Lili kæmper for sin drøm om bæredygtige sko

London for tre år siden: Lili Dreyer står chokeret og hiver det ene fine stykke tøj efter det andet op fra et bjerg af bæreposer. Tøjet skal ud. Det kan ikke genbruges. Ingen vil have det.

Men det kan da ikke passe, tænker hun. Et lille hul eller en plet har afgjort tøjets skæbne. Eller også er det bare ’umoderne’.

Lili Dreyer vidste, at hun gerne være iværksætter, og var også sikker på, at det skulle have noget med bæredygtighed at gøre. 'Men hvordan kan jeg gøre bæredygtighed til min iværksætter-super power?’ havde hun i et stykke tid gået og spurgt sig selv.

Dér, blandt de massive bunker af kasseret tøj i London, fandt hun svaret. Hun fik idéen til det, der – med hjælp fra co-founders og advisors – i dag er blevet til virksomheden WAIR, som producerer sneakers af jeans og aflagt arbejdstøj. 

Stort set alt ryger ud

Siden Lili Dreyer fik en symaskine i konfirmationsgave, har hun syet sit eget tøj – og altid af genbrugstøj, gamle duge eller gardiner. Hun har senere fundet ud af, at mindre end 1% af de tekstiler, der bliver produceret i hele verden, bliver genbrugt eller lavet om til nyt tøj.

Så efter at have fået sin bachelor fra Copenhagen Business School (CBS) i hus tog hun til London for at tage en kandidatgrad i sustainability, entrepreneurship and design.

Det var i forbindelse med en opgave i London, at hun opsøgte nogle NGO’er og genbrugscentre og fandt ud af, hvor meget tøj og tekstiler der bare bliver smidt ud. Den sko, hun siden lavede den første prototype af som løsning på opgaven, endte med at blive den, hendes iværksætterdrøm tog afsæt i.

”Nogle gange ligger du bare og græder ned i puden”

Inden Lili Dreyer gjorde alvor af en iværksætterkarriere, ville hun dog gerne have et ’rigtigt’ job for at få noget erfaring – men noget med bæredygtighed. Da hun kom hjem fra London for godt to år siden, søgte hun derfor en masse job, men uden held. Og da hun så kom med i et innovationsprogram hos Akademikernes A-kasse, tænkte hun: ’Hvorfor ikke bare komme i gang?’

WAIR blev til virkelighed. Navnet kom til hende under en bustur med 5C på Amagerbrogade. Hun tænkte water, air – WAIR.

Men det har ikke bare været et knips med fingrene at få WAIR til at køre.

”Hele rejsen med en start-up er jo en kæmpe emotionel rutsjebanetur. Nogle gange ligger du bare og græder ned i puden i frustration, fordi din produktion er blevet forsinket, og en masse kunder venter på at få deres sko, og andre gange er du helt oppe at køre – fx når du har vundet en pris,” fortæller Lili Dreyer.

Opturene

Hun har lige ’mistet’ to ud af sine fem co-founders, som hun har fundet rundt omkring til start up-events og i netværket. De skal have ’rigtige’ job med ’rigtig’ løn. Hun forstår dem godt og er taknemlig for, at de var med så langt. Andre co-founders er også forsvundet siden starten.

Men der har heldigvis også været mange opture. En af dem er priserne, WAIR vundet i forskellige start-up-konkurrencer.

Vi skruer tiden tilbage til 5. november sidste år.

Lili Dreyer og en af hendes co-founders sidder i et lokale på CBS med stor afstand mellem stolene og venter på offentliggørelsen af CBS' start up-priser. Hun ville gerne have haft hele sit team med, men corona har også sat sit spor her. Der er tre forskellige priser – to på 75.000 kroner og én på 100.000 kroner. De har været inde og pitche deres WAIR-sko på forhånd.

De venter spændt. Lily sidder og krydser fingre. Den første pris går til nogle andre. Det gør den næste også. hun når at tænke, at det jo også er flot, at de i det hele taget er blevet udtaget til at deltage.

”Da han så sagde vores navn, og vi fik at vide, at vi havde vundet prisen på 100.000, var det bare sådan: 'Jubiiii!' For dét med at vinde en pris er ikke bare pengene. Jeg har hele tiden en tanke siddende i baghovedet: ’Er jeg bare crazy at tro på den her idé?' Så når vi vinder en pris, er det også et tegn på, at – nej, det er måske ikke bare en skør idé.”

Lili Dreyer ringede straks til sin far, der havde fulgt prisoverrækkelsen online hjemmefra. Både han og hendes mor har støttet hende hele vejen, men han har samtidig også været bekymret og flere gange spurgt, om hun ikke skulle finde sig et ’rigtigt’ job.

”Men han var stolt og glad, da jeg ringede – for han kunne jo pludselig se, at andre også syntes, det var en god idé.” 

Man skal ville det

Men selv om det med pengene måske ikke er det eneste, der betyder noget, når de vinder en pris – så betyder de faktisk også rigtig meget. For ud over, at Lili Dreyer fik crowdfunded sig til WAIRs første produktionsrunde af upcyclede sneakers, er det konkurrencepengene og støtte fra Innovationsfonden, der har holdt WAIR gående. Sidste år omsatte firmaet for 100.000 kr. i en tid, hvor der var et langt produktionsstop på grund af corona. WAIR sælger primært sine sko online, fordi produktionsomkostningerne på nuværende tidspunkt er for høje til at kunne betale halvdelen af salgsprisen til butikkerne.

At gå i krig med sin egen start-up er virkelig noget, man skal ville. Men det vil Lili. Hun har et værelse ud til Amagerbrogade i København i en lejlighed, som hun deler med fire andre. Hun er flyttet ind i det mest herskabelige værelse med indbyggede reoler rundt om dobbeltdøren, for her er plads til en del af lagerbeholdningen. Alle rum er fyldt ud med skotøjsæsker. Loftsrummet er også taget i brug. Lige nu har WAIR nemlig intet kontor – det har corona også spændt ben for.

Firmaet har været så heldigt, at det har været udtaget til at deltage i flere forskellige innovationsprogrammer, hvor der er fulgt kontorpladser med. Så nu venter Lili bare på, at dørene igen åbner på Copenhagen School of Entrepreneurship, der giver gratis logi for en stund.

Ikke til salg

Indtil september får Lili 15.000 kroner om måneden i løn som den eneste, fordi WAIR er kommet gennem nåleøjet og for en periode er økonomisk støttet af Innovationsfondens Innofounder-program. Det betyder, at hun kan arbejde på fuld tid med WAIR. Ingen af de andre cofounders får løn – endnu – og laver andet ved siden af.

Men WAIR er kommet rigtig godt fra start i år.

”Så jeg tror, vi snart er dér, hvor vi kan betale en lille løn til os alle – altså en løn, der er så stor, at vi kan betale vores husleje,” siger Lili Dreyer.

Hvad nu hvis der kom nogen og tilbød dig et fast job nu?

Svaret kommer prompte:

”Jeg ville sige nej. Altså medmindre vi blev opkøbt med alle medarbejdere – så ville jeg nok ikke sige nej med det samme. Men vi er så langt nu, at jeg tror på, at vi selv kan klare den. Min drøm er, at vi kommer til at opbygge et bæredygtigt modebrand, som rigtig mange gerne vil købe, så vi kan være med til at recirkulere meget store mængder af tekstilaffald. Det helt store mål er selvfølgelig, at vi som samfund ikke skal have noget tekstilaffald, men det kommer til at tage noget tid at slukke den hane med det forbrugsmønster, vi ser over hele verden.”