Læs & lyt

14 strålende bøger og podcasts til din sommerferie

17.6.2021

af

Her har du en stor stak forslag til, hvad du bør læse og høre i hængekøjen eller på rejsen ned igennem Europa. Vores faste anmelder, Søren Ipland, har samlet stof til afslapning, inspiration og eftertanke.

Sommerferien er efterhånden til at skimte i horisonten. Forude venter stille timer i hængekøjen, læsepauser på stranden eller – hvis sommervejret bliver lige rigeligt dansk – halve dage i sommerhusets sofa.

Uanset vejret er ferien et oplagt tidspunkt at dykke ned i noget af det, vi ikke når i en travl hverdag. Men hvad er værd at bruge sin tid på at læse og lytte til?

Det spørgsmål har vi sendt videre til Søren Ipland – der til daglig er adm. direktør hos Føljeton – og hans svar sender os vidt omkring.

Vi kan fx komme ud i kosmos til en slags MUS-samtaler på et rumfartøj i det 22. århundrede. Eller vi kan hoppe ned i kaninhullet og møde danske konspirationsteoretikere.

En amerikansk komiker tager os med på en morsom rundtur i Mensa-miljøet. Og vi kan lære at forstå de 50 vigtigste klimaprincipper på 30 sekunder (altså, pr. stk.) – og følge et vidunderbarn fuppe sig til et luksusliv.

Og så anbefaler Søren Ipland også en række langsomme samtaler med folk som Ida Auken og Kristian Jensen om de helt store skift, hvor livet bliver forandret totalt.

God sommer!

Olga Ravn: ’De ansatte’

I det 22. århundrede går vi stadig på arbejde. Men det foregår på et rumskib, og arbejdet består i at observere nogle mystiske genstande fra en planet ved navn Nyopdagelsen. Sådan lyder præmissen for Olga Ravns poetiske lille science fiction-roman ’De ansatte’.

Bogen har et par år på bagen, men i foråret blev den engelske udgave nomineret til verdens mest prestigefulde bogpris, The Booker Prize. Den er altså også god.

Gry Jexen: ’Kvinde kend din historie’

For nogle år siden kastede historiker Gry Jexen sig ud i et stort projekt: Hun ville skrive kvinderne tilbage i historien. For der er nemlig et gabende stort misforhold mellem kvinders bidrag til danmarkshistorien og den omtale, de faktisk har fået i historiebøgerne.

Jexens beundringsværdige arbejde voksede sig først til en populær Instagram-side, så en glimrende podcast og nu altså også en smukt illustreret bog. Den ligner allerede et nyklassisk opslagsværk, som hører til på hylden i alle danske hjem.

’Alex og kaninhullet’ – Alexander Sjöberg, Politiken

Internettet er fantastisk. Men det er også et dybt hul af misinformation, frustration og konspirationsteorier. Tag nu bare den voksende gruppe af danskere, der har nægtet at gå med mundbind og ikke vil lade sig vaccinere, fordi de mener, at Covid-19-pandemien er skabt af en magtsyg elite, der prøver at etablere en ny autoritær verdensorden.

Journalist Alexander Sjöberg har brugt flere måneder på at grave sig ned i det voksende konspiratoriske miljøs kaninhul, og det er blevet til gribende og oplysende lytning i ’Alex og kaninhullet’.

Hvis du bliver fanget, så sæt straks The New York Times’ podcast 'Rabbit Hole' på bagefter.

Rhiannon Beaubien & Shane Parrish: ‘The Great Mental Models’

Menneskedyrets hjerne er en impulsiv rodebutik, og vi er i det hele taget elendige til at se virkelighedens konturer klart. Heldigvis findes der modeller, som vi kan køre alle indtrykkene igennem, når vi vil have et mere retvisende billede af sagens natur.

Nu er Parrish og Beaubien fra det kloge lille medie Farnam Street gået i gang med at samle den ultimative guide til mentale modeller, som du kan bruge til at træffe bedre beslutninger. I første bind stifter vi bl.a. bekendtskab med Ockhams ragekniv, tankeeksperimentet og sandsynlighedstænkning.

Man kan kalde det en slags værktøjskasse til din dømmekraft.

Sigge Winther Nielsen: ’Entreprenørstaten’

For små 10 år siden skrev den italiensk-amerikanske økonom Mariana Mazzucato bogen ’The Entrepreneurial State’. Hendes idé var, at samfundets økonomiske succes afhænger af statens vilje til at investere i storslåede projekter. Tag fx din smartphone. Den ville være værdiløs uden internet, GPS, touchskærm og søgemaskine – alle teknologier, som er udviklet for den amerikanske stats penge.

Nu har Sigge Winther Nielsen løftet analysen ind i en dansk sammenhæng, og det klæder den. Konklusionen er, at Danmark er fanget i en pseudopolitisk tomgang, hvor vores mange reformer sjældent løser de egentlige problemer. Det udhuler demokratiet.

Løsningen er en entreprenørstat, der investerer i store månelandingsprojekter – det kunne være den grønne omstilling – som vi kan samles om på tværs af sektorer. Et håbefuldt bud på fremtiden.

’My Year in Mensa’ – Jamie Loftus, iHeartRadio

“Mennesker, der praler med deres IQ, er tabere,” sagde geniet Stephen Hawking engang til en tv-journalist. Der er noget om snakken. Prøv bare at lytte til den morsomme podcast ’My Year in Mensa’.

Den starter, da den amerikanske komiker Jamie Loftus tager en IQ-test for sjov og finder ud af, at hun faktisk er skarp nok til at komme ind i klogeklubben Mensa.

Spøgen vokser, og hun ender med at tilbringe et år sammen med de skøre karakterer i den IQ-besatte underverden. Klog humor.

Thomas Mann: ’Felix Krull – en svindlers bekendelser’

Vidunderbarnet Felix Krull bliver født ind i en sydtysk champagnefamilie, som dog hurtigt falder fra hinanden. Og så går den selvforelskede dreng ellers i gang med at fuske sig op gennem samfundet, indtil han får arbejde på et stort parisisk luksushotel. Jobbet på hotellet er det perfekte udgangspunkt til at charmere overklasseløg (m/k), så han kan fuppe sig til det luksusliv, som han føler sig født til.

Der er smæk for skillingen i Thomas Manns skildring af det gamle Europas arbejdsliv og klassesamfund. Rigtig sommerlæsning.

(Forresten: Store dele af det Europa, som Mann skriver så vidunderligt om, er nu farvet gult på Udenrigsministeriets rejsevejledning. Bogen ville passe fint i håndbagagen på en togtur ned gennem kontinentet.)

Vaclav Smil: ‘Numbers Don’t Lie. 71 Things You Need to Know About the World’

Bill Gates har engang sagt, at han glæder sig lige så meget til miljøforskeren Vaclav Smils bøger, som andre mennesker glæder sig til nye Star Wars-film. Så har vi ligesom fået det på plads: Vaclav Smil er en favorit blandt nørder. Men i ’Numbers Don’t Lie’ får vi hans dybe viden i et mere lettilgængeligt og spiseligt format.

Hans ambition er den samme som Hans Roslings i bestselleren ’Factfulness’ – nemlig at få styr på de basale statistiske kendsgerninger om vores verden, så vi kan tale ud fra et oplyst grundlag.

Bogen består af 71 korte essays og artikler, så vi er ude i en god omgang bland-selv-viden.

’Skiftet’ – Flemming Møldrup, Heartbeats

Hvordan føles det egentlig at sygemelde sig med stress fra Folketinget foran hele Danmarks dømmende øjne? Eller at få sine drømme knust for rullende kameraer, fordi dit partis gamle formand er stædig? Det svarer Ida Auken og Kristian Jensen på i hvert sit afsnit af den personlige samtalepodcast fra Heartbeats.

’Skiftet’ hedder den, fordi den netop handler om de perioder i gæstens liv, hvor alting er blevet vendt på hovedet. Flemming Møldrup er vært, og det slipper han ganske godt fra. Dejligt langsomme samtaler til de langsomme sommerdage. 

Joanna D. Haigh: ’Klimaet på 30 sekunder’

Titlen siger det hele. Det her er en bog til dig, der gerne vil have greb om menneskehedens største udfordring, men synes, at det er uoverskueligt.

