Et år med corona

"Jeg er bare glad for, at vi har kunnet spille fodbold"

1.3.2021

af

Privatfoto

Privatfoto

I sommer rykkede den kvindelige fodboldspiller Amalie Thestrup, der også læser på CBS, til England. Corona-situationen har gjort det svært at få de oplevelser, hun havde håbet. Til gengæld har hun fået skrevet et speciale.

Få europæiske byer har så stærk en fodboldkultur som Liverpool. Det var noget af det, 25-årige Amalie Thestrup så frem til at være en del af, da hun i sommer forlod den italienske klub AS Roma for at fortsætte karrieren som professionel fodboldspiller i Liverpool FC.

Indtil nu har det dog været begrænset, hvad hun har kunnet opleve. Byen har været lukket meget ned, og på fodboldfronten har det første halve år også været lidt mærkeligt.

Amalie Thestrup og hendes holdkammerater spiller kampe uden tilskuere, og det har været umuligt at se herreholdet spille på det legendariske stadion Anfield Road.

”Der er selvfølgelig ikke lige så mange mennesker på gaden, men man kan alligevel godt mærke, at de er fanatiske, når det gælder fodbold. Hvis jeg møder nogle på gaden eller i supermarkedet, når jeg har mit træningstøj på, siger folk: ’Up the reds’. Fodbolden holder uden tvivl humøret oppe hos befolkningen under denne lockdown,” fortæller hun.

Den første tid i klubben har budt på op- og nedture, og i skrivende stund ligger klubben på en fjerdeplads. Det er stadig muligt at nå målsætningen om en førsteplads og deraf oprykning, men det afhænger af andre klubbers resultater. Amalie Thestrup havde personligt håbet på en lidt bedre placering, men hun finder trøst i blot at kunne spille fodbold.

”Mange andre steder i Europa – blandt andet i Danmark – har kvindeligaerne tidligere været lukket ned, så jeg er bare glad for, at vi har kunnet træne og spille fodbold i hele perioden. Min hverdag er meget lig dén, jeg havde i sommer,” siger hun.

Mærkeligt specialeforløb

Hverdagen byder på træning klokken 10. Når hun er hjemme igen ved 15-tiden, går hun i gang med sine studier på cand.merc.kom.-uddannelsen ved CBS.

Mens Liverpool har været lukket ned, har Amalie Thestrup kunnet fordybe sig mere i skolearbejdet og bl.a. skrevet speciale om ledelseskommunikation i den danske virksomhed Christian Hansen.

”Det har været et specielt forløb. I september var jeg et par dage i Danmark, hvor jeg kunne mødes fysisk med min specialemakker. Ellers har vi kun arbejdet over Skype, Google Docs og andre virtuelle platforme. Det har faktisk fungeret ganske fint, og det understreger i hvert fald, at man godt kan arbejde virtuelt. Det har krævet en del planlægning, men været en lærerig proces,” forklarer hun.

Fremtiden på plads

Når specialet er forsvaret – hvilket også skal ske digitalt – venter der stadig et års undervisning. Amalie Thestrup mangler nemlig nogle valgfag og udskudte fag fra tidligere semestre.

I forhold til det fodboldmæssige er der også nogenlunde styr på fremtiden.

”Jeg vil rigtig gerne blive i udlandet de næste par år, da man kan leve af sin fodbold, hvilket man ikke kan i Danmark. Derudover er jeg rigtig glad for at være her, hvor jeg har halvandet år tilbage af min kontrakt med Liverpool, så den kommende fremtid er på plads. Jeg vil gerne blive her så længe som muligt.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet