Nyt job

”Det er ikke hver dag, man kan søge sådan et job”

9.2.2021

af

Privatfoto

Privatfoto

Omid Mehryar har altid haft et ønske om at gøre en forskel for andre. Nu har han skiftet det private erhvervsliv ud med den humanitære sektor.

Det var lidt tilfældigt, at Omid Mehryar søgte stillingen som finansiel rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp. Han var ikke aktivt jobsøgende. Og der var som sådan ikke noget i vejen med at være business controller ved MAN Energy Solutions, men…

”Det er ikke hver dag, man som erhvervsøkonom får mulighed for at søge sådan et job,” siger Omid Mehryar og uddyber:

”Jeg har altid haft et ønske om at arbejde med noget, hvor jeg gjorde en større forskel for andre i verden, som har brug for det.”

Fra Folkekirkens Nødhjælps kontor i København yder han finansiel rådgivning og kompetenceudvikling til organisationens 19 landekontorer, der er placeret i Afrika, Mellemøsten og Asien.

Hans arbejdsopgaver består primært i at analysere, kvalitetstjekke og rådgive om projektansøgninger og finansielle rapporter, som landekontorerne sender til donorer for at få finansieret igangværende og nye projekter. De kan fx dreje sig om minerydning, uddeling af mad og penge til flygtninge eller udstyr og rådgivning til at beskytte sig mod corona.

Direkte effekt

Nogle projekter er kortvarige. Andre er langvarige. Og nogle gange skal det gå hurtigt, fx hvis et lokalt kontor har brug for hjælp til at komme videre med en rapport eller få godkendt et budget hos en donor, forklarer Omid Mehryar.

”Der er meget kort vej fra det, man gør, til at det kan få direkte effekt ude i de her lande. Det synes jeg er ret fedt.”

Når et projekt nærmer sig slutfasen, er han med til at kvalitetstjekke og udarbejde afrapporteringen og formulere den samlede finansielle fortælling om projektet til donorerne.

Med til stillingen følger en del rejseaktivitet – eller det vil der i hvert fald komme, når det igen bliver muligt at tage ud for at besøge kontorerne rundt om i verden. Den internationale dimension har også være en del af motivationen for at skifte job fra den private til den humanitære sektor, forklarer Omid Mehryar.

Tallene skal passe

I folkeskolen og gymnasiet blev han interesseret i tal og sammenhænge. Derfor søgte han ind på Copenhagen Business School, hvor han blev cand.merc. i Accounting, Strategy and Control.

”Tal er noget, man kan forholde sig til. Enten går det op, eller også gør det ikke.”

Den interesse og de kompetencer kan han bruge hos Folkekirkens Nødhjælp, hvor ”controlling”-aspektet er meget vigtigt. I den humanitære sektor spiller ’accountability’ en stor rolle, forklarer Omid Mehryar.

”Donorerne går meget ind for transparens. Det gør Folkekirkens Nødhjælp også. Det er vigtigt, at budgetterne og rapporterne er retvisende, og at de overholder donorernes og Folkekirkens Nødhjælps egne krav.”

Han har skullet vænne sig til, at arbejdstempoet i den humanitære sektor er et andet end i den private sektor, hvor tingene kan køres hurtigere igennem. I en NGO er det vigtigt, at man har alt med undervejs og ikke overser vigtige trin i processen, forklarer Omid Mehryar.

”Det er vigtigt, at man lever op til sine værdier og ansvarlighed som en NGO.”

Unik indsigt

Omid Mehryar er opvokset i en mindre landsby uden for Sønderborg. Det var her, han og hans familie slog sig ned i 1999 efter at være flygtet fra Afghanistan.

Han husker ikke så meget fra sine første år i Afghanistan, men hans baggrund som flygtning har alligevel haft stor betydning for at søge ind i den humanitære sektor.

”Jeg ved, hvilke dårligdomme og hvilke ting de befolkninger må stå over for hver dag. Derfor synes jeg også, at jeg har kompetencerne og kvalifikationerne til at kunne prøve at hjælpe, så de får det lidt bedre,” siger Omid Mehryar.  

Omid Mehryar

2020- Financial Advisor, Folkekirkens Nødhjælp

2018-20 Business Controller, MAN Energy Solutions

2017-18 Junior Business Controller, Essilor

2017 Cand.merc. i Accounting, Strategy and Control, Copenhagen Business School
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
ANNONCE

Kommentarer

Mis Knudsen
3 år siden
Meget inspirerende! Så flot Omid