Det spænder ben for undervisningen, når studerende slukker kameraet

Tyskerne har et fremragende filosofisk begreb: Verfremdung! Et begreb, som kan anvendes i mange forskellige sammenhænge. Jeg vælger at anvende det i den nuværende digitale undervisningssituation.

Siden medio marts har vi undervist, vejledt og i det hele taget haft kontakt med kolleger og studerende ad digitale veje. Til trods for den digitale konnektivitet og de forskellige interaktive fora, som stilles til rådighed af min arbejdsgiver, KP, oplever jeg ikke den samme tilfredsstillelse, som når jeg underviser real time i et real time analogt undervisningsrum. Det er ikke, fordi jeg er gammeldags mht. anvendelse af digitale læringsmidler, men for mig er online-undervisning en opskrift på Verfremdung – udviskning og en fremmedgørelse af vores personlighed i en undervisningssammenhæng.

De sorte felter

Optimistisk udbringer jeg et 'godmorgen' til de små sorte luger, som skjuler mine studerende. Men langsomt bliver jeg overmandet af den ubehagelige følelse, at der måske slet ikke skjuler sig en studerende eller et menneske bag disse sorte felter på min pc-skærm.

Fra et lille hjørne på min skærm kigger mit digitale kontrafej på mig med rynker i panden, som om det vil sige: ”Nu ikke så mistænksom, min gode hr. lektor!”. Jo!… Der sker noget. Et lille lys blusser op på min skærm. En chat-meddelelse!

”Hej!”, kommer der forsigtigt fra en studerende. Jeg kan se et navn, men ikke et ansigt på trods af min opfordring til at tænde for deres kamera. Efter eget udsagn føler de fleste studerende et udtalt ubehag ved at vise deres ansigt. Tilsyneladende svøber de fleste sig i en visuel anonymitet – det sorte felt. At være synlig er pludselig problematisk, udstillingen af en sårbarhed.

Jeg stiller et spørgsmål til en udvalgt studerende, men får intet svar. Han er lige på toilettet, får jeg at vide over chatten – hvordan kan de dog vide det? Stadigvæk intet svar på mit spørgsmål.

Ved ikke at svare på et spørgsmål fra en underviser unddrager man sig fra et socialt ansvar og de spontane reaktioner, der evt. kommer fra medstuderende. Men unddragelse fra den spontane interaktion kan vel altid forekomme, vil man indvende. Jo, dog er denne unddragelse i et fysisk rum nemmere end på en skærm, hvor skærmen kan fryse (oh, skræk...). I det fysiske rum kan kropssprog aflæses og fortolkes – det kan ikke lade sig gøre i den digitale verden.

Undervisning og læringsprocesser bliver til konsumptionsvarer eller stangtøj. Engagementet forsvinder og gør plads for Verfremdung. Og dermed er den vigtigste læringsproces forsvundet, nemlig engagement og den gensidige udfordring.

”Any classroom that employs a holistic model of learning, will also be a place, where teachers grow and are empowered by the process. That empowerment cannot happen, if we refuse to be vulnerable while encouraging students to take risks.” (bell hooks: 'Teaching to Transgress: Education as the Practice of Freedom'). 

Fremmedgjort for hinanden

I det ideelle undervisningsrum bør både den studerende og underviseren føle sig sikre, når de udfordrer hinanden – en væsentlig læringsproces for begge. Ingen mulighed for tilbagetrækning, denne udfordring skaber motivation og fremgang.

Det virtuelle læringsrum er pædagogisk-didaktisk set et usikkert sted, hvor studerende kan deltage uden at være en rigtig deltager. Der er ingen risici forbundet med det virtuelle rum. Hvis man ikke vil ses eller høres, slukkes der blot for mikrofonen og kamera.

Underviserens rolle skifter til at blive en servicefunktion, en person man kan spørge om alt – og det går fint endda via chatten – og som ikke kan spørge dig om noget! Undervisning og læring bliver devalueret til noget underligt noget, og underviseren og studerende bliver totalt fremmedgjort for hinanden.

For hvad skal man, når den udfordringspligt, man har som underviser til at stille spontane spørgsmål, bliver undergravet af tekniske muligheder? Uddannelse bliver til en fremmedgjort forbrugsvare, og den største lektion går tabt. For netop den erfaring, den studerende får ved at udfordre underviseren – at spille bolden til underviseren og modtage den igen – denne oplevelse får os til at være opmærksomme på vores modstandskraft i sociale relationer. Og er det ikke hovedformålet, som alt oplysningsarbejde og al undervisning – trods fagfagligheder og læringsmål – bør føre til: At give mennesker en mulighed for at udvikle sig til frie, kritiske og empatiske medborgere.

Vores sårbarhed og gensidige udfordringer understøttes ikke af det virtuelle rum, tværtimod! Vi bliver fremmedgjort for hinanden – undervisere og studerende. Verfremdung.

Erik Postelmans er cand.jur. og lektor ved Københavns Professionshøjskole.