Guide

3 gode måder at holde dig i form under lockdown

24-02-2021
4 min.
Det kan være krævende at finde motivationen til at få trænet derhjemme, men det er der flere online-redskaber, der kan hjælpe dig med. Foto: Fizkes/Shutterstock

Når fitnesscentrene og sportshallerne er lukkede, kan det være svært at holde sig i gang rent fysisk. Vi har spurgt tre studerende, hvordan de gør.

Den langstrakte nedlukning af samfundet har gjort det sværere at være fysisk aktiv i hverdagen. Du kan hverken gå til spinning, slå til fjerbolden i hallen eller løfte vægte i fitnesscenteret. Og det sætter sine spor.

Et nyt studie fra Syddansk Universitet viser, at mange har problemer med at holde de gode vaner ved lige i corona-perioden. Hver sjette dansker bevægede sig mindre end vanligt under den første nedlukning i 2020. Og 7 % af dem, der normalt var fysisk aktive, stoppede helt med at dyrke motion.

På det tidspunkt var det vel at mærke forår, og vejret gjorde det markant lettere at være udenfor, end det har været i de koldeste dele af denne vinter.

Flere måder at være aktiv på

Corona-krisen behøver dog ikke nødvendigvis at afspore din form eller påvirke dit helbred.

Selv om det somme tider kan virke uoverskueligt og hårdt at finde træningstøjet frem, så er der flere måder at dyrke motion på end dem, du måske er vant til.

Vi har samlet inspiration fra tre studerende, som fortæller om, hvordan de holder sig i gang under pandemien.

Youtube og gratis træningsapps

En af dem, som har opdaget glæden ved at hjemmetræne, er Astrid Olesen.

”Jeg startede med at følge youtuberen MadFit, som giver gode råd og er ret pædagogisk i sin måde at forklare øvelserne på. Den anden hedder Chloe Ting og er lidt mere avanceret,” fortæller Astrid Olesen, der læser medicin på Københavns Universitet.

Før corona trænede hun i fitness, hvor hun løb på løbebånd, styrketrænede og lavede cirkeltræning enten alene eller med et par veninder. Men efter hun er kommet godt i gang med træningen derhjemme, nyder hun den fleksibilitet, der er, når man frit kan sammensætte forskellige videoer eller programmer fra trænings-apps som 7 Minute Workout.

Hun vælger selv, hvor mange videoer hun vil gennemføre. De varer typisk 10-20 minutter. Og du kan nemt gøre ligesom hende. Det eneste, du har brug for, er en træningsmåtte.

”Der er fx nogle challenges. På Chloe Tings kanal har hun lavet et program, man kan følge, hvor hun på sin hjemmeside linker til de workouts, du skal lave hver dag,” fortæller hun.

Det hele startede med, at Astrid og hendes søster lavede en aftale om at træne tre gange om ugen. De fandt hurtigt Chloe Tings YouTubekanal og startede på en af hendes to-ugers-challenges. I dag bruger hun det stadig flittigt.

”Det er rart, så har man noget at holde hinanden op på, og der er noget struktur. Nu prøver jeg bare på minimum at træne tre gange om ugen,” fortæller hun.

Løb og udfordr dine venner

En anden corona-venlig motionsform er løb. Ud over at få skridt ind på kontoen kan du nyde godt af den friske luft til hjernen. Jakob Skriver Matthisson, der læser International Business på Copenhagen Business School, udnytter den ekstra tid, han har om morgenen til at løbe, når han ikke har transport til studiet.

”Med løb tager det måske en time, så det kan du nemt gøre inden arbejde. Det er lige til at få pakket ind i en travl kalender,” mener Jakob Skriver Matthisson.

Han snører løbeskoene tre til fire gange om ugen. Ofte løber han en tur på omkring 10 kilometer, og hvis tiden er til det i weekenden, får den lidt ekstra. Nogle gange bliver det til et halvmaraton.

Inden corona løb han sammen med en række andre studerende fra studenterforeningen CBS Running, som han er teamleder for.

”Det er klart, at det kan vi ikke gøre mere. Nu har vi det så online i stedet for. Her udfordrer vi hinanden i forskellige challenges, som folk kan melde sig ind på,” fortæller han.

Han kan tydeligt mærke, at det driver motivationen fremad blandt løberne, når der er et mål, som de skal opnå.

”På mit hold kunne en challenge fx se sådan ud, at vi skal løbe 40 kilometer en uge, og så melder folk ind, hvad de har løbet. En anden uge kunne være, at vi skal have en lang tur på 15 kilometer,” siger han.

På den måde kan løberne følge med i, hvad andre har løbet i forhold til dem. Netop konkurrencedelen mener Jakob Skriver Matthisson er med til at fastholde fællesskabet mellem dem.

Derudover er han under nedlukningen begyndt på at styrketræne derhjemme som supplement til løbetræningen med hjælp af online-træningsvideoer fra Marathon Sport. Personligt er han ikke meget for at møde op i en sportshal, så derfor sætter han pris på mulighederne ved det digitale.

Investér i en online-coach

For andre kan det være en stor hjælp at have en online-træner, som kan skræddersy et program til den enkelte. Sådan én har Mathilde Nancy Willkens, og det er en stor motivationsfaktor for hende.

”Jeg havde 100 % ikke været så vedholdende med træning her under lockdown, hvis ikke jeg havde en coach, som direkte fortalte mig, hvad jeg skulle gøre,” siger Mathilde Nancy Willkens, der læser en kandidat i strategi, organisation og ledelse på CBS.

Hun synes, at det er rart at have en person, som tjekker op på én.



Træneren giver hende et program, som hun skal følge derhjemme i lejligheden eller udenfor på en legeplads eller i en park. Det er med fokus på styrketræning. Derfor har hun sammen med sin kæreste anskaffet sig noget udstyr: en kettlebell på 16 kilo, træningselastikker, to dumbbells på 9 kilo og en pull up bar, som de har sat på væggen.

Inden nedlukningen gik hun regelmæssigt i fitness.

Hun tror, at det er nemmere at komme i gang med træningen, hvis man finder ud af, hvad der motiverer én. For hende er det at finde noget, som hun kan blive bedre til.   

”Lige nu øver jeg mig på hand stands, og det er noget, der kan få mig i gang, fordi det er sjovt,” siger hun. 

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.