Lone arbejdede uafbrudt i 30 år. Nu er hun gået på detox

For lidt over et år siden blev Lone Folmer Berthelsen udnævnt til underdirektør i Dansk Industri (DI). Stillingen med ansvar for uddannelser var kulminationen på hendes karriere. Alligevel sagde hun op i slutningen af februar uden at have et andet job i baghånden.

”Jeg er hverken blevet syg eller fyret, og det er min egen beslutning.”

Sådan begynder Lone Folmer Berthelsen sin forklaring på, hvorfor hun som 56-årig pludselig har valgt at stoppe med at arbejde. Og hun elsker ellers at arbejde og har identificeret sig med sit job, lige siden hun blev færdig på statskundskab i 1993.

Nu er hun og manden flyttet fra Brønshøj til Fyn. De er kommet tættere på deres søskende og forældre og har fået en større have. Da Djøfbladet taler med hende om den store beslutning, har hun lige plukket syv kilo rabarber og har derfor ondt i kroppen.

Og hendes krop er netop én af grundene til, at hun trak stikket i DI. Den var begyndt at tale til hende, og den var ikke glad.

En anden grund er, at hun gerne vil lære, hvem hun egentlig er, når hun ikke arbejder.

”Jeg har altid arbejdet meget. Det har jeg prioriteret og været glad for. Jeg har været i en familie og med en ægtemand, der accepterede det – eller i hvert fald indrettede sig efter det,” fortæller Lone Folmer Berthelsen, der har været chef i de fleste af sine næsten 30 år på arbejdsmarkedet.

Lyset var slukket to timer pr. døgn

Da deres tre børn var mindre, sørgede begge forældre for at være hjemme om eftermiddagen, så familien kunne være sammen.

”Så stod én af os for maden. Den anden lå på gulvet og lod den mindste kravle rundt på sig, mens man lavede lektier med nummer to og svarede på spørgsmål fra nummer tre.”

I en længere periode havde de begge to så meget arbejde, at manden arbejdede videre, når børnene gik i seng. Selv gik han til ro klokken 2 om natten. Lone Folmer Berthelsen stod så op klokken 4 for at arbejde nogle timer, inden dagen begyndte for resten af familien.

”En dag ringede vores genbo, der var elektriker, på døren. Han tilbød os at lave et system, så lyset slukkede af sig selv om natten. Jeg kunne så forklare ham, at der faktisk var nogle oppe, når der var lys i huset,” griner hun.

Ingen fodbold

Der var også deromkring, at hun lærte ikke at sende mails for tidligt om morgenen. En medarbejder fortalte, at det stressede at modtage dem, inden arbejdsdagen begyndte på kontoret. Løsningen: At gemme tidlige morgenmails i udbakken – og så sende hele molevitten, når hun mødte fysisk ind på arbejde.

Selv om børnene blev prioriteret om eftermiddagen, var de altid de sidste, der blev hentet i institutionen. Deres søn, som er vild med fodbold, fik heller aldrig mulighed for at spille på et hold. I weekenderne, hvor der bliver afviklet fodboldkampe, skulle familien nemlig være sammen med slægtninge og venner eller tage i sommerhus for at få familietid.

”Der er selvfølgelig nogle ting, der er gået ud over børnene. Jeg har efterfølgende undret mig over, hvorfor vi egentlig ikke betalte en ung pige – bare for at hente børn og starte på kartoflerne, inden vi kom hjem.”

Lone Folmer Berthelsens arbejdstid eskalerede, da børnene blev større og begyndte at flytte hjemmefra. Hun havde altid ligget på omkring 55 timer om ugen. Nu var hun oppe på et sted mellem 60 og 70 timer.

”Kom nu, Lone!”

Da den yngste datter forlod reden i begyndelsen af sidste år, kunne Lone Folmer Berthelsen mærke, at der skulle ske noget. Der var ikke længere nogen børn, hun skulle hjem til, så hun arbejdede mere og mere. Hun besluttede sig derfor for at finde en fritidsinteresse.

”Men der var ikke noget, jeg havde lyst til. Så jeg tænkte: ’Kom nu, Lone! Der må sgu være et eller andet.’ Jeg endte med at melde mig til noget gospel med en veninde. Mest for at vi havde en fast dag om ugen, hvor vi fik snakket sammen.”

Hun arbejdede dog ikke mindre af den grund. Hun kunne ikke finde ud af at begrænse sig og kunne sagtens finde på at sidde og nørde arbejde tre-fire timer om aftenen ved køkkenbordet, inden hun gik i seng.

Derfor tog hun fat i sig selv og tænkte: ’Jamen Lone, du er simpelthen nødt til også at lave noget andet end at arbejde.’ Hun ved godt, at det lyder helt skørt, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle bruge tiden og sig selv og gøre nytte gennem andet end jobbet.

”Jeg havde et godt arbejde, som tilfredsstillede mig. Jeg kunne bruge alle sider af mig selv, men jeg blev nervøs for den dag, hvor jeg skulle gå på pension. Så ville jeg måske være én af dem, som sætter sig ned i en stol og ikke har kræfterne til at starte et nyt liv.”

Tid til sabbat

Løsningen var at tage sabbattid fra arbejdslivet. Beslutningen var længe undervejs og involverede bl.a. et regneark, som viste, hvordan økonomien ville være, hvis hun stoppede med at få løn.

Samtidig solgte hun og manden deres villa i Brønshøj og flyttede til et billigere hus i Ørbæk på Fyn. Overskuddet fra salget samt overblikket fra regnearket gør, at de kan godt klare sig, til ”pensionerne begynder at rulle ind”, uden at hun behøver at arbejde igen.

