Brevkasse

Hvordan får jeg ekstra ferie?

8.2.2021

af

Illustration: Djøf

Illustration: Djøf

"Jeg har netop fået mit første job og har ret til en ekstra uges ferie. Men hvordan optjener jeg til den sjette ferieuge?"

Jeg er nyuddannet og har fået mit første job efter endt kandidat, hvor jeg netop er begyndt 1. januar i år. Jeg har fået at vide, at jeg har ret til en ekstra uges ferie, men jeg er i tvivl om, hvordan jeg optjener den. Optjener man den ekstra uge på samme måde som ferie efter ferieloven?



Kære nyuddannede

Tak for din mail og stort tillykke med jobbet.

Optjening/tildeling af en ekstra uges ferie, sjette ferieuge eller feriefridage, som det også bliver kaldt nogle steder, afhænger af, hvor du er ansat.

Ifølge ferieloven har man ret til fem ugers ferie, og tildeling/optjening af ferie herudover er ikke reguleret af lovgivningen.

Hvis man har ret til yderligere ferie – fx i form af en sjette ferieuge – kræver det en aftale. Det afhænger altså af éns kontrakt, personalehåndbog, overenskomst eller lignende, om man har ret til en ekstra uges ferie, og hvordan den ekstra ferie i så fald optjenes eller tildeles.

Det er forskelligt fra arbejdsplads til arbejdsplads, hvordan man optjener ekstra ferie.

Som fuldtidsansat i staten optjener man 0,42 særlige feriedage for hver måned, man er ansat. Det giver fem særlige feriedage i løbet af et år.

Som fuldtidsansat i en kommune eller region optjener man 3,083 ferietimer for hver måned, man er ansat. Det giver samlet 37 timers fri med løn i løbet af et år.

Både i stat, kommune og region optjenes de særlige feriedage/timerne til den sjette ferieuge fra 1. januar til 31. december, men man kan først begynde at bruge dem fra 1. maj efter optjeningsperioden.
Private virksomheder har mange forskellige modeller for optjening af feriedage.

Nogle steder skal man optjene den løbende på samme måde som i det offentlige. Andre steder har man først ret til den, efter at man har opnået en vis anciennitet i virksomheden – typisk ni måneders anciennitet. Og så er der også steder, hvor man får den tildelt hvert år på en bestemt dato. Men der kan også være andre modeller end dem, jeg har skitseret her.

Hvis du har fået ansættelse i en privat virksomhed, vil jeg derfor foreslå, at du undersøger, om der er en personalepolitik eller lignende, der nærmere beskriver betingelserne.

Du er også meget velkommen til at sende din kontrakt og personalehåndbog til kontrakt@djoef.dk, så tager vi gerne et kig på det.

/Monica Hasanpour, chefkonsulent i Djøf 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet