Flemming var topchef. Nu er han kassemedarbejder

Jeg begyndte egentlig som forsker. Men da jeg kiggede rundt blandt dem, jeg skulle sidde med de næste 40-50 år, tænkte jeg: ’Nej, det går sgu ikke.’

Magt er noget, man tager – når man har et flertal bag sig. I 1981 mens jeg var på Odense Sygehus, fik jeg nærmest en slags åbenbaring i forhold til at få indflydelse. Lægerne strejkede for at få indført en 37-timers-arbejdsuge. Jeg oplevede, at jeg bare blev kostet rundt med uden at have indflydelse på det. Men det skulle være løgn. Så jeg holdt en brandtale på et af vores stormøder, hvor jeg gjorde mig til talsmand for, at hvis vi skulle gøre noget ved vores arbejdsforhold, var den eneste vej frem, at lægerne også sad i sygehusledelsen. Jeg fik tilslutning og kunne gå til sygehusdirektøren og tilbyde at stoppe strejken mod, at vi fik indflydelse. Jeg blev den første yngre læge i sygehusledelsen.

Jeg fik en djøf-uddannelse, da jeg blev formand for et organisationsudviklingsprojekt for 67 sygehusafdelinger. Jeg kunne rigtig mange ting, men jeg fandt ud af, at jeg var nødt til lære noget om strategisk arbejde, hvis jeg skulle have folkene på afdelingerne til at tage mine idéer til sig. Så jeg udarbejdede en teknik i dialogbaseret ledelse, samtidig med at jeg gik til forelæsning om det.

Jeg blev den første læge i Danmark, der blev sygehusdirektør. Det havde jeg besluttet mig for, at jeg ville være. Jeg søgte flere stillinger, men blev nummer to hver gang. Det gjorde jeg også, da jeg søgte jobbet på Skanderborg Sygehus, men dagen efter fik jeg en opringning fra amtets sygehusudvalg: Det var alligevel mig, der fik jobbet. Det var en politisk afgørelse.

Mange djøfere i hospitalernes ledelser har bommet i det. De har aldrig rigtig indset, at man skal skaffe sig legitimitet. Hvis ikke man er ude at arbejde på afdelingerne, har fingrene nede i suppedasen og taler med de fagprofessionelle – så lykkes man ikke. For det skal til, når man skal være leder for stærke fagprofessionelle grupper.

Hos PWC var der altid kamp om placeringen i toppen. Det var et meget intensivt arbejdsmiljø. Vi blev jo vurderet med en 360-graders-evaluering hvert halve år. Og vi skulle optræde over for partnere inden for et helt andet område – fx skulle jeg køre en konsulentcase om salg af biler. Så lærer man at tage sig sammen – for det var ’make it og break it’ hver gang.  

Med interesse kommer energi. I den rækkefølge. Jeg har haft mange forskellige job, men jeg har altid skabt mit eget indhold inden for de rammer, der nu har været givet. Jeg har også sprængt dem. Det gør man, når man er glad for det, man laver. Jeg er godt nok blevet fyret for det nogle gange, men det har ikke generet mig. Så er det bare videre til noget andet efter devisen: ’Møder du modstand, så gå udenom.’

Jeg blev fyret fra Vejle Sygehus, fordi der opstod rygter om nogle budgetoverskridelser. Det viste sig ikke at være tilfældet. Da jeg tiltrådte, sagde jeg, at man sædvanligvis bygger nye sygehuse, som de har set ud de seneste 25 år, men mine planer var at bygge og lede Vejle Sygehus, så det også ville virke moderne om 50 år. Og interessant nok fik jeg for et par måneder siden besøg af en mand ved min kasse i Irma, der præsenterede sig som den amtsborgmester, som kom efter ham, der sad der dengang. Han sagde: ”Du skal vide, at vi er meget stolte af det sygehus, du gav os i Vejle.”

Jeg stoppede som vicedirektør i Falck, fordi jeg havde kørt for stærkt i min tjenestebil og fik frakendt mit kørekort. Det ærgrede mig, at jeg havde kørt for stærkt, men det måtte jeg jo tage konsekvensen af. Og så fortsatte jeg med egen konsulentvirksomhed.

Jeg har altid kunnet sove – bang tju – når jeg lander med hovedet på puden. Det er nok, fordi jeg aldrig har bekymret mig. Aldrig. Hvis du samler nogle kompetencer op, som giver dig en vis tiltro til, at du kan klare tingene, er det nemmere at sove.

Jeg husker, første gang jeg krævede over en million i hyre. Efter jeg var blevet fyret fra Vejle Sygehus, rådede en ven mig til at få en god advokat. Advokaten sagde: ”Du skal videre, og jeg skal nok hjælpe dig. Jeg skriver dine kontrakter fremover, så du ikke kommer i uføre. Og jeg sørger for, at du får en ordentlig hyre.” Så det blev til halvanden million første gang, og sidenhen har jeg stort set fået det, som jeg ville. Det havde jeg aldrig selv kunnet finde på uden at være blevet vejledt.

Jeg gør ikke noget for at få klap på skuldrene. Jeg gør ting, fordi jeg tror på, at de er det mest gunstige at gøre, i forhold til det jeg står i. Jeg er ligeglad med, at jeg ikke er ridder af Dannebrog – intet kunne være mig mere ligegyldigt. Men det kunne jeg nok godt have været, hvis jeg havde fulgt den slagne vej.

I PWC-tiden rejste jeg 250 dage om året, og jeg fandt ud af, at fysisk aktivitet er nødvendigt for at kunne have et stort arbejdspres. Så jeg begyndte at nørde med noget intervaltræning og fandt ud af, at hvis jeg trænede før og efter flyrejsen, havde jeg det meget bedre, end hvis jeg sov under flyrejsen. Så det satte jeg i system, for det betød, at jeg så kunne arbejde på flyveren i stedet for at sove.

Et godt råd: Tag ud i verden. Få inspiration til, hvordan de gør det anderledes andre steder. Tag det bedste med hjem. Det var sådan, at Vejle Sygehus som det første i Danmark kunne indføre ’sammedagskirurgi’ – hvilket betød, at vi på grund af en ny kikkertmetode og nogle nye narkosemidler kunne sende folk hjem, samme dag de blev opereret.

Sørg for at få så meget praktik som muligt. Praktikdelen i uddannelserne er efterhånden forsvundet mange steder, og det er synd og skam. Det er blevet så underligt gymnasialt – du får puttet noget ind, men du får det ikke afprøvet i praksis. Men hvis du fx står som nyuddannet læge og aldrig har syet en finger sammen, er du allerede bagud på point. Det er også i praktikken, du møder nogle, der kan inspirere dig – du lærer at arbejde og at arbejde sammen med andre.

Da jeg så opslaget i vinduet på Irma-butikken, hvor de søgte en ældre kassemedarbejder, blev jeg nysgerrig. Jeg tænkte: ’Gad vide, om alle de ting, jeg har lært om servicebegrebet, er replicerbare i dagligvarebranchen?’ I dag kan jeg sige: Det er de – og det har jeg så udviklet på. Jeg ved meget om vin, så jeg har udviklet en ugentlig audiovisuel gennemgang af nogle af vores bedste vine, som jeg sender ud til vores kunder via et sms-link. Lige nu er der 350 kunder, der modtager den, og det er stærkt stigende. De får mailen om torsdagen, og så kan de komme ned til mig og snakke videre om vinene og smage på dem om fredagen.

I Irma har jeg lært arbejdsglæden ved at arbejde med så mange forskellige mennesker. Jeg har fulgt mange af kunderne gennem ni år – også deres børn. Og når nu de ved, jeg er læge, betror de sig til mig – jeg tror, jeg ved lige så meget om dem, som deres praktiserende læge gør. De deler alt muligt med mig, og det betragter jeg som en tillidserklæring. Så jeg har en udvidet familie på den vis. Derfor er det altid sjovt at komme på arbejde og se, hvem der mon kommer i dag.

Prisen for mit arbejde er, at der er mindre tid til min familie. Jeg har nok holdt for lidt fri. Jeg elsker at være på Mallorca, og vi plejer at være dernede forår og efterår. Men det har jeg ikke haft tid til de seneste år. Jeg er på halv tid i Irma, men jeg har også mit eget konsulentfirma med kunder i bl.a. Spanien, Norge og England. Jeg bliver ved med at arbejde, lige så længe jeg synes, det er sjovt, og så længe mit helbred er i orden.