Hendes mand er også gået lidt ned i tid. Hun ved godt, at de er privilegerede, i forhold til at det overhovedet kan lade sig gøre. Samtidig understreger hun, at de altid har haft en fornuftig tilgang til privatøkonomien. Derfor kan de gøre, som de gør nu.

”Vi er begge to jyder og tilpas nærige til selv at smøre en madpakke, når vi skal på tur og ikke købe is i iskiosken – det er billigere at købe en hel kasse i supermarkedet.”

Deres sofa er også 30 år gammel, og hun forstår godt, hvorfor køberne af huset i Brønshøj har gennemrenoveret det, ”for det trængte det til.”

Kroppen talte til hende

Ud over at Lone Folmer Berthelsen nu vil lære, hvordan hun ikke arbejder, kan hun også mærke i kroppen, at hun ikke er 28 år længere.

”Kroppen begyndte at sige: ’Lone, nu er du nået en alder, hvor du simpelthen er nødt til at tage mig alvorligt. Jeg er nødt til at få noget motion, og du bliver nødt til at spise ordentlig frokost og ikke bare tage en halv mad, når du kommer i tanke om det klokken halv tre.'”

Det med kroppen har ellers aldrig interessereret hende. Men hun mærkede, at den ikke kunne garantere for konsekvenserne, hvis hun ikke tog den alvorligt.

Hun var begyndt at tage på i vægt. Desuden var hun mere træt om aftenerne end tidligere. Mest af alt havde hun lyst til at gå i seng inden TV-Avisen.

”Og så er der bare ikke meget liv tilbage. Det havde jeg ikke prøvet før. Det havde sneget sig ind på mig.”

Hun kalder sin opsigelse for rettidig omhu. Hun kan ikke reparere alt, hvad hun har ødelagt gennem årene, men hvis hun skal være der for familien, er hun nødt til at bevæge sig mere ned i kroppen, end hun har været i lang tid.

Det er derfor også helt bevidst, at der hører en stor have til det nye hus på Fyn.

”En have er en måde at lægge noget gymnastik ind, som har et formål, man kan se resultatet af. Vi synes nemlig ikke, at det er fascinerende at gå i fitnesscenter.”

”En form for narkomani”

Det paradoksale er, at hun nu kan mærke i hele kroppen, at hun stoppede med at arbejde i slutningen af maj. Den værker og har det, ”som om den er ved at udskille et eller andet.” Hun gætter på, at kroppen reagerer, fordi hun er gået så meget ned i tempo. Hun sammenligner det med at blive syg i begyndelsen af en ferie, hvis man har arbejdet meget lige inden.

Hun vågner stadig klokken fem om morgenen og er i gang med at øve sig i at sove videre i stedet for at tjekke morgennyheder på mobilen. Hendes hjerne kan heller ikke lade være med at formulere strategier og presseplaner, når hun støder på noget i nyhedsstrømmen, som hun skulle tage stilling til, dengang hun arbejdede i DI.

”Det kan sammenlignes lidt med en form for narkomani. Kroppen er vant til nogle andre helt andre rytmer og har reageret ved, at den ikke rigtig kan finde ud af, hvad vi har gang i. Jeg er ved at detoxe. Jeg regner med, at det er overstået efter sommerferien.”

Livsnyder på LinkedIn

På LinkedIn er hendes jobbeskrivelse skiftet til ’Livsnyder’. Lige nu nyder hun nemlig, at der ikke er et job, der dikterer hendes hverdag. Hun afviser ikke, at hun skal arbejde på et tidspunkt igen. Hun har allerede fået flere henvendelser fra potentielle arbejdsgivere.

”Jeg ved ikke, hvad jeg ender med at lave. For jeg har ikke fået styr nok på mig selv endnu.”

Det skal dog ikke være lønnens størrelse, der afgør, hvad hun skal beskæftige sig med. Hun overvejer at arbejde frivilligt som fx besøgsven hos udsatte familier eller som mentor for studerende. Hun kunne også finde på at åbne en bed and breakfast. Det vigtigste for hende, er at hun kommer til at lave noget, hvor hun er sammen med andre mennesker, hvilket altid har været et vigtigt aspekt i hendes arbejdsliv. 

Arbejdstimer for et helt liv

Hun er fuldt bevidst om, at det på et tidspunkt godt kan blive svært at komme tilbage på arbejdsmarkedet igen, og har desuden haft dårlig samvittighed over at forlade det før tid. Både fordi hun forlod medarbejderne under corona, og fordi hun sagde op, så kort tid efter at hun blev underdirektør.

”Jeg har oplevet det som en enormt egoistisk beslutning,” siger hun.

Det gør det heller ikke lettere, at hun har arbejdet 10 år i DI, hvor meget har handlet om at sikre tilstrækkeligt kvalificerede hænder på arbejdsmarkedet.

”Jeg bliver ramt af dårlig samvittighed over, at vi jo er nogle, der bliver nødt til at levere, når ikke alle kan levere lige meget.”

Hver gang hun har vendt det med venner og familie, har de afvist hendes dårlige samvittighed og sagt, "at jeg allerede har leveret arbejdstimer for et helt liv," fortæller hun.

"Det ved jeg også godt. Jeg har ikke mødt nogen, der har sagt: ’Helt ærligt, Lone. Det kan du ikke byde samfundet.’ Jeg forsørger jo også mig selv og ligger ikke samfundet til last. Man kan også kalde det at slutte på toppen, mens jeg har kræfterne til at gøre noget andet.”