Stress

Forsker: Vi behandler mange stressramte helt forkert

12.5.2021

af

Illustration: Vectorium/Shutterstock

Illustration: Vectorium/Shutterstock

Når vidensarbejdere får stress, lyder rådet ofte, at de skal have færre komplicerede arbejdsopgaver og trykke på pyt-knappen. Men det gør bare det hele værre, siger ledelsesforsker Helle Hein, der har en bog på vej om emnet.

Hvorfor er det, at nogle har lyst til at kvæle deres stresscoach, når han siger, at de bare skal lære at trykke på pytknappen? Og hvorfor er det, at otte sessioner i mindfulness ikke hjælper spor på deres stresssymptomer?

Det har Helle Hein, cand.merc. og ph.d. undersøgt gennem mange års forskning og arbejde med motivation, ledelse og stress. Hun er på vej med en bog om emnet.

Når vi taler stress, er det helt klassisk, at vi taler om ubalance mellem krav og ressourcer. Løsningen er også helt klassisk: Skru ned for kravene eller øg ressourcerne. Men lige præcis den løsning rammer helt ved siden af hos en del stressramte og gør faktisk kun ondt værre – især hos vidensarbejdere, siger Helle Hein.

Når vi bliver mere stressede, end hvad sundt er, får vi alle de samme stresssymptomer: Søvnbesvær, hukommelsesbesvær, rastløshed, manglende overblik og energi, hjertebanken og hovedpine. Men vi får dem af helt forskellige og ofte helt modsatrettede årsager.

Vidt forskellige årsager til stress

Helle Hein deler os op i to typer på baggrund af en personlighedstest, hun har udviklet – vi er enten ligevægtssøgende eller spændingssøgende. Hun anslår, at 40-50% af arbejdsstyrken er spændingssøgende, men at tallet er højere blandt vidensarbejdere. Vi vil alle være det ene eller det andet, men i mere eller mindre udpræget grad, siger hun.

”De ligevægtssøgende mennesker befinder sig bedst og præsterer typisk bedst i en eller anden form for ligevægt – det kan være work-life-balance, det kan være oplevelsen af at føle sig kompetent i opgaveløsningen. De bliver udbrændte, når kravene overstiger ressourcerne – altså dét, vi normalt forbinder med stress.”

Men så er der alle de andre – de såkaldt spændingssøgende, der ifølge Helle Heins forskning bliver ramt af stress af helt andre årsager: Mangel på mening eller faglige udfordringer.

”Det vil være enormt meningsfuldt for dem at løse komplekse opgaver. Derfor vil de ikke i samme grad som de ligevægtssøgende bliver ramt af stress, når kravene overstiger ressourcerne – de kan udholde ret store belastninger, bare belastning og mening går hånd i hånd,” siger Helle Hein.

Så dér hvor den ligevægtssøgende vil blive stresset – altså når kravene overstiger ressourcerne – vil du som spændingssøgende menneske blive stresset, hvis dine ressourcer overstiger kravene: Opgaverne er for kedelige og er ikke udfordrende og udviklende.

Hvilken type er du selv?

Kendetegn hos de ligevægtssøgende:

  • Traditionsbundne
  • Strukturerede i deres arbejde
  • Foretrækker konkrete og praktiske opgaver frem for abstrakte
  • Gode afsluttere
  • Målrettede og effektive
  • Synes typisk, det er irriterende, når andre ikke overholder regler og fælles aftaler
  • Gode relationer til kollegerne er noget af det meningsfulde ved arbejdet
  • Bliver meget belastet af konflikter og af manglende konsensus, manglende retning og mangel på social kapital
  • For mange forandringer stresser

Kendetegn hos de spændingssøgende:

  • Ofte meget spontane
  • Foretrækker abstrakte, komplekse opgaver frem for konkrete og praktiske
  • Rigtig gode udviklere, men mister ofte interessen for en opgave, når den går fra udvikling til drift
  • Verdensmestre i overspringshandlinger
  • Kritiske over for andres argumenter og undersøger altid, om et argument er gyldigt
  • Vil til enhver tid sætte spørgsmålstegn ved status quo
  • Reagerer på, når der opstår for meget konsensus i en gruppe
  • Bliver indimellem talsmand for noget, de ikke selv synes, bare for at udfordre enigheden
  • Bliver ikke stressede af forandring – kun hvis det forhindrer dem i at gøre fremskridt i deres arbejde

Kilde: Helle Hein

Boreout og moralsk stress

Manglen på mening er den allervæsentligste stressfaktor for en spændingssøgende, siger Helle Hein.

”Det kan godt være, at du på papiret har komplekse opgaver, men der er forskellige barrierer og begrænsninger i dit arbejde, som gør, at du ikke kan få lov til at løse dem på en måde, som er meningsfuld for dig. Det kan være, at du skal følge en eller anden bestemt procedure. Det kan være, fordi du bliver afbrudt af møder hele tiden, eller fordi du sidder i storrumskontor. Det kan skyldes for korte deadlines. Alt muligt, der forhindrer dig i at gå på opdagelse og fordybe dig i dine opgaver og give dig en oplevelse af, at ’lige dér faldt brikkerne på plads.’”

Det skaber den stressform, Helle Hein kalder begrænsnings-boreout, og den er bestemt alvorlig nok, siger hun. Man kan faktisk kede sig til stress. Men der er en anden stressform, der er endnu mere alvorlig og meget overset.

Det æder nemlig i særligt høj grad de spændingssøgende op, hvis de føler, de er tvunget til at gå for meget på kompromis med det, de laver. Helle Hein kalder det moralsk stress.

”Du er overbevist om, at du ville kunne gøre en stor forskel, men det får du ikke lov til, fordi du har umulige vilkår at arbejde under af den ene eller den anden grund.”

Moralsk stress æder dig op, fordi du føler, du personligt har svigtet ’sagen’, siger Helle Hein.

”Derfor forsøger du at fortælle din leder, at du ikke kan stå inde for det, du bliver bedt om at lave. Men her lyder det klassiske svar: ’Det er et arbejdsvilkår.’ Dét svar skaber en afmægtighedsfølelse hos den spændingssøgende, der er så afgrundsdyb, at det kun forværrer stressen. Moralsk stress bliver i øvrigt ofte fulgt af depressioner.”

Når hjælpen gør ondt værre

Når de spændingssøgende oplever nævnte benspænd i jobbet, udvikler de fuldstændig de samme stresssymptomer, som de ligevægtsøgende gør. Derfor griber lederne ud efter det værktøj, de kender, når de skal hjælpe dem tilbage i jobbet igen, fortæller Helle Hein.

”I bedste mening bruger de trafiklysmodellen: ’Nu sørger jeg for, at du starter med de lette og ukomplekse opgaver.’ Det er et rigtig godt råd til en ligevægtssøgende. Men forestil dig, at man siger det til én, der er blevet stresset på grund af kedsomhed og for lidt udfordring. I virkeligheden skulle lederen sige: ’Nu får du nogle komplekse opgaver, og så fjerner vi nogle af de nemme og irriterende opgaver i en periode, så du kan få mening i arbejdet igen.’”

Er du spændingssøgende, gør det ondt værre at blive sendt til en stresscoach, der opfordrer dig til at trykke på pyt-knappen, siger Helle Hein.

”De bliver også dybt frustrerede, når de har været på mindfulnesskursus otte gange, og det ikke har hjulpet en dyt. For de spændingssøgende skyldes stressen meget ofte strukturelle, kulturelle og ledelsesmæssige forhold på arbejdspladsen, som den stressramte ikke selv kan løse – heller ikke med hjælp fra en psykolog eller en stresscoach. Det er kun arbejdspladsen og lederne, der kan løse det.”

’Det nytter ikke at behandle stressramte ens’

Ved de spændingssøgende selv, at deres stress typisk ikke handler om overload af opgaver?

”Nej, for ligevægtsparadigmet er så udtalt, at spændingssøgende typisk også vil være farvet af den måde at se stress på. Derfor ræsonnerer de også ofte: ’Måske skal jeg lave noget mindre og holde noget mere fri.’ Men i min forskning kan jeg se, at de bliver frustrerede over, at det ikke virker.”

Men kan de spændingssøgende ikke også blive stresset af for stor en arbejdsmængde?

”De har selvfølgelig også en grænse. Men når jeg taler om de her to stressformer, taler jeg om, hvad der står forrest i køen hos den enkelte. Jeg siger ikke, at de aldrig kan blive ramt af udbrændthed, men jeg siger bare, at de hyppigere bliver ramt af boreout og moralsk stress. Ligesom en ligevægtssøgende også kan blive ramt af moralsk stress – de bliver bare meget oftere ramt af udbrændthed.”

Det lyder indlysende, men det nytter simpelthen ikke at behandle alle medarbejdere ens – heller ikke når det gælder stress, siger Helle Hein.

”De ligevægtssøgende finder ekstremt meget mening i afsluttede opgaver. De bliver stressede af aldrig at være i mål. Mens de spændingssøgende trives med selve processen og bliver generet af hele tiden at blive kaldt hen til målstregen.”

Hvordan løser lederne den udfordring?

”Det er jo det, man får et tjenestetillæg for som leder. Man kan godt have nogle generelle målsætninger i virksomheden, men dem kan man så gøre mere individuelle, så de ligevægtssøgende fx bliver målt på noget mere kvantitativt, mens de spændingssøgende bliver målt på noget kvalitativt og abstrakt,” siger Helle Hein.

Hvad er du selv?

”Jeg er spændingssøgende. Men en vigtig pointe er, at jeg – ligesom en del andre spændingssøgende – har brug for at restituere i ligevægt, hvis jeg har været langt ude i spændingsfeltet og har været der længe. Så jeg har perioder, hvor jeg godt kan lide at løse opgaver, som jeg ikke synes er specielt meningsfulde, men hvor jeg kan sige: ’Nu nåede jeg sgu alt det, der står på to do-listen i dag.’ Men der går typisk ikke ret lang tid, før jeg sukker efter faglige udfordringer igen.” 

Helle Hein

Cand.merc. og ph.d. Selvstændig forsker og foredragsholder, ledelseskonsulent og forfatter. Har forsket i motivation og ledelse i mere end 10 år.

Hendes aktuelle forskning fokuserer på kilder til mening og belastning i arbejdslivet, stress og rammerne for vidensarbejde.

Bl.a. forfatter til bøgerne ’Primadonnaledelse’, ’Når talent forpligter’ og ’Ledetråde’. Og altså snart også til en bog om sammenhængen mellem motivation, ledelse og stress.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Esther Sorgenfrei Blom
2 år siden
Tak for en tankevækkende læsning. Overskriften er heldigvis mere nuanceret end indholdet. Et af de store problemer i stress-diskursen er, at vi igen og igen forsøger at opdele i underkategorier og personligheds subtyper. Det er rigtigt, at det kan give greb ind i at forstå det komplekse bedre. Men vi risikerer også at misse selve kompleksiteten og dermed bliver det vanskeligere at finde på noget fornuftigt, der favner netop denne. Som i når vi fx. gerne vil opdele i, hvad stressen skyldes. Arbejdsrelateret/strukturelt relateret eller privat/personligt relateret. Helles bud er spændende og head-on hvad angår det, der foregår på arbejdspladserne. Stress udvikles dog ofte i en synergi mellem alle enkeltdelene i ens liv og kræver derfor også en behandling og tilgang, der afspejler det. Det vil sige, både indsatser på det indre plan, det personlige, og på det ydre plan, på arbejdet, uddannelsen, de sammenhænge, vi indgår i. Der er ikke nogle seriøse stressforskere, der vil hævde, at stress behandles bedst med lidt mindfulness eller pyt. Stress behandles bedst - og forstås bedst - som en kompleks størrelse, hvor alle aspekter af et given stressramts liv addresseres: krop, sind og liv. Det har man vidst længe i udlandet, fx. i Sverige, hvor man især på Institut for Stress og Medicin i Göteborg har forsket i multidisciplinære indsatser overfor stress i henad 20 år. I Danmark er vi desværre bagud. Vi er stadig opdelte og sidder og råber i forskellige lejre, at "denne metode er bedst". Det skal ikke være enten mindfulness eller arbejdspladsrelateret intervention. Det skal være både-og. Det samme gælder, når vi ser på mennesker med stress; at væres spændingssøgende eller ligevægtssøgende kan sagtens være sameksisterende med et fintfølende nervesystem. Og er det, vil jeg mene. Lad os se på det, der er fælles for forskellige mulige suptyper af stress-profiler, og ikke kun opdele og adskille. Og lad os udvikle forståelser, der kommer flest mulige til gode. Det kan et fokus på de mere grundliggende aspekter af stresstilstandene på tværs af de individuelle tendenser føre til. Tak, Helle, for at have inspireret her til morgen.
Anne
2 år siden
Det var præcis hvad jobkonsulenterne hos IDA sagde til mig da jeg henvendte mig i mit første job for at undersøge hvorfor jeg ikke trivedes. Det var i 2010