"Vi risikerer at få et embedsværk, som er for politisk lydhørt"

Citatet er professor Peter Bjerre Mortensens i rapporten 'Offentlig topledelse anno 2020', hvor statens arbejdsgivere beder 10 forskere om et bud på kompetencekravene til dagens offentlige topledere.

Det, som Peter Bjerre Mortensen stikker sylen i – dobbeltrollen med de måske nogle gange modstridende krav og normer – er to juridiske forskere, Pernille Boye Koch og Michael Gøtze, og forvaltningsforskeren Birgitte Poulsen i gang med at bore ud i et større forskningsprojekt.

Projektet falder i to dele, som skal befrugte hinanden tværfagligt: Dels en juridisk analyse af udviklingen i embedsnormerne over tid, som de to juridiske forskere står for. Dels en kvalitativ interviewundersøgelse blandt embedsmænd i centraladministrationen om, hvordan de i praksis oplever og udmønter kravene til embedsmandsrollen under påvirkning af et øget mediepres, som Birgitte Poulsen står for.

Går de for langt og kommer i klemme?

Politik drives i højere og højere grad af en medielogik, og det påvirker de politisk-administrative organisationer. En tendens, som forskere internationalt ser som et fællestræk, og det gjorde det Djøf-nedsatte Bo Smith-udvalg fra 2015 om embedsmanden i det moderne folkestyre også, siger Birgitte Poulsen.

"Alle, både politikere og embedsmænd, pegede i Bo Smith-rapporten på mediernes stigende rolle. Men vi mangler at forske i, hvordan medie-logikken helt konkret påvirker embedsmændenes hverdagspraksis," forklarer hun.

Så når man vil studere embedsnormer, må man fx også undersøge, hvilke succeskriterier medialiseringen fremmer i ministerierne. Hvad den betyder for skrivestil, prioritering og allokering af ressourcer og ansvar.

Og så 1.000-kroners spørgsmålet: "Om medialiseringen presser embedsmænd til at gå for langt i deres hjælp til ministrene, så de selv risikerer at komme i klemme i det politiske spil, måske på uretfærdig vis."

På grund af corona-nedlukningerne er interviewdelen blevet forsinket. Men Birgitte Poulsen vil godt røbe, at embedsmændene i de interviews, hun har nået at lave – det har været i Finansministeriet og Sundhedsministeriet – bekræfter, at medialiseringen fylder meget.

"Kommunikation og mediehåndering er blevet en selvstændig faglighed i ministerierne, samtidig med at det også påvirker det almindelige embedsværk i deres daglige arbejde. Og så er det spændende at interviewe under coronaen. For alle, også de helt almindelige embedsmænd, er påvirkede af at se, hvordan topembedsmænd pludselig står helt fremme frontstage sammen med ministrene."

Mink og asylpar

Pernille Boye Koch, som er leder af forskningsprojektet, forklarer, at man ikke bare kan slå op i en lovtekst og få et facit på, hvad embedspligterne indebærer helt konkret.

Derfor skal forskerne i deres juridiske analyse bl.a. granske kommissionsrapporterne fra rækken af sager gennem tiden, for her får man nogle lidt mere håndfaste vurderinger af det.

Noget, de også vil se på, er, om det er blevet sværere at sige fra.

"Embedsmanden skal ifølge juraen sige fra, hvis ministeren vil gå på kompromis med embedsmandsnormerne. Men dette firkantede, juridisk betonede setup passer måske mindre godt ind i den medialiserede politiske virkelighed. Der er der nogle andre forventninger til embedsmænd, hvis de vil gøre karriere," forklarer Pernille Boye Koch.

I kølvandet på en række skandalesager og Bo Smith-rapporten fik man godt nok skrevet en moderniseret version af embedsdyderne, det såkaldte Kodeks VII, men det har ikke hindret nye sager, senest instrukssagen og minksagen, påpeger hun.

"Der blev trykt store plakater med Kodeks VII-dyderne, som blev hængt op i alle ministerier. Men det ændrer jo ikke uden videre kulturen i et meget karrierebaseret embedssystem," siger hun.

"Man kan også undre sig over, hvordan en sag som Instrukssagen med ulovlig administration overhovedet kan opstå umiddelbart efter al den opmærksomhed om embedspligterne. Det tyder jo på, at der er nogle problemer med at formå at sige fra, som der ikke er taget højde for."

Pernille Boye Koch understreger, at de tre forskere ikke er ude på at male et billede af, at det danske embedsværk kører ad Pommern til.

"Det er der nogle, som prøver at skyde os i skoene. Men det er på ingen måde vores ærinde. Potentielle konflikter med lovlighed og sandhedspligt er ikke hverdagskosten i centraladministrationen. Men det er bare sådan, at det er i de ekstreme situationer, at embedsdyderne for alvor skal stå deres prøve."

Mette Frederiksens fortælling

Mener du, at den danske model bør ændres, så de klassiske embedsmænd træder et skridt tilbage og holder sig til det faglige?

"Nej, så enkelt kan det næppe klares. Store politiske kabinetter med masser af særlige rådgivere er ikke nødvendigvis svaret på, hvordan embedsdyderne bedst holdes i hævd til gavn for vores demokrati. Det er derimod et embedsværk, som kan og tør sige fra, og at det politisk anerkendes, at de gør det," fastslår Pernille Boye Koch.

Hun ser det som et skridt i den gale retning, at Mette Frederiksen, da hun trådte til, fik sat en dagsorden om, at hun var nødt til at centralisere magt i Statsministeriet. Og samtidig få en Martin Rossen frem i forreste række for, at regeringen kunne være sikker på at få sin politik ført igennem på Slotsholmen.

"Mette Frederiksen fik skabt en fortælling om, at embedsværket er rigidt og besværligt og skal tøjles ude i de enkelte ministerier. Og at når de siger fra, er det et problem for demokratiet. Den fortælling kom desværre til at stå ret stærkt både i medier og hos politikere. Men det smitter jo af på embedsværket, og så risikerer vi netop at få et embedsværk, som er for politisk lydhørt."

Vi har spurgt statsminister Mette Frederiksen (S), om hun ikke risikerer at få et for politisk lydhørt embedsværkpolitisk.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen, har svaret skriftligt:

"Jeg synes ikke, Boye Kochs fremstilling her er korrekt overhovedet. Mette Frederiksen bebudede en stærkere politisk ledelse af regeringen, og det har hun ført igennem. Demokratisk set er det vigtigt, at befolkningen oplever, at deres valg og fravalg, når man sammensætter Folketinget, gør en forskel. At styrke Statsministeriet og ville have en mere systematisk koordinering og opfølgning er ikke en modsætning til behovet for et dygtigt embedsværk."