Studieliv

Studerende afholder maraton på egen hånd

10.5.2021

af

Foto: CBS Running

Foto: CBS Running

Hvad gør man, når det maratonløb, man har trænet til i månedsvis, bliver aflyst? Lader forberedelserne gå til spilde? Nej, vel?

Det vælter ind med aflysninger fra festivaler, sportsarrangementer og andre kulturelle begivenheder. Også Copenhagen Marathon har måttet trække stikket grundet corona-pandemien.

Aflysningen kom ikke som nogen overraskelse for Anne Sophie Krog Pedersen, der skulle have løbet sammen med fire andre fra løbeklubben CBS Running.

”Lillebælt Halvmaraton var blevet aflyst ugen inden, så jeg havde lidt set den komme. Jeg blev lidt ramt af en følelse a la ’nå, så skete det’,” forklarer den 25-årige kandidatstuderende, der læser Management of Innovation & Business Development ved CBS.

Hun havde set frem til kulminationen på flere måneders hård løbetræning. Foruden sin faste løbetur med CBS Running hver mandag har hun og fire gode kammerater løbet længere ture sammen om søndagen, hvor de den sidste halvanden måneds tid op til maratonet har ligget på distancer mellem 20-30 km.

”Selvom det var en forventelig melding, var det stadig noget af et antiklimaks og ganske frustrerende. Vi var alle kommet i rigtig god form, så det er en flad fornemmelse ikke at kunne få lov til at løbe maratonet og opleve kulminationen på den hårde træning,” siger hun.

Vi gør det selv

Men man behøver jo ikke en officiel arrangør for at løbe lidt over 42 kilometer. Så for ikke at spilde den hårde træning har Anne Sophie Krog Pedersen og resten af hendes løbehold taget sagen i egen hånd.

”Der er deadline for specialeaflevering 17. maj, og vi vil gerne arrangere vores eget uformelle løb så tæt på den oprindelige dato som muligt. Af rent og skært hensyn til tidspres og aflevering af opgaver bliver det nok fordelt ud på to dage. Tre løber 16. maj, og to løber 18. maj,” lyder det fra Anne Sophie Krog Pedersen.

Også i 2020 blev Copenhagen Marathon aflyst, og derfor har CBS Running allerede ruten klar:

”Sidste år løb vi fra Østerport Station og stik nord i 42,195 kilometer for at havne i Helsingør. Dén rute bliver det også for dem, som løber 16. maj. Jeg løber 18. maj sammen med en kammerat, og vi overvejer lidt at løbe i Amager Fælled,” forklarer Anne Sophie Krog Pedersen.

Lidt fladt

Hun har tidligere løbet otte officielle maratonløb, heraf fem i København. Men selvom distancen er den samme, så er det ikke den samme følelse at løbe med nogle få venner.

”Det er noget helt andet. Der er noget særligt ved at stå i startområdet omgivet af en masse andre mennesker, og alle er klar til at give den alt, hvad man har. Det er en lidt mere flad fornemmelse at løbe et uformelt løb kontra et officielt et af slagsen med tilskuere og den ekstra spænding,” siger hun. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet