Ny bog om farvetyper minder om astrologi til kontorlivet

Det er en sympatisk indstilling. Og Thomas Erikson er også både velskrivende og en tydeligt kompetent kommunikationsrådgiver. Men der er noget galt med bogens kerne.

Problematiske modeller

Thomas Erikson har skabt sit navn på en serie af bøger, der bygger på den såkaldte DiSC-model, som i grove træk handler om, at mennesker kan inddeles i fire overordnede personlighedstyper med tilsvarende farver: De analytiske blå, de dominerende røde, de inspirerende gule og de stabile grønne.

Den første bog i Eriksons serie – 'Omgivet af idioter' fra 2017 – har solgt hundredtusindvis af eksemplarer i over 40 lande.

Problemet er bare, at DiSC-modellen – og lignende personlighedstests som fx Myers-Briggs – ikke har noget reelt videnskabeligt fundament. Forskerne kan simpelthen ikke bruge dem som pålidelige modeller til at forudsige noget meningsfuldt om menneskers adfærd.

I stedet foretrækker de tests, som ikke bedømmer din personlighedstype, men dine personlighedstræk. Den mest anerkendte af disse er Femfaktor-modellen, som faktisk med en vis sikkerhed kan forudsige (noget om) en persons fremtidige uddannelse, levetid, udbrændthed mv.

Ifølge Femfaktor-modellen er der fem generelle karaktertræk, som ikke udelukker hinanden, og som vi alle har mere eller mindre af: Neuroticisme, udadvendthed, åbenhed, venlighed og samvittighedsfuldhed. Personligheder ligger altså ikke i kasser, men på et spektrum.

Erikson lader til at være med på meget af det her. Ret hurtigt i bogen slår han nemlig fast, at de fire farver ikke kan forklare alt. Faktisk har de færreste personer bare én farve – ofte har man to eller tre. Og så skal man desuden tage højde for drivkræfter, udviklingsniveau og alt muligt andet. Jo mere af den slags nuance der insisteres på, desto mere overflødig virker den enkle farvemodel, som bogen ellers blev solgt på.

Hvad er der galt med følelser?

Et sted i bogen klandrer Erikson kritikere af modellen for at ville 'føle' sig frem. Men samtidig fremviser han ikke nogen overbevisende metode til rent faktisk at kategorisere kolleger på – i stedet opfordrer han til observation. “Søren rabler hele tiden – han må være gul.”

Så hvis tilgang er det egentlig, der bygger på følelser? Og hvorfor skulle det i øvrigt være en ubetinget dårlig ting? Måske er en opmærksom føling med kollegernes forskelligheder faktisk et meget godt sted at starte? Fx hvis det blev kombineret med input fra Femfaktor-modellen?

Jeg er sikker på, at Erikson har hjulpet tusindvis af mennesker gennem årene. Og mange har haft glæde af DiSC-modellen. For det er en måde at tale om tingene på.

Men jeg mener også, at det er farligt, hvis modellen går fra at være en uformel samtaleanledning til at blive et beslutningsværktøj. Hvis farvefornemmelserne bliver en 'videnskabelig' begrundelse for afgørelser.