Nyt job

Efter fem et halvt år på uni er Alexander blevet poder

11.8.2021

af

Foto: Privat

Foto: Privat

For nyuddannede Alexander Søborg Rasmusen var det tungt at få jobafslag efter jobafslag. Så nu lever han af at lave corona-tests. Men selv om det er sjovt, ved han, at han må videre.

I april blev 25-årige Alexander Søborg Rasmussen færdig som cand.merc. i innovationsmanagement fra Aalborg Universitet. Med en lang videregående uddannelse i bagagen havde han set frem til sit første fuldtidsarbejde inden for et fagrelevant arbejdsområde. Sådan skulle det ikke gå.

Jobsøgningen udmøntede sig i 10-15 ansøgninger hver uge – dog uden held. Så da han så et opslag fra Falck Danmark A/S, valgte han at lægge sine krav til det første fuldtidsjob på hylden og tage chancen.

”Jeg så, at der var et poder-job i Horsens, og tænkte: ’Hvorfor ikke? Lad mig bare prøve.’ I løbet af fire dage blev jeg ringet op og fik tilbudt jobbet. Og så var det egentlig bare i gang derfra,” fortæller han.

Et job som poder havde Alexander Søborg Rasmussen aldrig tænkt, at han ville ende med. Derfor havde han også blandede følelser, da han fik beskeden.

”På den ene side tænkte jeg: ’Yes, jeg har fået et job’, mens jeg på den anden side tænkte jeg, at det slet ikke var fagrelevant.”

Hans drømmejob var og er fortsat at finde et arbejde inden for logistik eller ny energi. Men efter at have siddet derhjemme i noget tid uden at lande et job havde han brug for, at der skete noget.

”Det er lidt demotiverende at søge det ene job efter det andet og så få et nej. Jeg var lidt nået dertil, hvor jeg ikke rigtig lavede andet end at søge og have lidt dårlig samvittighed over ikke at få noget. Derfor var det godt, at jeg fik muligheden for at komme i gang og møde nye mennesker.”

Muligheden var så tæt på, og det var næsten, som om jeg kunne røre den, og så røg den ud pga. nogle omstændigheder, ingen af os kunne styre

Job i Kina

Alexander Søborg Rasmussen har taget det meste af sin kandidatuddannelse i Kina, og selv om corona på sin vis endte med at give ham jobbet som poder, har pandemien også kostet ham en kæmpe chance.

”Jeg havde fået muligheden for at arbejde ved den danske ambassade i Beijing, og jeg havde egentlig også fået et ja og var blevet sikkerhedsgodkendt.”

”Men pga. corona er der hårde regler i forhold til visum, og jeg ville ikke kunne være på studievisum, hvis jeg fik et fuldtidsjob,” forklarer han.

Derfor skulle Alexander Søborg Rasmussen have et arbejdsvisum, men det kunne han kun få ved at rejse til Danmark, blive godkendt og derefter rejse tilbage til Kina. Men pga. corona kunne det ikke lade sig gøre, og det var derfor ikke muligt for ham at få jobbet.

”Det var en stor mavepuster, da det var en stor chance for mig at få noget relevant arbejdserfaring. Muligheden var så tæt på, og det var næsten, som om jeg kunne røre den, og så røg den ud pga. nogle omstændigheder, ingen af os kunne styre. Så det var meget trist,” fortæller han.

En berigende oplevelse

Tiden efter at være vendt tilbage fra Kina var hård for Alexander Søborg Rasmussen. Pga. corona havde han misset chancen for at lande sit første job, og jobsøgningen i Danmark viste sig at være op ad bakke. 

”Jeg har en god uddannelse, men jeg har ikke to-fem års relevant erhvervserfaring, som jeg kan skrive på mit cv. Samtidig har jeg bygget et netværk op i Kina, og jeg har ikke så meget netværk i Danmark. Det har gjort det noget sværere, og så er det kun blevet endnu sværere pga. corona.”

Men selv om jobbet som poder ikke står højest på Alexander Søborg Rasmussens liste over drømmejobs, har det givet ham fornyet energi.

”Efter min tid i Kina havde jeg en ret depressiv periode. Det har hjulpet mig med at komme over på den anden side. Så på sin vis har det været super-positivt at få det her job, da jeg både har mødt en masse mennesker og er kommet i gang,” siger han og tilføjer:

”Jeg mærker egentlig, at jobbet er meget berigende, fordi jeg får lov til at mærke det sammenhold, der er blandt kollegerne. Selvfølgelig er det ikke det job, jeg havde forestillet mig, at jeg skulle have, men så er det heller ikke værre, fordi man har det bare rigtig sjovt.”

På jobbet er Alexander Søborg Rasmussen i kontakt med en masse forskellige mennesker, og selv om vagterne er lange – 12,5 timer – er der ofte hændelser, som gør, at han er vild med sit job. 

”En dag kom der et lille barn, som sprittede hænder, og så begyndte hun at slikke på sine hænder, fordi hun syntes, det smagte godt. Der er en masse små episoder hver dag, hvor man får et lille grin på læben,” fortæller han.

Håbet er intakt

Selv om jobbet som poder har vist sig at være rigtig positivt for Alexander Søborg Rasmussen, har han dog ikke stoppet sin jagt på et andet job. Han sender derfor fortsat ansøgninger til diverse virksomheder, når tiden er til det.

”Alt i alt er poder-jobbet dejligt. Men hvis jeg fik muligheden for at få et andet job, ville jeg sige ja. For som nogle siger, arbejder man sig jo til at være jobløs. Selv om det er sjovt og godt, er jeg nødt til at komme videre,” forklarer han.

”Specielt inden for branchen med ny energi, som er en voksende branche, har jeg en stor tro på, at det nok skal lykkes. Hvis jeg vil det nok, og det vil jeg, så skal der nok komme en mulighed. Det er bare et spørgsmål om tid, og at jeg overbeviser den rette.”

Alexander Søborg Rasmussen

2021- Podeassistent, Falck Danmark A/S

2021 Lagermedarbejder, Randstad

2017-18 Brand Ambassador, Penny Lane Fundraising

2013-15 Grundlægger, Nailed It

Uddannelse:

2021 Kandidat i Innovation Management, Aalborg Universitet og University of Chinese Academy of Science (UCAS), Beijing

2018 Bachelor i Erhvervsøkonomi (HA), Aalborg Universitet

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet