling om at redde verden, der måske er forholdsvis klassisk for jurastuderende, ønskede hun at bruge sine personlige erfaringer til at ændre udlændingesystemet og integrationspolitikken. Hun endte derfor også med speciale i udlændingeret og menneskerettigheder.

Når du husker tilbage på din studietid, hvad står så tydeligst?

”Noget af det, som slog mig allermest, da jeg startede på studiet, var, hvor nyt et område det var. Det var et helt nyt fagligt sprog og en ny verden, jeg skulle lære fra bunden af. Det var både vildt spændende og nervepirrende og på mange måder også definerende for den måde, man anskuer sig selv på. Jeg husker tydeligt, hvor overvældende det var, da jeg sad et halvt år inde i studiet sammen med en vennegruppe og ventede på vores første eksamenskarakter. Det var bestået/ikke bestået. Der sad jeg med følelsen, at det var knald eller fald,” siger Natasha Al-Hariri og tilføjer:

”Jeg kom igennem studiet bl.a. ved at benytte mig af muligheden for at udskyde eksamener, og på mit første semester på kandidaten tog jeg kun et enkelt valgfag, fordi jeg havde brug for at komme lidt ned i gear. Faget hed kriminologi, og her fik jeg en pause fra paragrafferne og fik besøgt nogle fængsler.”

Jeg er leder af en organisation, hvor der også er studerende, som oplever et stort pres i forhold til at blive færdige og få de helt rette karakterer. Jeg prøver at huske at sige til dem, at det skal nok gå

Natasha Al-Hariri tog en måske længere og mere snørklet vej end de fleste, da det tog hende otte år at færdiggøre sit studie. Men kigger hun tilbage på studietiden dagen i dag, er der ikke noget, hun ville have gjort anderledes:

”Jeg havde nok ikke været det samme sted, hvis jeg bare havde kørt ad en lige vej.”

Hvad var din største sejr i studietiden?

”Sejren i sig selv var at gennemføre studiet – især faget skatteret. Sådan ser jeg det i dag, fordi det var en vildt intens tid, og jeg havde også min tvivl om studiet nogle gange.”

Hvis du skulle studere i dag, hvad ville du så være opmærksom på nu, som du ikke var dengang?

”Jeg har venner fra min studietid, som jeg ser i dag. Men jeg ville nok gerne have været mere opmærksom på det sociale. Det havde nok også været godt givet ud, hvis jeg havde prøvet forskellige studiejobs og interessefelter, da jeg har været ret fokuseret på mit felt. Jeg har fx aldrig arbejdet på et advokatkontor, men har til gengæld haft frivillige jobs, som var studierelaterede, og arbejdet på en kaffebar,” siger hun.

”I slutningen af min bachelor engagerede jeg mig i den frivillige forening Refugees Welcome, der yder juridisk rådgivning til asylansøgere. Den dag i dag er jeg stadig engageret, nu som bestyrelsesmedlem. I foreningen fik jeg øjnene op for, hvor vigtigt det er, at vi får flere dygtige kræfter ind på området.”

Hvis du skal komme med et godt råd til de studerende i dag, hvad ville du sige?

”Husk at mærke efter. Jeg er leder af en organisation, hvor der også er studerende, som oplever et stort pres i forhold til at blive færdige og få de helt rette karakterer. Jeg har efter min studietid været opmærksom på, at det ikke er liv eller død. Samtidig prøver jeg at huske at sige til de studerende på min arbejdsplads, at det skal nok gå,” siger Natasha Al-Hariri.

”Éns karriere er ikke ødelagt, bare fordi man dumper eller udskyder et fag eller sit speciale. Det behøver ikke være en hæmsko for karrieren.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet