Klima

Thomas er lobbyist for den grønne omstilling

28.5.2021

af

Foto: Alexander Höllsberg

Foto: Alexander Höllsberg

For fire år siden fik Thomas Kantsø en grøn opvågnen. I dag er han klima- og bæredygtighedschef i Djøf og mener, at djøfernes kompetencer er en vigtig brik i at indfri arbejdspladsernes og samfundets grønne mål.

Thomas Kantsø er vokset op i en traditionel familie i Slagelse, hvor ”Ø-mærket endnu ikke rigtig har fundet vej til køleskabshylderne.” Den afslappede holdning til økologi og klima overtog Thomas, der er uddannet inden for HR og erhvervsøkonomi.

Men det ændrede sig for fire år siden, da hans søn startede i vuggestue. Her mødte de et økologisk miniunivers, hvor alt fra madplaner til bygningsmaterialer var bæredygtigt. Samtidig faldt Thomas Kantsø over en rapport, der estimerede, at der i 2035 vil være cirka 42.000 nye grønne jobs i Øresundsregionen.

”Jeg var ret overbevist om, at der måtte gemme sig en masse djøf-jobs i det tal. Så med min chefs godkendelse dykkede jeg ned i det – og blev mere og mere grebet. Både af, hvor få krav der generelt stilles til medarbejdere om at bidrage til den grønne omstilling, men også af, hvor nødvendige djøfernes kompetencer er for at nå i mål,” forklarer han.

Det sværeste er faktisk at tøjle min egen begejstring

Brug for brobyggere

FN's 17 verdensmål er blevet Thomas Kantsøs ledestjerne. Særligt det 17. mål, 'Partnerskaber for handling', som han mener taler lige ind i djøfernes fremtid. Der vil fx være et stort behov for medarbejdere, der kan bygge bro mellem forskellige fagligheder på det grønne område, og som kan implementere EU-direktiver i den danske miljølovgivning. De seneste tre år har Thomas Kantsø bl.a. stået i spidsen for en række morgenmøder, hvor grønne løsninger, erfaringer og udfordringer udveksles mellem deltagerne og et panel af fire-fem klimabevidste arbejdspladser, tænketanke og politikere.

Thomas Kantsøs ambition er, at vi taler klimadagsordenen op og ikke ned. At vi snakker med hinanden, deler erfaringer og er nysgerrige på at prøve ting af. Det er drivkraften, når han besøger arbejdspladser rundt om i Danmark, udvikler guidelines for grønnere arrangementer, planlægger webinarer – fx om bæredygtige indkøb – og når han snakker med medlemmer, der ringer for at få rådgivning om en grøn karriere.

”Mange er jo purpose-drevne, og det giver rigtig meget mening at arbejde for den grønne omstilling. Det er i min optik historiens største, fælles opgave, hvis udfald påvirker os alle sammen,” understreger han.

De små tiltag tæller

I andelslejligheden på Frederiksberg har Thomas Kantsø minutiøst gennemgået og prioriteret sin egen klimapåvirkning. Det betyder, at han har droppet oksekød, stort set kun køber økologisk, ikke længere bruger skyllemiddel – på trods af at han elsker duften – kører delebil, reparerer sit tøj og køber secondhand og sætter sine sparepenge i grønne investeringer. Det kan lyde frelst, men Thomas Kantsø er meget opmærksom på at undgå rollen som prædikant – selv om det kan være udfordrende.

”Jeg synes overhovedet ikke, det har været svært at gøre mit liv mere bæredygtigt. Det ved jeg godt kan være en ret irriterende attitude, så det sværeste er faktisk at tøjle min egen begejstring. Ellers kommer jeg nemt til at tale til andres dårlige samvittighed, og så er reaktionen helt naturligt modstand. Det vigtigste budskab er, at selv de små initiativer batter i det store klimaregnskab. Hvis vi alle sammen overvejer, hvor vi som borgere og medarbejdere kan tage den grønne kasket på, så er vi allerede et stykke af vejen,” siger Thomas Kantsø. 

Thomas Kantsø
  • 44 år
  • Siden 2020 klima- og bæredygtighedschef i Djøf
  • Siden 2010 chefkonsulent i Djøf
  • BA i business administration & international HRM fra Stafford University i 2002
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet