Hans Gammeltoft-Hansen: ”Det var fantastisk at være ombudsmand”

Tamil-sagen blev kendt ud over landets grænser. Når nogen så mit navneskilt til internationale konferencer, blev jeg ofte spurgt, om det ikke var mig – eller i de senere år, om det var en af mine forfædre – der havde haft den sag.

Sagen var jo meget, meget usædvanlig i dimension og konsekvenser, men juridisk var den sådan set ikke så kompliceret. De tamilske flygtninge her i landet måtte leve lang tid i uvished om, hvorvidt de kunne få opfyldt deres ret til at få ægtefælle og mindreårige børn hertil. Og det blev bl.a. fastslået i rigsretssagen, at man havde tilsidesat legalitetsprincippet, som er en bærende søjle i retsstaten. Der var en politiker (justitsminister Erik Ninn-Hansen (K), red.), der havde sat sin egen opfattelse i stedet for det, som dengang var retstilstanden – muligvis ud fra en opfattelse af, at det var der nok et folkeligt flertal for, men det er sådan set bedøvende ligegyldigt. Man skal følge lovgivningen.

Det var ikke nemt at forudse, at sagen ville udvikle sig så voldsomt og føre til rigsretssag og regeringsskifte. Med det, vi ved nu, ville sagen jo sandsynligvis ikke have udviklet sig, hvis ikke Erik Ninn-Hansen selv – havde jeg nær sagt – fremprovokerede det i et tv-interview. Så var det, at det brast. Ellers kunne sagen måske være sluttet med ombudsmandsudtalelsen.

Jeg var ombudsmand i 25 år, vist i længere tid end nogen anden, efter hvad en britisk kollega engang fortalte mig. Jeg kom over i et fremragende fagligt, forvaltningsretligt og offentligretligt miljø. Det var fantastisk at være ombudsmand – lærerigt og umådelig meningsfuldt, og man har en meget høj grad af uafhængighed. Derfor blev jeg også ved, selv om jeg vel egentlig havde regnet med at gå tilbage til universitetet efter nogle år. Efter hvert folketingsvalg skal der vælges en ombudsmand, og når jeg nu blev spurgt, om jeg ville fortsætte, sagde jeg gerne ja. I dag kan en ombudsmand dog højst sidde 10 år.

Man får et stort antal henvendelser som ombudsmand, og selv om vi danskere er et lille og på mange måder meget homogent folkefærd, var det alligevel overraskende, hvor vidt forskellige livsvilkår og tilværelser vi har. Der var nok 75.000-80.000 henvendelser om alle tænkelige livsforhold i de 25 år. Eksempelvis fra mormoren til et tvangsfjernet barn, som klagede over, at hun slet ikke havde nogen kontakt til barnet. Og der var faktisk regler om, at myndighederne skulle gøre, hvad der var muligt for at opretholde kontakten mellem barnet og familien. En anden sag handlede om én, der havde fået inddraget sin licens til at holde karantænestation for papegøjefugle. Du godeste, hvor var det dog et bredt spektrum af tilværelser og livsvilkår, man fik indblik i som ombudsmand.

Hvis man ville være universitetsjurist, var det en god ide at tage til udlandet, også dengang. Max-Planck-Instituttet i Freiburg var et fantastisk studiested, hvor jeg var i sammenlagt halvandet år efter min kandidateksamen. Senere tog jeg til Cambridge i England. Her var de ikke nær så systematiske som tyskerne, men med meget overblik, skarpsindighed og beåndethed. Nogle kritikere har ment, at jeg tog skade af mit ophold i Tyskland og blev alt for optaget af systematik og begrebsanalyse, men det mener jeg nu ikke. Tværtimod – det er ofte en nødvendighed for at skabe klarhed over retlige problemstillinger.

Isi Foighel var min mentor på universitetet. Jeg var ikke så frygtelig optaget af jura den første lange del af studiet, for jeg havde nok forestillet mig, at musik skulle være min profession. Men da jeg mødte ham – og efter at jeg havde stiftet bekendtskab med Alf Ross og hans bøger – blev jeg meget mere interesseret i juraen (Isi Foighel var bl.a. professor, skatteminister, dommer ved den europæiske menneskerettighedsdomstol og formand for Danmarks Radios bestyrelse, red.). Efter et kursusforløb i folkeret ansatte Isi Foighel mig så som student på universitetet i en stilling som videnskabelig assistent på halv tid. Hvis jeg ikke var kommet i lag med ham, var jeg måske nok blevet cand.jur., men nok ikke kommet i gang med juridisk forskning. Så var jeg måske blevet ansat i Kultur- eller Kirkeministeriet eller andetsteds i centraladministrationen.

Han greb igen ind i min tilværelse på en meget afgørende måde. Da jeg lige var blevet professor, cirka syv år efter kandidateksamen, foranledigede han også, at jeg blev formand for Dansk Flygtningehjælp, som han også selv havde været. Så han var virkelig en mentor, som jeg satte meget højt. Jeg skylder ham meget.

I mine syv år som formand for Dansk Flygtningehjælp lærte jeg kolossalt meget. Jeg startede som 33-årig og skulle lede et kollektivt organ med meget forskellige mennesker, lige fra den venstreorienterede studenterorganisation WUS (World University Service) og til Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Kvinderådet. Det handler jo om, at man sidder midt i en gruppe af ofte meget forskellige mennesker og spejder efter, hvor der kan være en fællesnævner, og det er sådan set en meget aktiv rolle, hvor man leder efter alle muligheder for at komme videre i fællesskab. Jeg har prøvet det mange gange, bl.a. som dekan, som formand for Statens Musikråd og for en række udvalg og kommissioner. Det har hver gang været en spændende og meget givende udfordring.

Oprindeligt havde jeg egentlig forestillet mig at blive professionel musiker, men jeg har fået det bedste af begge verdener. Jura og musik er to fuldstændig forskellige ting, men det er jo vigtigt at kunne koble fra ved at give sig hen i noget andet end de aktuelle arbejdsopgaver, og det er musikudøvelse fantastisk godt til, fordi det er så koncentrationskrævende. Når jeg efter en lang dag som ombudsmand var ude at spille, var jeg bagefter kolossalt forfrisket og klar til igen at tage fat på sagerne.