NGO-drama

Gadejuristen fortsætter

4.8.2021

af

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Efter stor intern uro har Gadejuristen været på vej til at lukke, men nu vil foreningen ansætte nye folk. En gruppe tidligere ansatte har samtidig etableret en ny organisation med samme formål.

I juni så det ud til, at det var slut med retshjælp til socialt udsatte i det københavnske gademiljø. Efter en intern konflikt var den prisbelønnede organisation Gadejuristen ved at lukke.

Men nu er situationen vendt på hovedet. Inden længe kan der tværtimod være to parallelle organisationer med næsten identiske navne, der begge vil hjælpe borgere, der har svært ved at opsøge og få retshjælp.

Gadejuristen fortsætter nemlig alligevel – og samtidig har en flok tidligere medarbejdere etableret foreningen Gadens Jurister. Begge har adresse på Vesterbro i København kun godt 1.000 meter fra hinanden.

Lukning var i fuld gang

Sidst i juni var meldingen fra Gadejuristens bestyrelse, at man var i gang med en afvikling. Tre uger senere dukkede der et stillingsopslag op.

”Gadejuristen mistede i foråret 2021 en række medarbejdere og har valgt at reorganisere retshjælpsaktiviteterne,” lyder det i jobannoncen, hvor organisationen søger tre jurister til udgående retshjælp.

Gadejuristen blev stiftet i 1999 og er en privat organisation, der yder udgående retshjælp og støtte til udsatte mennesker. Organisationen modtager op mod otte millioner kroner i bevillinger om året og er på Finansloven.

”Sådan faldt Gadejuristen fra hinanden,” skrev Djøfbladet i juni som overskrift på en længere artikel om den magtkamp, der har fundet sted mellem bestyrelsen og en stor gruppe medarbejdere.

Stridens kerne er, hvorvidt medarbejderne klagede over leder og stifter Nanna W. Gotfredsen til bestyrelsen, hvilket bestyrelsen mener. Medarbejderne forklarer omvendt, at de alene udtrykte deres bekymring.

Der hersker fortsat forvirring om, hvad der er op og ned i konflikten. Dagbladet Information har skrevet, at der kan være tale om, at de utilfredse medarbejdere ønskede at overtage magten i organisationen.

”Jeg kan ikke finde anden forklaring, end at det har været et kupforsøg,” lød det fra bestyrelsesmedlem og professor emeritus Kristian Andenæs.

Konflikten udløste, at en stor gruppe medarbejdere forlod organisationen; Nanna W. Gotfredsen blev hjemsendt, og tre medarbejdere blev fyret.

Gadejuristens bestyrelse begyndte derpå en formel nedlukning, hvor de bevilgede millioner skulle returneres til myndighederne.

"Vi er ved at afvikle Gadejuristen i sin nuværende form,” udtalte medlem af bestyrelsen og pensioneret overlæge Peter Ege til Djøfbladet.

Gadejuristen under reorganisering

Men nu er tonerne skiftet.

”Vi vasker tavlen ren og kigger fremad,” lyder det fra Peter Ege, der forklarer, at Socialstyrelsen og Civilstyrelsen er orienteret om, at Gadejuristen ikke lukker alligevel.

Socialstyrelsen bekræfter over for Djøfbladet, at sagen om Gadejuristen er inde i en ny udvikling.

”Vi kan bekræfte, at der på nuværende tidspunkt pågår en dialog med Gadejuristen om Gadejuristens organisering, men dialogen er endnu ikke afsluttet,” lyder det i en e-mail.

Tidligere medarbejdere i spil

Da syv medarbejdere i foråret 2021 forlod Gadejuristen som følge af konflikten med bestyrelsen, blev de tre øvrige medarbejdere fyret af bestyrelsen, der vurderede, at det var omsonst at fortsætte arbejdet.

Nu lyder det fra Peter Ege, at de tre fyrede medarbejdere kan være en del af fremtiden.

”De er velkomne til at søge stillingerne,” siger Peter Ege.

Meget tyder desuden på, at stifteren af Gadejuristen, Nanna W. Gotfredsen, også er på vej tilbage til den reorganiserede udgave af Gadejuristen, hvor hun får en eller anden rolle.

”Ikke som leder, men som medarbejder i en eller anden funktion,” forklarer Peter Ege.

Nanna W. Gotfredsen blev hjemsendt af bestyrelsen, da striden mellem medarbejderne og bestyrelsen opstod.

Hun har ikke reageret på henvendelser fra Djøfbladet. Men i Information forklarer hun, at 2020 var et ”råt år” for folk på gaden.

”Jeg var også selv godt træt og slidt og fungerede helt sikkert ikke som optimal leder, hvis jeg da nogensinde har gjort det. Jeg har mest haft fokus på den enkelte og sagen,” siger Nanna W. Gotfredsen til avisen og tilføjer, at hun er ”megaked af, at dialogen med de ansatte er gået fløjten”.

Udbryderne fortsætter

De syv medarbejdere – seks jurister og en socialrådgiver – der i foråret 2021 sagde deres stillinger op hos Gadejuristen, stiftede sidst i juni en alternativ organisation, Gadens Jurister.

Initiativtager og talsmand for Gadens Jurister er jurist Maja Løvbjerg Hansen. Hun kommenterer den overraskende melding om Gadejuristens reorganisering således:

”Såfremt de ønsker at genåbne en retshjælp, får omstruktureret deres organisation og får løst deres udfordringer, så velkommer vi det,” lyder det – med en tydelig markering af, at Gadejuristen har mistet mange års anciennitet, da Maja Løvbjerg Hansen og hendes kolleger forlod organisationen.

”Vi ved fra vores samlede 70 års erfaring fra det specialiserede retshjælpsarbejde, at der er brug for kvalificeret retshjælp,” fastslår hun.

Støtte til Gadens Jurister

Maja Løvbjerg Hansen forklarer, at det er lykkedes Gadens Jurister at få støtte fra Dreyers Fond og Oak Foundation Danmark, så driften er finansieret året ud.

”Den tid skal vi bruge til at sikre varig finansiering. Det er vores forhåbning og forventning, at der er bred politisk opbakning om at sikre adgangen til specialiseret retshjælp til de mest udsatte. Er det ikke tilfældet, må vi undersøge muligheden for at blive fuldt privat finansieret,” forklarer hun.

Maja Løvbjerg Hansen har tidligere kritiseret bestyrelsen i Gadejuristen for at mangle relevante kompetencer. Hun understreger over for Djøfbladet, at Gadens Jurister har en bestyrelse med solid driftserfaring og kompetencer. Advokat Knud Foldschack er formand for bestyrelsen.

Peter Ege fra Gadejuristen hilser den nye organisation velkommen:

”Det er helt OK, hvis de kan lave noget, der er fornuftigt. De pågældende medarbejdere søgte jo selv væk. Så hvis det lykkes, og de kan skaffe penge, så er det fint.”

Formand: Ingen kommentarer

Djøfbladet vil gerne vide mere om, hvorfor bestyrelsen har foretaget denne revurdering af situationen. Peter Ege henviser til bestyrelsesformand Marianne Thomas Schouw, der via e-mail svarer:

”Bestyrelsen for Gadejuristen har i øjeblikket ingen kommentarer omkring den nuværende situation.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet