Samsøs klimahelt: Det er ikke nok at have hippierne med

Efter gymnasiet overtog jeg den fædrene gård – det gik ad helvede til, så jeg kastede håndklædet i ringen efter fire år. Landbruget var for lille, og det var for ensomt, men det var fint at få det prøvet af.

Så blev jeg højskolelærer på Samsø og tog en formidlingsuddannelse. Mine forældre havde været med til at starte skolen, så det var ikke så fremmed, det der kollektiv, som en højskole er.

Det har altid faldet mig rimelig nemt at kommunikere. Jeg er vokset op i en tid, hvor vi i min folkeskole på Samsø fik lov til alt muligt og havde lærere, der havde nogle vilde tanker. Jeg sad også i bestyrelsen for skoleelevernes landsforening og rejste til møder i Aarhus og København, og jeg var i TV-Avisen og diskuterede med Ritt Bjerregaard. Det der med at formulere sig og sætte en sag op, det har jeg altid syntes var interessant.

Senere blev jeg leder af en efterskole, hvor det gav så meget mening at se eleverne få gode karakterer i 10. klasse, fordi de pludselig kunne forbinde deres hoved og hænder. Lidt skæve eksistenser, som det gjaldt om ikke at betragte som problemer, men som ’en del af biodiversiteten’.

Så vandt Samsø blandt andre øer en konkurrence om at omstille sig 100% til bæredygtig energi, og jeg blev leder af et nyt energikontor. Min kone foreslog mig at søge jobbet, mens jeg syntes, det var et håbløst projekt – et rigtigt Svend Auken-projekt, efter at han havde været til COP 3-topmøde i Tokyo. Sådan visionært, hvor man kunne se det for sig på papiret, men også at der ville blive rigtig mange kampe mellem forskellige interessegrupper.

Det lykkelige var, at jeg fik ansat en superdygtig ingeniør og planlægger, så jeg kunne koncentrere mig om organiseringen, så det blev vores projekt og ikke Svend Aukens.

Vi skulle oversætte mulighederne til lokale sammenhænge, så smeden fx kunne se, at det ikke gjorde noget at skifte oliefyrene ud, for selv om han levede af at servicere dem, kunne han få lige så meget ud af skiftet til fjernvarme, varmepumper osv. Det kræver en masse forståelse og moderation, så vi begyndte at trække folk fra Teknologisk Institut og DTU over for at undervise håndværkere, og det hjalp.

Nogle ejere af sommerhuse gjorde også modstand, for de brød sig ikke nødvendigvis om at få vindmøller foran deres hus – og heller ikke industriel udvikling. Den gruppe ville hellere bevare øen som traditionel idyl.

De fejl, jeg lavede, handlede meget om, at jeg troede, folk var positive over for energi-omstillingen, men jeg havde reelt glemt at spørge. Der var kun nogle nytilflyttede hippier fra København, der meldte sig til arbejdsgrupperne, så jeg havde jo tabt lokalsamfundet. Så lærte jeg, at jeg først skulle rundt og prime på forhånd. Det lyder måske lidt manipulerende, men det var nødvendigt. Medejerskab stammer fra tillid.

Samsø blev udstillingsrum for energiudvikling. Der kom bl.a. en masse japanere, og efter nogle år blev vi nødt til at lave et center for energiudvikling – Samsø Energiakademi – som hurtigt fik 4.000-5.000 gæster om året. Nu er der dog lidt distance fra borgerne på Samsø, kan jeg mærke, for centeret er blevet ’et lidt fint sted’, og her ’kommer jo konger og præsidenter’.

Vi har en masse projekter – også i udlandet, og det er mest mig, der rejser. Jeg synes, det er vildt spændende, og det giver rigtig god mening at rejse ud med Samsø i bagagen.

Jeg har opdaget, at der ude i verden – fx i Japan og på Hawaii – er de samme bevæggrunde og mønstre i forhold til bæredygtig lokal udvikling som hos os. Så de redskaber, vi har udviklet og lagt ud på www.pioneerguide.com, kan også bruges internationalt til at italesætte, hvor det gør ondt.

Ja, jeg er kåret som ’environmental hero’ af Time Magazine. Det er jo både absurd og underligt og meget amerikansk på mange måder, men det har været godt for mig. Mit navn popper op mange steder, og det er en fordel, når du bruger så meget tid på at høvle rundt i verden og gøre opmærksom på de her ting. Det er fedt, helt egoistisk.