Jura

Arbejdsgivere er bekymrede for, at djøfere kører vanvidskørsel

1.6.2021

af

Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix

Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix

Arbejdsgivere laver nu tillæg til ansættelseskontrakter for at gardere sig mod at hænge på regningen, hvis du kører hasarderet i din arbejdsgiverbetalte bil.

Flere arbejdsgivere vil nu være helt sikre på, at det ikke er dem, der kommer til at hænge på regningen, hvis en medarbejder kører vanvidskørsel i firmabilen.

Siden straffen for vanvidskørsel blev skærpet i marts, er flere Djøf-medlemmer nemlig blevet præsenteret for et tillæg til deres ansættelseskontrakt, fortæller René Óli Rasmussen, chefkonsulent i Djøf.

Med den nye lovgivning er der kommet strafskærpelser på 50-100% for de groveste forseelser, og samtidig er det blevet muligt at konfiskere køretøjer, som er blevet brugt til vanvidskørsel.

Det er særligt det sidste, der har fået arbejdsgiverne til at reagere. Altså at køretøjer kan blive konfiskeret på stedet, hvis de er blevet brugt til vanvidskørsel – uanset at det ikke føreren selv, der står som ejer.

I de tillæg til ansættelseskontrakter, som Djøf har haft til gennemsyn, står der, at det er forbudt at køre vanvidskørsel i firmabilen, og hvis man gør det alligevel, er det medarbejderen selv, der er erstatningsansvarlig, hvis bilen bliver konfiskeret, fortæller René Óli Rasmussen.

Der står også, at vanvidskørsel kan få ansættelsesretslige konsekvenser.

”Konsekvensen kan være en bortvisning – altså at du mister dit job og dit opsigelsesvarsel,” siger René Óli Rasmussen.

Altid medarbejderens ansvar

Han har dog ikke hørt om Djøf-medlemmer, der rent faktisk har kørt vanvidskørsel i deres firmabil. Hverken før eller efter den nye lov er trådt i kraft.

Men han har hørt fra medlemmer, der har fået fartbøder og gerne vil have arbejdsgivere til at betale, fordi de har kørt for stærkt i arbejdssammenhænge. Men den går ikke.

”En arbejdsgiver må ikke betale for en fartbøde, fordi det er en personlig bøde til bilisten,” siger René Óli Rasmussen.

Formentlig overflødigt

René Óli Rasmussen forventer dog, at Djøf i den nærmeste fremtid bliver kontaktet af endnu flere medlemmer, som bliver bedt om at skrive under på et tillæg til deres ansættelseskontrakt om vanvidskørsel, fordi arbejdsgiverne vil være helt sikre på, at de ikke på nogen måde kan komme til at hæfte for en medarbejders helt uforsvarlige kørsel.

Men faktisk er det formentlig helt overflødigt. For selv om du har trykket speederen helt i bund for at kunne nå fra det ene kundemøde til det andet, vil det være dig og ikke din arbejdsgiver, der kommer til at betale for den konfiskerede bil.

”Vores umiddelbare vurdering er, at hvis man har kørt vanvidskørsel, og bilen er blevet beslaglagt, kan man højst sandsynligt blive gjort erstatningsansvarlig over for arbejdsgiver – uanset om det står i ansættelseskontrakten eller ej,” siger René Óli Rasmussen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet