Faldet og den gule vest

Februar 2019 – Et traume

Matilde Sofie Borgensgaard Green læner hovedet tilbage og kigger op på det lyseblå loft med de små hvide stjerner. Hun er grådkvalt og helt rød i hovedet af at prøve at holde facaden. Hun sidder på sit værelse i det lyseblå toetagers hus, hun har lejet med sin veninde Nanna i en lille landsby i Vietnam. Hun kan høre koen og kyllingerne inde fra naboens baghave. I skødet har hun sin computer. Her har en terapeut hjemme i Danmark via Skype lige stået med et Ikea-glas i hånden og spurgt, hvad der mon ville ske med glasset, hvis han gav slip og lod glasset falde mod et hårdt stengulv.

Det kan hun jo godt regne ud. Men hun kan også godt regne ud, at det er i overført betydning, og at det handler om hende. Handler om, at hun skal acceptere, at hendes hjerne har været udsat for et betydeligt traume. At hun stadig ikke er den Matilde med 120 kilometer i timen, som hun var før 2017 – og at hun måske nok aldrig bliver det. Terapeuten kalder det en sorgproces.

Foråret 2017 – En ’perfekt’ verden

Matilde Sofie Borgensgaard Green er 21 år, bor i et lille gult bindingsværkshus på Østerbro i København med sin daværende kæreste. Efter først efterskole, gymnasium og sabbatår med job i reklame- og PR-branchen er hun i gang med en bachelor i kommunikation på CBS. ’Så rigtigt det hele’, som hun siger. Hun vil også gerne have udveksling på sit cv, så hun og to veninder fra studiet har besluttet at tage et semester i Malaysia. De to veninder finder en lejlighed i Kuala Lumpur, og de tre første uger er Matilde Sofie Borgensgaard Green nærmest euforisk. Varmen, farverne og alle de nye ansigter på Monash University. Men så, bum. 

September 2017 – Et voldsomt fald

Det er tidlig morgen. Matilde Sofie Borgensgaard Green kommer løbende gennem stuen og glider i noget vand. Hun ligger vandret i luften, falder mod stengulvet og tager af med baghovedet. Det føles, som om der løber stikkende pile gennem armene. Hendes veninde kommer til. Hun lægger en pude under hendes hoved. Hun kan ikke rejse sig, men regner ikke med, at det varer længe, før hun er klar igen. Hun skal bare lige sunde sig.

Efter lidt tid, der går med lige dele jokes og forvirring over, hvad der lige er sket, kommer hun endelig op fra gulvet, bliver hjulpet i det bad, hun var på vej til, og går så direkte i seng.

Hun falder i søvn med det samme. Da hun vågner tre timer senere, forsøger hun at rejse sig op, men balancen er væk. Hun må støtte sig op ad væggen. Hun er godt klar over, at der er noget galt og tager direkte på hospitalet med sin veninde Nanna. Her er der ingen tvivl: Hun har fået en hjernerystelse. På en skanning kan hun se, at hun har en kæmpe væskeansamling bag på hovedet – nærmest som om hun har et ekstra hoved.

Efteråret 2017 – En skræmt Matilde

Den første måned sover Matilde Sofie Borgensgaard Green konstant. De få timer, hun ikke sover, hører hun lydbog og tænker. Tænker over alt det, hun ikke kan. Og det skræmmer hende.

Hun var i fuld gang med at bygge en fremtid på at kommunikere. Men nu er alt sløret. Det er, som om en kæmpestor sort sky har lagt sig over hendes hjerne. Hun kan ikke længere finde ordene – hun kan ikke længere plukke af et stort ordforråd, en masse fantastiske minder, tidligere erfaringer og referencer. Det tager tid bare at formulere en enkelt sætning – oftest går hun i stå halvvejs. 

Matilde kan bedst overskue at være sammen med ét menneske ad gangen – og kun i kort tid. For der er alt for mange input på en gang. Dét de siger, deres mimik, lydene og lyset. Matilde Sofie Borgensgaard Green har også fået tinnitus. Stort set alle lyde er larm i hendes hoved. Baggrundssnak fra veninderne, motorlarmen fra storbyen udenfor og musik er slet ikke en mulighed. Hun kan heller ikke kigge på en skærm uden at få det dårligt.

Hun vil bare være den ’gamle’ Matilde igen. Men samtidig er det så fjernt. Hendes forældre er bekymrede for hende og vil gerne komme ud til hende. Hun afslår – kan ikke forholde sig til flere. Hun vil bare gerne være alene og komme sig. Hun begynder at tænke over, hvad hun skal stille op med sit liv, hvis hun har mistet sine skarpe kommunikative evner. Et eller andet kreativt? Selvstændig med et eller andet? Det er faktisk noget, hun har tænk på gennem længere tid. Men selvstændig med hvad?

Undervisningen i Malaysia kommer Matilde Sofie Borgensgaard Green ikke tilbage til, men hun klarer sine eksaminer med hjælp fra ekstra midler fra universitetet – længere tid til prøverne og en sofa, så hun kan sove hver halve time under eksamen. Dagen før eksamen hjælper veninderne hende med forberedelsen.

Hun vælger at blive i Malaysia for at komme sig. Veninderne bliver også. Og i december er hun kommet sig så meget, at de kan tage på en planlagt rejse rundt i Østen i en måneds tid. Det bringer dem bl.a. til den vietnamesiske skrædderby Hoi An.

December 2017 – En gul vest

I gaderne med små, gule huse og en masse skrædderier stopper Matildes veninde pludselig op. Hun har fået øje på et stykke gult stof med orientalske traner, der lyser hele gaden op. Matilde har længe drømt om at få lavet en lang oversize vest. Hun har den inde i hovedet, hun har bare ikke kunnet finde det rigtige materiale. Men der hænger stoffet, som den skal laves i. Hun sætter sig ned for at tegne den vest, der har rumsteret i hendes hoved. Hun afleverer den i butikken og beder skrædderne om en vest i det gule stof.

Første gang hun kommer tilbage for at prøve vesten, summer hele butikken, og de kvindelige syersker nærmest danser rundt. De tager hende med over til prøverummet, og der hænger vesten. Helt perfekt – og endnu smukkere end hun havde forestillet sig. Hun takker syersken og tager vesten på med det samme. Den første, hun møder, da hun træder ud af butikken – en kvinde i 50’erne – komplimenterer vesten og siger, at hun simpelthen er nødt til at spørge, hvor den er købt.

Og sådan bliver det ved. Både da hun vender tilbage til Malaysia og tilbage i Danmark i april 2018 efter at have genvundet så mange kræfter, at hun kan fortsætte sit studie på CBS.

Den positive opmærksomhed omkring vesten fortsætter, da hun i efteråret rejser til Los Angeles i virksomhedspraktik. Selv om hun altid har haft let ved at falde i snak med mennesker, har hun aldrig før oplevet, at et stykke tøj fungerer som samtalestarter. Eller et stykke tøj, der resulterer i så mange smil fra fremmede mennesker på gaden. Det sætter tanker i gang.

Matilde Sofie Borgensgaard Green beslutter, at vesten skal sættes i produktion. Hun vil starte sin egen virksomhed. Hun får afsluttet sin bachelor i kommunikation, selv om hun faktisk har mistet interessen for dét, hun troede skulle være hendes levevej. Og selv om hun stadig har mén efter hjernerystelsen.

Så med 3.000 kroner på lommen rejser hun tilbage til Vietnam for at finde det skrædderi, der skal være hendes samarbejdspartner. Sammen med sin veninde Nanna lejer hun et blåt hus, hvor Matilde Sofie Borgensgaard Green får værelset med de små hvide stjerner på loftet.

I løbet af den første tid i Hoi An beslutter de sig for at gå sammen om at starte virksomheden. De får lavet et grundmønster til vesten og en forretningsplan for deres virksomhed, som de døber ÈNWEST.

Der er tryk på – nok også lidt for meget tryk på for Matilde. Hun kan pludselig ikke finde hoved og hale på sine tanker. Det ramler for hende, og med en vens hjælp finder hun frem til en terapeut i Danmark. Hun tror, de skal snakke om ting fra hendes barndom – som man jo ofte gør med terapeuter – men ret hurtigt når de frem til, at det er hjernerystelsen, der stadig spøger.

April 2019 – En afsked

Matilde Sofie Borgensgaard Green sidder på en strandstol i Vietnam på An Bang Beach. Bølgerne er små, men knækker over i en larmende brænding. Tårerne triller ned ad kinderne på hende. Det er her, hun prøver at forlige sig med tanken om, at hun aldrig bliver den ’gamle’ Matilde igen.

Hun indser, at hun er nødt til at sige farvel til tanken om, hvem hun var før hjernerystelsen.

Men hun klør på med ÈNWEST. De to veninder har mange ture til skrædderiet for at forhandle priser på alt fra veste til påsyning af deres logo-mærker og for at tjekke for eventuelle fejl. De køber dustbags, laver kommunikationsplaner og opretter social media-konti.

Men hvor det kommunikative tidligere var en opgave, de delte ligeligt mellem sig, må Matilde indse, at hendes evne til at omsætte tanker til meningsfulde sætninger er sat ud af spil. Og mens hun ikke ved, om den kommer tilbage, tager hun skridt for skridt afsked med den ’gamle’ Matilde og finder sig til rette med fortællingen om den ’nye’ Matilde.

I dag – En 'ny' Matilde

Lige nu sidder Matilde Sofie Borgensgaard Green ved sit spisebord tæt ved vinduet og tegner på nye designs til ÈNWEST.

Hun er startet på tekstilformidler-uddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Det er en god kombination med hendes bachelor i Kommunikation, når hun skal have ÈNWEST til at vokse. Hun har købt Nanna ud af virksomheden – men de er stadig bedste venner, og Nanna fungerer stadig som sparringspartner i stort og småt.

Indtil videre har Matilde reinvesteret alle indtjeninger i ÈNWEST, men i 2021 regner hun med at kunne udbetale en beskeden løn til sig selv.

Havde der ikke ligget vand på gulvet den morgen for snart fire år siden, ville hun stadig være ’gamle’ Matilde. Og så ville hun nok have været kandidat i kommunikation og på vej ud i et job i PR- eller reklamebranchen. Det er en lille smule skræmmende at tænke på, for hun kan ikke længere se sig selv i den verden.

Hjernerystelsen tvang hende til at tage en tænkepause – men den endte også med at give hende det puf, der skulle til for at gøre hendes drøm om at blive selvstændig til virkelighed.

Nu står hun op hver dag og laver noget, hun slet ikke kan lade være med at lave. Den eneste senfølge af hjernerystelsen, hun kæmper med at acceptere, er, at der er begrænset tid og energi at give af. Heldigvis har hun skabt et arbejdsliv, hvor hun er sin egen chef.

Der ligger stof overalt på spisebordet foran hende – vintage-duge og -gardiner, som hun har tænkt sig at sy veste af. Bordet er grønt, stolene er røde og gule. Matilde kan kigge ind i soveværelset, hvor væggene er grønne og loftet blåt.