Læserbrev

Brug frivilligt arbejde til at skifte branche, job eller opgaver

14-06-2021
3 min.
I en tid, hvor mange virksomheder har fokus på CSR, verdensmål og bæredygtighed, er frivilligt arbejde hos fx en NGO en glimrende ting at have på cv'et, skriver udviklingskonsulent Christina Madsen. Foto: PR

Der er ingen skam i at bruge frivilligt arbejde som en trædesten på vejen mod et andet arbejde eller nye ansvarsområder på dit nuværende job, skriver Christina Madsen, der selv har fået flere stillinger på den måde.

På frivilligområdet taler vi om cv-frivillige. Det er ofte studerende eller dimittender, der påtager sig en frivilligrolle, hvor de kan styrke deres faglige profil og kernekompetencer. De får konkrete erfaringer på cv'et inden for fx kommunikation, SoMe eller projektledelse, som i sidste ende lander dem i job.

Herfra skal lyde en opfordring til, at alle overvejer potentialet i at være cv-frivillig, og særligt hvis du har en drøm om at skifte branche eller sektor.

Jeg har aktivt opsøgt frivilligt arbejde for at positionere mig til en stillingstype, opgaver og ansvarsområder, som umiddelbart lå uden for min rækkevidde.

Jeg har brugt det til at få lov at løse opgaver, som jeg på papiret ikke har forudsætninger for at løse. Så læringskurven har ofte været stejl. Den frivillige opgave går ikke nødvendigvis til den mest kvalificerede. Den går oftest til den, som tager den. Hvorfor du kan prøve kræfter med en ny målgruppe, opgaver og fra dag ét få stort ansvar.

Du kan få lov til at arbejde uden for dit udviklingsspænd, hvilket nogle chefer tøver med at give plads til, og som du derfor kan have svært ved at gøre i dit lønnede job.

Her er der mulighed for at afprøve, både hvad du kan, og hvad du vil. Du kan opleve store sejre og succeser i nye arenaer. Du kan blive inspireret og opdage nye spændende retninger, som du kan tage dit arbejdsliv i.

Gode resultater sparker døren ind

I mine seneste jobskifter har mit frivillige arbejde været afgørende for, at jeg blev ansat.

Jeg var ikke blevet ansat i DSB, hvis det ikke havde været for de kompetencer inden for politisk kommunikation og strategisk rådgivning, som jeg har tilegnet mig som kampagnefrivillig for en kandidat til og efterfølgende medlem af Folketinget. I min nuværende stilling i Ældre Sagen havde det afgørende betydning, at jeg er rådgiver på BørneTelefonen hos Børns Vilkår.

Det er min oplevelse, at mange arbejdsgivere fortsat fokuserer på de kompetencer, der knytter tæt an til uddannelse og jobtitler, hvorfor der er mindre fokus på opgaveløsning, hvilket bliver et benspænd, når vi forsøger at skifte branche eller rolle.

Den tvivl, utryghed og tøven kan vi imødekomme ved at få erfaringer med konkrete opgaver, som kan overføres på din nye arbejdsplads’ behov. De gode resultater sparker døren ind.

Flyt dig via frivilligt arbejde

Der er intet i vejen for at være frivillig, ene og alene fordi du har lyst til at gøre en forskel. Eller at du finder en sag eller organisation, som repræsenterer dine værdier, som du ønsker at støtte op om. Det må også gerne være et fristed fra dit professionelle virke.

Men der er heller ingen skam i at bruge frivilligt arbejde til at opsøge kompetence- og karriereudvikling – til at få erfaring med specifikke opgaver, højt ansvar og indflydelse, ny viden og netværk.

Vi taler om den særlige magi, der opstår i relationen mellem brugeren og den frivillige. Frivillige er dedikerede mennesker, som gør forskel for andre og fællesskabet.

Træk, der er attraktive for mange virksomheder, som har fokus på CSR, verdensmål, socialt ansvar og bæredygtighed. Virksomheder, som i stigende grad giver medarbejdere mulighed for at påtage sig frivillige hverv i arbejdstiden. Hvorfor du som aktiv frivillig fra dag ét skriver dig ind i deres værdisæt.

Samtidig tilbyder du din arbejdsgiver en medarbejder, der bruger sin fritid på at dygtiggøre sig, og som målrettet er gået efter at lande et job hos dem.



Jeg bruger fortsat mit frivillige arbejde til at få lov til at arbejde uden for mit udviklingsspænd, møde nye spændende mennesker, lære noget nyt og gøre en forskel.

Og det hele tager jeg med og får i spil mandag morgen, når jeg møder på kontoret.

Så vil du gerne flytte noget eller flytte dig selv, så overvej at blive frivillig.

Er du i tvivl om, hvordan du kommer godt i gang med at skærpe din profil via en frivilligrolle, er jeg klar på at guide og vejlede, så godt jeg kan.

 

Christina Madsen er udviklingskonsulent i Ældre Sagen. Hun har haft frivillige hverv som public affairs-rådgiver hos Kvindeøkonomien, rådgiver på BørneTelefonen, rådgiver for et medlem af Folketinget og som deltager i Djøfs medlemspanel om sektor/brancheskift. Tidligere har hun skrevet om emnet på LinkedIn

Kommentér
4
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.