Den højt dekorerede britiske fysiker Joanna D. Haigh har skrevet en bog, hvor hun forklarer de 50 vigtigste klimaprincipper på, ja, 30 sekunder per styk. Hvad betyder kulstofneutralitet eksempelvis? Eller hvorfor smelter indlandsisen? Og er det vores skyld?

Det er en fremragende måde at få overblik og ammunition til de sommermiddage, hvor vor tids varmeste emne med garanti kommer på tale.

Lotte Kaa Andersen: ’Hambros Allé 7-9-13’

Hambros Allé i Hellerup er Danmarks dyreste villavej. Hvordan er det at bo derinde bag de smukke facader i de tocfrifede millionboliger? Det spørgsmål må have hjemsøgt Lotte Kaa Andersen, for i 2015 byggede hun en fremragende debutroman op omkring det. Og den er netop blevet genudgivet på Gyldendal.

I ’Hambros Allé 7-9-13’ møder vi tre af vejens familier i årene op til og lige efter finanskrisen. Det er Kristian og Line med de gamle penge og det skrantende ægteskab. Det er juristen Caroline og hendes ejendomsmæglermand Kaare med de nye penges mindreværd. Og det er det unge par Cille og Ask, som har spændt buen alt for hårdt.

Et af nyere tids mest velskrevne portrætter af den danske overklasse og de spor, finanskrisen satte.

’Day X’ – Katrin Bennhold, The New York Times

I 2017 blev en tysk militærofficer anholdt på et lufthavnstoilet med en falsk identitet og en ladt pistol. Det blev starten på en efterforskning, der lidt efter lidt optrevlede et stort komplot, hvor højreradikale kræfter i det tyske forsvar planlagde at likvidere en række af landets prominente venstrefløjspolitikere.

The New York Times skildrer den vilde historie i en ny og medrivende politisk true crime-podcast. Om højreradikalismen, der stadig ulmer lige under overfladen i brede dele af det tyske samfund.

En glimrende optakt til vores store nabolands Forbundsdagsvalg senere på året.

Sarah Steinitz: ’Rollemodeller & ravnemødre’

Hvis Danmark er et af verdens mest ligestillede samfund, hvorfor sidder kvinder så stadig på blot 28% af ledelsesstillingerne i erhvervslivet? Og hvorfor halter vi voldsomt efter de andre nordiske lande?

De spørgsmål havde sociolog og magtforsker Sarah Steinitz med i tasken, da hun sidste sommer mødtes med fire af dansk erhvervslivs mest magtfulde kvinder: Merete Eldrup, Lizette Risgaard, Karen Hækkerup og Mai-Britt Poulsen. Resultatet er en læseværdig samtalebog med et ret unikt indblik i, hvordan det er at være topleder og kvinde i en verden, hvor det stadig er langt fra normen.

Michael A. Heller & James Salzman: ’Mine!: How the Hidden Rules of Ownership Control Our Lives’

“Min” er et af de første ord, som børn lærer. Og når man så endelig er blevet voksen, føles det af og til, som om livet bare går ud på at skaffe så meget “mit” som overhovedet muligt.

Idéen om ejerskab ligger lige i midten af det moderne vestlige liv. Men begrebet er også til evig diskussion. Hvem ejer dine persondata? Hvorfor er det ikke i orden at plagiere en bog, når globale tøjfirmaer gerne må stjæle fra små designere? Og hvem ejer egentlig luften bag dit sæde i flyet?

Juristerne Heller og Salzman er førende eksperter i ejendomsret, og de undersøger ejerskabets gråzoner gennem underholdende og tankevækkende eksempler. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Else Marie Andersen
2 år siden
Tænk at der er større sandsynlighed for, at lederen hedder Lars, end at der er en kvindelig leder??. Vi skriver 2021 i Danmark. Sarah Steinitz sætter fokus på mange sider af kvinders vej til topposter i bogen ‘Rollemodeller og Ravnemødre’. Var Lizette Risgård fx nødt til at hemmeligholde sin mands dødsfald, da hun var på vej til toppen i fagbevægelsen? Ellers ville hun vise svaghed. Wauh, det er umenneskelige krav til kvinder. Bogen giver stof til mange eftertanker, når det gælder kvinder og karriere.